Kære læser

Denne grønne aftale er histo...

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Efter måneders langstrakte forhandlinger landede den pludselig: den såkaldte grønne treparts forslag til en køreplan for, hvordan Danmark kan blive grønnere og sundere og mere klimavenligt. Titlen på den (kun) 43 sider lange aftale er: ‘Aftale om et Grønt Danmark‘. At der på den anden side af aftalen skulle ligge et decideret grønt Danmark – og så med stort G – er måske lige at smøre tykt nok på.

Når man samtidig så næsten samtlige aftalens parter på pressemødet mandag aften én efter én stille sig op og give udtryk for en helt utrolig begejstring over resultatet, så kan det godt give anledning til et vist mål af bekymring. Aftalen er “historisk”, sagde de alle sammen. Ordet optræder tre gange (dvs. to gange for meget) i selve aftaledokumentet. Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen advarede mod at bruge ordet, men brugte det så alligevel. Den socialdemokratiske skatteminister Jeppe Bruus, som generelt synes at være lagt ned konstant af dårlige sager, toppede dem alle sammen, da han greb til ordet “verdenshistorie”. Den lavestrangerende i hierarkiet brugte det største ord.

De første par håndfulde timer efter præsentationen af aftalen har været præget af ufattelige mængder spin. Aftalens mange parter – SVM-regeringen, landbrugets lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening – har tilsammen en masse baglande, som hver især helst skal have fornemmelsen af, at der er blevet leveret en verdensklasseindsats. I en længere pressemeddelelse, som blev udsendt inden midnat, kaldte Landbrug & Fødevarers formand Søren Søndergaard aftalen for “epokegørende for Danmarks klimaindsats og for vores fælles natur”. Og at det har været “vigtigt for os at være med ved bordet hele vejen”.

Det lyder godt, at landbruget er optaget af både natur og klima, men det er jo samme organisation, der i årevis har mistænkeliggjort forskere og eksperter, som har været kritiske over for landbrugets miljøsvineri, som har kostet så meget liv i de danske farvande og i den danske natur.

Folk, der spiller poker, siger, at det gælder om at finde ud af, hvem der er fjolset ved bordet. Og hvis man ikke ved det efter en halv time, så er det sandsynligvis én selv, der er fjolset. Den regel må for så vidt også gælde for forhandlinger af den her karakter. Ved pressemødet mandag aften i Økonomiministeriet optrådte der kun vindere. Enten var det stadig ikke gået op for aftalens fjolser, hvem de end er, at de var fjolset, eller også bluffede fjolserne.

Mens Klimakoret God Energi (ja, klimakoret findes) var så høje efter pressemødet, at de har indkaldt til hyldestsang for Danmarks Naturfredningsforenings præsident Maria Reumert Gjerding foran naturforeningens hovedsæde i dag kl. 16.30, var Klimabevægelsen ikke specielt imponeret og kaldte aftalen for “uambitiøs og utilstrækkelig”. Den manglende entusiasme går på, at landbruget er sluppet alt for let omkring en CO2-afgift. “CO2-afgiften bliver ikke den drivende kraft i landbrugets grønne omstilling”, fordi den er for lav og kommer for sent, skriver Klimabevægelsen.

Til gengæld er professor Stiig Markager fra Aarhus Universitets Institut for Bioscience, som Landbrug & Fødevarers næstformand for nogle måneder siden offentligt kaldte “sindsforvirret”, relativt begejstret. “Det er enormt positivt, at man nu tager så store landbrugsarealer ud af drift. Man vil kunne se det i landskabet i fremtiden, og man bør anerkende det som et kæmpe fremskridt, ikke bare for vandmiljøet, men for naturen, biodiversiteten og landskabet i det hele taget,” siger Markager til Dagbladet Information.

Den udtalelse tog socialdemokraten Ida Auken, der engang var miljøminister, men som både klimabevægelser og klimaaktivister notorisk er på vagt overfor, straks og kaldte for et “kvalitetsstempel” på det sociale medie X. Læste man videre i artiklen i Information, var det tydeligt, at de positive vibrationer fra Markager skulle ses i lyset af, at politikerne “ikke har gjort noget i 20 år. Så er det positivt at gøre noget. Jeg kunne godt sidde og sige, at det er for dårligt, at man ikke har gjort noget før, men det har jeg sagt mange gange. Det er sådan set stadig rigtigt. Men det ændrer ikke ved, at man nu virkelig tager fat på nogle grundlæggende forandringer“, lød det fra Markager.

Den Grønne Aftale vil blive gransket de næste mange uger. Er den god eller dårlig? Den er et skridt i den rigtige retning, men bare et skridt. Landmændene slipper for den høje og mest fornuftige CO2-afgift, som Svarer-udvalget præsenterede i februar. Hvem skal så betale? Det skal skatteyderne. Gennem påfundet ‘Arealfonden’, som er en “ny tilskudsmodel” for skovrejsning og “intensiveret kvælstofindsats” med en pengetank på 40 mia. kr. Hvem er mon fjolserne? /Oliver Stilling

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12