Nyhedsanalysen
Verdens største horrorshow
Donald Trump har kun én desperat mulighed tilbage: at skræmme unge vælgere fra at stemme på Hillary Clinton. Derfor – og kun derfor – giver det mening for den republikanske præsidentkandidat at forvandle valgkampens slutspurt til et frastødende sladderorgie.
Drop forfærdelsen. Med traditionel logik når man nemlig ikke langt i forståelsen af fænomenet Donald Trump. Skønt de seneste dages slibrigheder, der er blevet hvirvlet rundt i den amerikanske valgkamp, kan virke både politisk meningsløse og kropsligt frastødende, er der faktisk en lavere mening med virakken. For kaostilstanden er langt fra tilfældig. En række erfarne Trump-rådgivere mener selv, at de er på sporet af en snedig vinderformel.
Alle de vælgere, som lige nu føler afsmag ved gramse- og overgreb-historierne, flygter nemlig ikke kun fra Donald Trump, men snarere fra de gamle politiske institutioner og præsidentvalget som sådan. Og dét skader i måske endnu højere grad Hillary Clinton, som i forvejen har svært ved at begejstre sine egne tilhængere.
Selv om udfaldene og personangrebene kan virke impulsive og helt ude af kontrol, er den beskidte stil velovervejet og har gradvist taget form i takt med, at Trumps nye kampagnechef Stephen Bannon har taget – netop – kontrol. For selv dér, hvor ingen mening synes at være, hersker en form for orden. Bannon er den nye Machiavelli-skikkelse, der hvisker ’The Donald’ i øret.
Den 62-årige stærkt højreorienterede og nu tidligere chef for det yderligtgående tabloide internetmedie Breitbart – som kan siges at være en professionel og langt mere hårdtslående pendant til ‘Den Korte Avis‘ herhjemme – er blevet valggeneral for Trump. Stephen Bannon er kendt for en endnu mere grovkornet jargon end selv ‘The Donald’.
Dem, som troede, eller nok snarere håbede på, at republikanernes kandidat ville blive mere præsidentiel, jo nærmere valget kom, kan godt tro om igen. Brutaliteten er bevidst og tilstræbt nedrig. Og virker! Forleden erkendte selv Hillary Clinton, at hun havde ”lyst til at trække stikket til internettet eller bare se katte-gif’er”. Altså vende blikket væk fra tv-nyhederne og synke tilbage ned i hverdagens trivialiteter.
Hvis Hillarys reaktion er blot nogenlunde almindelig, kan hun vise sig at være i påfaldende store problemer. For ubehaget ved at følge horrorshowet – og den medfølgende apati blandt demokrater og andet godtfolk – kan lynhurtigt blive Trumps allerstærkeste trumfkort.
Den nye luftkrig
Ved de sidste mange valg har republikanerne ført valgkampagne efter en fundamentalt anden formel end den form for chok-effekter, som Trump-Bannon-duoen nu tromler frem med. Op gennem 90’erne og 00’erne stod den nu 65-årige Karl Rove for en strategi, som byggede målrettet på at pleje bestemte befolkningsgruppers særinteresser og sørge for at begejstre de mest konservative vælgere med skarpe ideologiske meldinger.
USA’s 43. præsident, republikaneren George W. Bush, kaldte selv sin nærmeste rådgiver Karl Rove for ”arkitekten” – og hans udspekulerede og minutiøst detaljerede valgstrategi bag sejrene over demokraterne Al Gore (2000) og John Kerry (2004) er senere blevet døbt ‘Rove-doktrinen‘. Dengang handlede alt om at få så mange konservative kernevælgere som overhovedet muligt til at stemme på republikanerne. I militære termer var Karl Rove en hærgeneral, der satsede alt på landtropperne og kampene fra hus til hus.
I dag er den strategiske tænkning vendt på hovedet, og alt er skudt op i luften. Stephen Bannon er en flyvergeneral, som bomber fra luften gennem medie-æteren. Kampen handler om de enorme vælgergrupper, der ikke stemte ved sidste præsidentvalg i 2012: førstegangsvælgerne og sofavælgerne.
Bannon-doktrinen
Valg kan nemlig vindes på to vidt forskellige måder – enten ved at mobilisere ekstra mange vælgere fra egne rækker eller ved at skræmme potentielle vælgere fra at stemme på modparten.
Almindeligvis koncentrerer politiske valgkampagner sig om det første. Get out the vote! De faste vælgere skal sikres. Men den anden strategi, demobiliseringen, kan kynisk betragtet være mindst lige så effektiv. Særligt når kandidaten hedder Donald Trump og systematisk har vist sig at have et ubrydeligt loft i vælgeropbakningen, der ligger lidt under 50 procent. I stort set alle delstater.
Hvis det kun bliver de nogenlunde samme vælgere, som stemte i 2012 og 2008, der også går ned og stemmer tirsdag 8. november 2016, ja, så vil Donald Trump tabe med garanti. Han kan ikke vinde et flertal af de traditionelle vælgere, og derfor har Stephen Bannon udviklet en strategi, ‘Bannon-doktrinen’, som har to klare målsætninger, der hver især ændrer magtspillet: På den ene side skal unge vælgere (som i altovervejende grad sympatiserer med Hillary Clinton) skræmmes til at blive hjemme på valgdagen, og på den anden side skal et hidtil uset antal midaldrende og ældre sofavælgere (som er fascineret af Donald Trump) provokeres til at møde op og måske ligefrem stemme for første gang i deres liv.
Déjà vu til Brexit
Trumps drømmescenario om at få held til at demotivere unge førstegangsvælgere og samtidig mobilisere gamle gnavpotter er langt fra så urealistisk, som det måske umiddelbart kan lyde, for dét var præcis, hvad der udfoldede sig i Storbritannien ved Brexit-afstemningen i juni.
Når briterne stemte sig ud af EU-samarbejdet skyldtes det ikke, at et flertal af den samlede vælgerbefolkning ønskede at træde ud. Nej, ‘Leave’-resultatet ved folkeafstemningen var en simpel effekt af valgdeltagelsen: Unge og altså mere EU-positive vælgere stemte i historisk lav grad, mens ældre vælgere og mere EU-skeptiske vælgere stemte i langt større grad end gennemsnittet. Hvis flere førstegangsvælgere var mødt frem ved valgstederne og havde stemt som deres jævnaldrende, ville Storbritannien have været forblevet EU-medlem.
Hvis stemmemønsteret fra den britiske folkeafstemning i juni gentager sig i USA her til november, vil Donald Trump have en reel chance for lige akkurat at vinde. Derfor bør det heller ikke overraske, at Trump-kampagnen har inviteret en mere end markant skikkelse fra Brexit-kampagnen over for at hjælpe som rådgiver: 52-årige Nigel Farage, medlem af Europa-parlamentet og tidligere leder af UK Independence Party, UKIP, lykkedes med alt det, som Donald Trump nu stræber indædt efter.
Nigel Farage fik effektivt pisket en anti-elitær stemning op, som tydeligvis havde en stærk appel til midaldrende og kortuddannede vælgere uden for universitetsbyerne og på kanten af arbejdsmarkedet. Demografisk er det nøjagtig samme vælgergrupper, som hidtil har støttet Trump. Men foreløbig kun i meningsmålinger. Det afgørende bliver, om alle de klemte, glemte og forstemte rent faktisk også møder op ved valgstederne.
Sofavælger-reserven
Under primærvalgene lykkedes det for Donald Trump at mobilisere op mod 14 mio. ekstra vælgere, som normalt ikke stemmer ved partiets urafstemning. Formår han blot tilnærmelsesvist at gentage dette kunststykke og altså aktivere en enorm reserve af sofavælgere, vil Hillary Clinton pludselig få svært ved at vinde i kritiske swingstater som Michigan, Ohio og Pennsylvania – selv om hun lige nu fører komfortabelt ifølge de gængse meningsmålinger.
Uden en massiv mobilisering af sofavælgere – som er karakteriseret ved at interessere sig for alle andre aspekter ved kandidaterne end de strengt politisk-ideologiske – kan Trump ende med et historisk ringe valgresultat. Efter han tilmed har lagt afstand til partiapparatet, risikerer han nemlig også at mangle hele den lokale græsrodsorganisation, som Karl Rove i sin tid fokuserede på, og som Hillary Clinton satser tungt på.
Med en valgdeltagelse i 2012 på blot 53 procent af vælgerne er der imidlertid et omvæltende rekrutteringspotentiale. Formelt set skal man dog på forhånd have registreret sig som vælger i USA, og ingen har endnu et entydigt overblik over, om tilstrækkeligt mange af disse nye-gamle vælgere har husket dét.
Valgets sex-faktor
Stephen Bannon har for længst gennemskuet Hillary Clintons største svaghed: Hun evner ikke at tiltrække unge vælgere, de såkaldte Millennials. Først flokkedes de om hendes modkandidat, Bernie Sanders, og nu har de vendt dem begge ryggen. Selv om enkelte studenter- og feminist-grupper jubler ved tanken om USA’s første kvindelige præsident, har Hillary Clinton en påfaldende lav opbakning fra vælgere under 30 år.
Opbakningen til de to mindre kendte tredje- og fjerdeparti-kandidater, den liberale Gary Johnson og den grønne Jill Stein, kan skubbe yderligere til og tippe balancen.
Stephen Bannon har udtænkt en taktik, der skal få endnu færre unge til at stemme på demokraternes Establishment-kandidat: Eftersom førstegangsvælgerne var babyer eller i hvert fald tumlinger, da Bill Clinton havde en såkaldt affære med praktikanten Monica Lewinsky fra 1995 til 1997, mener Stephen Bannon, at de slet ikke kender til beskyldningerne mod ham – og det penible efterspil, hvor Hillary Clinton blev trukket gennem gentagne og offentlige ydmygelser.
I al sin kyniske vulgaritet forsøger Stephen Bannon nu at få den gamle sladder om alle mulige og umulige sexskandaler recirkuleret på en måde, som både sociale medier og nye internetmedier nu gør muligt i et næsten grotesk omfang.
Det slet skjulte motiv er at sværte hele valgkampen til i smuds, skvalder og svinsk sladder. Men vel at mærke ikke for at drive en politisk pointe hjem, nej, alene for at bringe særligt yngre vælgere til kvalmegrænsen over et politisk show, hvor bunden er gået ud af scenen. Ugens bizarre udfald om at ville fængsle Hillary Clinton efter en eventuel valgsejr har kun gjort væmmelsen større.
Demobiliseringen er i fuld gang. Valgdeltagelsen blandt førstegangsvælgere kan ende nede på et så kritisk lavt niveau, at Trump lige præcis kan klare sig igennem. For igen: Den bitre cocktail af få og apatiske unge plus endnu flere vrede og ældre eks-sofavælgere – præcis som ved Brexit-folkeafstemningen – kan kortslutte den sædvanlige politik, som valgprognoserne trods alt stadig baserer sig på. Meningsmålinger har svært ved at opfange underliggende omslag i valgdeltagelsen blandt forskellige grupper.
Hvis Bannon-doktrinen skal lykkes, vil det imidlertid kræve, at Donald Trump skruer yderligere op for både den forsmåede appel til de vredeste vælgere og den primitive afskrækkelse af de yngste vælgere. Det kan lyde helt gakgak, ja, det er gakgak, men Donald Trump har kun én chance: At tage den uhyggelige klovnemaske på – og gøre de næste uger til et virkeligt horrorshow.