Godt fem år nåede WikiLeaks-stifteren Julian Assange at tilbringe i et britisk fængsel. Nu er han blevet løsladt, med kursen sat mod sit hjem, sin kone og sine børn i Australien. Assange har i en længere årrække været anklaget af USA for gennem WikiLeaks at have lækket titusindvis af fortrolige dokumenter fra bl.a. det amerikanske militær. Efter at han har meldt sig rede til at tilstå, at han har forbrudt sig mod den drakoniske amerikanske spionagelovgivning, ser Assange dog nu ud til at kunne gå fri – for hans britiske varetægtsfængsling vil angiveligt blive modregnet straffen.
“Uanset hvad folk mener om Julian Assange og hans aktiviteter, har sagen trukket ud alt for længe ud. Der er intet at vinde ved hans fortsatte fængsling, og vi vil have ham bragt hjem til Australien”, udtaler den australske premierminister Anthony Albanese. Imens påpeger The Guardian og menneskerettighedsadvokat Jameel Jaffer, at sagen stadig er relativt dårligt nyt for pressefriheden – i sidste ende vil Julian Assange nemlig have tilbragt fem år i fængsel “for aktiviteter, som journalister beskæftiger sig med hver dag”.