Frankrigs politiske dødvande

Det franske skæbnevalg kommer tættere og tættere på, og retorikken er da også ved at blive temmelig ophedet. Mandag optrådte præsident Emmanuel Macron i podcasten Génération Do It Yourself, og fik her sagt, at en sejr til enten den yderste højre- eller venstrefløj i værste fald kan føre til borgerkrig – hvilket selvsagt har vakt en hel del ramaskrig. Udtalelsen synes at cementere, i hvor høj grad Macrons midterprojekt står over for et muligt kollaps. Præsidenten forsøger med alle midler at tegne et skræmmebillede, der kan tale til de franske vælgeres samvittighed. Problemet er, at Macron dermed også signalerer, at situationen for længst er kommet ud af kontrol.

I weekenden så Macron sig tilsvarende tvunget til at forfatte et åbent brev til vælgerne, hvori han forklarede, hvorfor han overhovedet har udskrevet parlamentsvalg. Også her var der fuld smæk på de teoretiske besyngelser af demokratiets nødvendighed, med ildevarslende kommentarer såsom, at “det kommende valg er et seriøst, seriøst tillidsmøde, hvor vi skal afklare valget for vores land og for vores liv.” Som Politico kommenterer, er det dog aldrig et særlig godt tegn, når en statsleder på den måde finder det nødvendigt at forsvare sine overvejelser. Hvilket bringer os til de seneste meningsmålinger: Med mindre end en uge til første runde af parlamentsvalget den 30. juni står højrenationale Rassemblement National til at få omkring 36 pct. af stemmerne. Perspektiverne for fransk politiks fremtid er af samme grund både svimlende og uoverskuelige.

Allerede nu tales der om, at valget kan føre til en såkaldt cohabitation, en uskøn kompromiskonstruktion, hvor Macron vil være tvunget til at acceptere Rassemblement Nationals 28-årige stemmesluger Jordan Bardella som premierminister. At præsidenten og premierministeren på den måde vil tilhøre to forskellige partier er ganske vist set før i Frankrig, eksempelvis da socialistiske Lionel Jospin var premierminister under præsident Jacques Chirac. Men aldrig har den politiske parring været så problematisk, med så få udsigter for et fredeligt og pragmatisk samarbejde. Frygten er, at Bardella vil sabotere Macron så meget som muligt – og bl.a. blokere for Frankrigs fortsatte støtte til Ukraine, for slet ikke at tale om Macrons vanlige pro-EU-linje. I Bruxelles (og i Tyskland) skælver man af gode grunde over et fransk parlament domineret af Rassemblement National.

I praksis kan selv vejen til cohabitation dog vise sig at blive både svær og prekær. Jordan Bardella selv har understreget, at han kun vil være premierminister, hvis Rassemblement National opnår et absolut flertal. I øjeblikket ser det dog ikke ud til at blive tilfældet, da den nye, noget umage venstrefløjsalliance Nouveau Front Populaire også står relativt stærkt i meningsmålinger, med udsigter til små 30 pct. af stemmerne, mens Macrons midteralliance Ensemble står til omkring 20 pct. Dermed kan valget meget vel føre til et uløseligt dødvande, hvor ingen oplagte regeringskoalitioner byder sig til, da ingen har lyst til at samarbejde med hinanden – og ingen har et absolut flertal. Borgerkrig bliver det næppe, men mindre kan også gøre det: Uanset hvad har parlamentsvalget udløst en fransk politisk undtagelsestilstand, der meget vel kan udvikle sig til en gordisk knude. Macron gør ret i at frygte vælgernes reaktion. /David Dragsted