Kære læser

Europa i forfald

Avra Fialas/Reuters/Ritzau Scanpix

”Græske kystvagter bærer masker og udfører illegal aktivitet, og folk dør som en direkte konsekvens af det.” Så enkelt kan det siges. Eller sådan her: “EU har normaliseret vold ved Europas grænser”. Eller hvad med: Libyerne sejler mennesker på havet “tilbage til Libyen, sætter dem i fængsel og brænder migrantbådene for at forhindre dem i at sejle ud igen.”

Den grænsepolitik, der bliver ført ved EU’s ydre grænser, er inhuman, voldelig og ulovlig. Ikke at det er noget nyt, at efterkrigstidens humanistiske Europa afmonteres ved unionens grænser. Flygtningedebatten, og herunder hvordan vi slår hårdere og mere brutalt ned på dem, som i afmagt søger vores hjælp, har længe kørt i femte gear.

Nej, det nye er, at der lugter af krudtrøg. Citaterne ovenfor er fra tre forskellige slags vidnesbyrd, der de seneste måneder tilsammen har dannet en rygende pistol for, at europæiske myndigheder håndterer presset over Middelhavet i strid med international lov gennem fysiske og psykiske overgreb på migranter. Kvinder, børn og mænd, som i desperation søger beskyttelse fra fattigdom, krig og konflikt, nægtes basale rettigheder og jages retur til elendighed og sønderbombede liv. Hvis altså ikke de er blandt de tusindvis, der drukner i bølgerne.

Vold og grænsekontrol

Vi tager citaterne en for en. Det første kommer fra BBC-dokumentaren “Dead Calm: Killing in the Med?”, der udkom i sidste uge. I filmen fortæller en række vidner, heriblandt overlevende migranter og redningsarbejdere fra nødhjælpsorganisationer, hvordan den græske kystvagt hårdnakket forhindrer bådflygtninge i at komme ind i Europa ved såkaldte pushbacks: Migranter fjernes fra græsk jord og sættes ud på åbent hav i oppustede små redningsbåde uden motor. Skjult kamera viser maskerede mænd i færd med optrinnet, der leder direkte til skibsforlis eller rettere sagt mord på de ombordværende migranter. BBC har i alt bekræftet femten episoder, hvor den græske kystvagts handlinger har kostet 43 migranter livet fra maj 2020 til 2023.

Ret oplagt kommenterer en BBC-graverjournalist, at grækerne slipper ustraffet for det åbenlyse misbrug ved kysten, fordi alle regeringer i EU jubler, når bare “tilstrømningen” begrænses: “Det var først, da jeg lavede min egen dybdegående rapportering i 2023, at jeg indså, hvor udbredt, systematisk og organiseret aktiviteterne for disse specialstyrker – de maskerede mænd – var på de græske øer. (…) Det, de gør ved folk, er så specifikt, så koordineret og så gentagende på tværs af geografi og tid, at det kun kan være politik.”

Det leder os meget passende videre til citat nr. to, der dukkede op, da Læger uden Grænser midlertidigt skiftede navn op til EP-valget til Læger med Grænser. Det politiske stunt skulle råbe op om det reelle problem, at EU’s inhumane grænsepolitik kort sagt forhindrer nødhjælperne i at udføre deres arbejde: at hjælpe mennesker i nød. Hvordan? Ved at nægte lægerne at redde liv på havet og ved at håndtere migranter gennem – lige netop – pushbacks. I begyndelsen af året udgav organisationen en rapport, der dokumenterer voldsomme overgreb fra europæiske grænsevagter såsom spark, slag, tåregas og indespærring i detentionscentre, der fx forværrer migranters PTSD og depression. Generalsekretær Malin Palmér konkluderede det eneste mulige: “Den dehumaniserende retorik og skadende politik må og skal forbedres.”

Tredje citat. Antropolog Sine Plambech har i denne måned i bl.a. Politiken fortalt om sit nylige feltarbejde på Middelhavets største redningsskib, Geo Barents. Præmissen for EU’s grænser er ifølge Plambech, at migranter er “big business”: De skal frem for alt stoppes, og derfor betaler vi milliarder til autoritære tredjelande for at “eksternalisere” vores grænser – “indhegne Afrika” i bund og grund. Det nedrige arrangement afspejler et skifte fra at se migranter som nogen, der skal beskyttes, til at tilgå Middelhavet som et sted, hvor der skal udføres grænsekontrol. Indsatsen virker i øvrigt tæt på nul procent.

For mennesker holder ikke op med at flygte. I 2023 var antallet, der søgte til Europa over Middelhavet, på sit højeste siden flygtningekrisen 2015-2016. På verdensplan er 1 ud af 69 personer på flugt, og omfanget af globale konflikter er også i vækst. Vi kan med andre ord forvente seriøst run på havet denne sommer. Uanset hvor uværdigt og kynisk vi tager imod migranter, eller hvor surt vi gør livet for dem i Europa, kan vi ikke stoppe mennesker i at søge mod bedre liv.

Samtidig er der ingen tvivl om, at Europa ikke kan lade bommen være vidt åben og huse alle, der søger mod vores grænser. Men vi kan åbne den for flere. Som minimum kan vi lytte til dem, se og behandle dem som hele mennesker med erfaringer, drømme, ansvarsfølelser og moral. Som minimum kan vi undlade at udøve vold mod vores medmennesker – mennesker, som ovenikøbet har et langt mere indgående kendskab til vold, end de fleste af os kan forestille sig.

Det humanistiske europæiske samfund vil bryde sammen, hvis det skal håndtere alle de millioner mennesker, som globalt set er på flugt. Men det vil det også under de handlinger, vi lige nu ser ved Europas ydre grænser. /Caroline Douglas 

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12