Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix
Visse internetjokes har deres egen, sært vise charme. Som forklarer de verdenssituationen med så simple, men effektive midler, at vi slet ikke behøver bevæge os ud i længere diskurser om eksempelvis Thomas Paines demokratisyn sat over for den mærkbare smerte, vi fx føler ved højrepopulismens fortsatte fremmarch. Tag bare den om “Leopards Eating People’s Faces Party”, altså ‘partiet for leoparder, der æder folks ansigter’ – en efterhånden halvgammel internetallegori og insidejoke om det absurde og paradoksale i, at netop højrepopulisterne ofte kan have held med at sælge deres politik til folk, som faktisk vil lide under den.
Som så mange ting begyndte joken med et tweet fra en anonym internetbruger: “‘Jeg troede aldrig, at leoparder ville æde MIT ansigt’, hulker en kvinde, der stemte på partiet for leoparder, der æder folks ansigter”. Og ja, meget mere er der sådan set ikke til det. Et nyt meme var født, som folk på fx Reddit kunne bruge i omtalen af historier, hvor konsekvenserne af Brexit eller Donald Trumps politik pludselig viser sig for vælgere, som stemte på dem. Er det en lidt nedladende og letkøbt måde at bearbejde sorgen (og skadefroen) på? Uden tvivl. Men billedet af Leopards Eating People’s Faces Party viser så også bare, hvor uforståelig moderne politik ofte fremstår, hvis man tager den på ordet.
Rassemblement Rational
I Frankrig kendes de ansigtsædende leoparder også som Rassemblement National. Et rabiat parti med en temmelig karnivor fortid, som har brugt de seneste år på at overbevise folk om, at det fremover bare har tænkt sig at spise planter – men så også har talt længe og ildevarslende om invasive arter. Makeoveren var lige ved at lykkes, frontfigur Marine Le Pen og hendes højre hånd Jordan Bardella havde faktisk fået tildækket deres sortplettede natur i en sådan grad, at næsten alle troede, de ville kunne opsluge hele det franske parlament. Lige indtil valgets anden runde altså søndag blev afviklet, og franskmændene nok en gang beviste, at de har en uovertruffen evne til at gennemskue, hvad man bør og ikke bør spise.
Med en kombination af taktiske stemmer blandt venstrefløjen og centristerne samt op til flere maskefald hos Rassemblement National blev de franske højrenationalister udstillet som leoparder, der ikke bør få magten – for tilpas mange vælgere havde alligevel ikke lyst til at tabe ansigt. Den værste katastrofe blev afværget, og tilbage står nu en ret uhørt situation for den femte franske republik: Udsigten til en koalitionsregering. Hvordan den kabale skal gå op, virker endnu lidt uvist. Sikkert er det dog, at venstrefløjen kan juble over et overraskende godt valgresultat, mens præsident Emmanuel Macron må stå ambivalent tilbage: Hans gamble med at få besejret Rassemblement National virkede utroligt nok. Til gengæld blev hans eget parti Renaissance delvist hevet med ned i faldet, hvorfor han selv står svækket tilbage.
Grovæderen Donald Trump
Noget af det forbandede ved ansigtsædende leoparder er da også, at det kan være forbløffende farligt at jage dem. Selv hvis de slet ikke forsøger at maskere sig som i det franske tilfælde. I USA er de færreste vel i tvivl om, at Donald Trump er et fuldkommen skruppelløst rovdyr, der vil gøre alt for at genvinde magten – og gøre alt med magten, når først han har den. Alligevel lader forbløffende mange amerikanere til at ville tage chancen, satse på, at det ikke er deres ansigter, der vil blive spist. Hvis ikke man er godt inde i de amerikanske stållogikker, men blot er en udenforstående privilegeret europæer, virker det på mange måder hovedløst. Men måske er det så også derfor, Trump-vælgerne ikke mener, de har noget at tabe.
Anyways, tilbage til jagten: For præsident Joe Biden er det helt store problem ikke, at folk skal oplyses om Trumps dårligdomme, for de er temmelig åbenlyse. Nej, det store problem er, at Biden skal sælge sig selv som en person, der kan håndtere en riffel og holde Trump i sigtekornet. Indtil videre er han dog mest lykkedes med at skyde sig selv i foden så mange gange, at selv Bidens før trofaste partifæller er begyndt at frygte hans rystende hænder. Det er på mange måder en bizar situation. Trump viser sin alder i mindst lige så høj grad som Biden, men skal ikke på samme måde forsvare det – for han er jo bare et utæmmeligt vilddyr. 81-årige Biden forventer vi derimod er i stand til at tale fornuftens sprog. Men det er netop her, han bliver ved med at komme til kort.
Trods stadig tydeligere opfordringer til, at Biden trækker sig og begynder at nyde sit otium, så en anden demokratisk kandidat i sikker stil kan slå Trump, nægter præsidenten at give op. Han vil have hænderne på rattet, også selvom han ikke længere kan arbejde om aftenen, skal have hjælp til at gå ind i et nyt rum og nok ikke bør have et kørekort. Selvom alle virkelig burde tale om, hvor mange ansigter Trump har tænkt sig at æde, er alt mediefokus i stedet rettet mod Biden. Og for hver gang Biden dummer sig og eksempelvis kommer til at kalde Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj for, øhm, Vladimir Putin, vil ramaskriget blot vokse. Demokraterne har desperat brug for en ny præsidentkandidat. Allerhelst en kandidat, som leoparderne ikke bare kan løbe fra – og så nemt løbe om hjørner med. /David Dragsted