Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sommeren har en rensende effekt på dansk politik. Jo mere magthavere forsvinder væk fra offentligheden, desto mere positivt stemte bliver vælgerne. Eller rettere: De reagerer mindre negativt. Og derfor står den ellers forkætrede og udkørte SVM-regering lige nu med påfaldende gunstige muligheder for at kunne forsøge sig med en genstart.
Efter en tavs sommerperiode, hvor hverken de tre regeringspartier eller oppositionspartierne til højre og venstre har gjort noget nævneværdigt væsen af sig – og de politiske spændinger er blevet noget nær nulstillet – er der tilmed tre aktuelle udviklinger, som tegner til at kunne lave et ganske overraskende omslag for SVM-regeringen.
Her mandag morgen annoncerede tidligere minister og – her indtil weekenden – radikale folketingsmedlem, Christian Friis Bach, at han omgående skifter fra De Radikale til Venstre. Selv gør han meget ud af at pointere, at hans familie er stolte Venstrefolk, og at han selv begyndte sin politiske karriere i Venstres Ungdom.
Skønt partihoppet næppe kommer til at betyde alverden i det store magtspil, er bevægelsen ikke desto mindre markant: Efter et lettere kaotisk forløb, hvor midterregeringen gradvist tabte sit flertal – da først Jon Stephensen forlod Moderaterne, efterfulgt af Mike Fonseca, og Mads Fuglede så skiftede fra Venstre til Danmarksdemokraterne – er balancen pludselig blevet genoprettet.
Med tilføjelsen af Christian Friis Bach oplever Venstre en sjælden optur. SVM-regeringen har samlet set genvundet sit såkaldte ‘indenrigspolitiske flertal’, og vil formelt set ikke længere være afhængig hverken af andre partier eller troløse løsgængere. At Christian Friis Bachs personlige motiver reelt handler om misnøje og uforløste ambitioner betyder mindre: Nu kan det politiske tidevand siges at flyde i retning af regeringspartierne.
Det går op og ned i showbiz.
Hold-kæft-bolsjer
Den anden og helt afgørende faktor, som regeringstoppen selv har størst fortrøstning til, handler om penge. Om fornemmelsen af flere penge. Siden dannelsen af SVM-regeringen er det ikke blevet til mange store reformer. Til gengæld er der blevet strøet skattekroner ud med gavmild hånd.
Med undtagelse af de ganske hasarderede eksperimenter på uddannelsesområdet, hvor Danmark er blevet et omvendt foregangsland ved at være det første i verden til aktivt at ville sænke unges uddannelsesniveau, er det småt med større, strategiske satsninger. Men der er i den grad blevet delt penge ud, og dét forventer de tre regeringspartier snart vil give bonus.
Modsat tidligere, hvor skattelettelser og eksta velfærd blev sat op som hinandens modsætninger i dansk politik, har de tre partier i SVM-regeringen formået at holde sammen og klinke de indbyrdes skår ved at pøse skattekroner rundhåndet ud til begge dele. Og forventningen er, at vælgerne før eller siden vil begynde at mærke pengestrømmen.
På den ene side har nøje udvalgte faggrupper i den offentlige sektor – med sygeplejerskerne symbolsk i front – fået tildelt et generøst løntillæg, og Socialdemokratiet har derved målrettet forsøgt at købe sig til lidt mere taknemmelighed. Og Venstre har fået lov til at gøre præcis det samme.
For på den anden side har landets landmænd fået præsenteret en uhørt lukrativ pakke med ekstra milliardstøtte så langt øjet rækker. Ligesom dramaet om de vrede sygeplejersker blev løst med et ‘lønløft’, har de olme landmænd også fået et kæmpe hold-kæft-bolsje i form af den nye trepartsaftale, hvor hver enkelt bedrift i gennemsnit kan se frem til en betydelig milliongevinst.
Snarlig rokade
Indtil videre har hverken sygeplejerskerne eller landmændene kvitteret med begejstring og opbakning til SVM-regeringen. Men gamblingen fra regeringstoppen er ikke desto mindre, at bestikkelsespengene snart vil begynde at virke.
Det forlyder samtidig, at der atter er fundet endnu flere penge i de magiske fremskrivninger af råderummet, så det snarlige udspil til en finanslov for 2025 kan komme til at rumme endnu flere uddelinger. Angiveligt i form af nye skattelettelser til erhvervslivet.
Den tredje og sidste faktor, som på bagvendt vis kan give SVM-regeringen lidt momentum, handler om statsminister Mette Frederiksen. I mere end halvandet år har hun været rygtet væk til Bruxelles, først som ny NATO-generalsekretær og siden hen som ny formand for Det Europæiske Råd. Men når hun snart udnævner en ny dansk EU-kommissær, formentlig Dan Jørgensen, vil hele spørgsmålet om hendes fremtid kunne forstumme. Simpelthen fordi der så ikke er flere internationale topposter at besætte.
I forbindelse med den uundgåelig ministerrokade, som kommer i forbindelse med udnævnelsen af erstatningen for Margrethe Vestager som ny EU-kommissær, vil den fornyede flertalsregering meget vel kunne komme til at fremstå væsentligt mindre samspilsramt og retningsløs, end da sommerferien begyndte.
Tilføjelsen af Christian Friis Bach til regeringsrækkerne kan næppe undgå at sende et signal om afbalanceret stabilitet, og nok så tankevækkende også afsløre det nok mest sigende om dansk politik lige nu: Oppositionen er uhyre svag. Ingen modspil til SVM-regeringen, ingen udfordring. SVM-regeringen rumler videre i fraværet af en slagkraftig opposition. /Lars Trier Mogensen