Macquarie University
Lad os sige, at du har holdt en slags sommerferie. I din sommerferie har du lukket en smule ned for verdens gang, du har taget skyklapper på, det vedkender du dig. Eller lad os sige det sådan, at omstændighederne – fx sol, blæst, sand og vand – har gjort det for dig. Omstændighederne har vel haft på fornemmelsen, at du måske trængte til en pause fra det evigt kværnende nyhedsbillede. Og du har formodentlig også spurgt dig selv, om ikke det voksende udbud af medier og kanaler, som du har adgang til fra morgen til aften, præsenterer dig for så megen død og ødelæggelse, at det i perioder er en mental belastning bare at stå ud af sengen og læse overskrifterne på dagens aviser. Du er ikke USA’s præsident, du er ikke formand for EU-Kommissionen – du kan ikke gøre noget, synes du.
Så i din ferie har du skruet ned for støjen. Du har forsøgt at fokusere på mere opløftende ting – nyheder, der ikke trækker dig ned. Du har fået fat i et fysisk eksemplar af videnskabsmagasinet Nature og er straks draget af fotoet på forsiden. En flok frøer, der sidder og kigger ud fra hver sin lille hule i et, ja, lad os kalde det et frø-etagebyggeri. Frøerne sidder og sveder (eller hvad frøer nu gør, når de har det varmt). Det er frøer under helbredelse, frøer i sanatorium, frøer i sauna. ‘Mini-saunaer redder truede frøer fra svampesygdom’, står der. Frøer over hele verden rammes af en infektion fra svampen batrachochytrium dendrobatidis. Den er ikke mystisk, men den er dødbringende; frøer kreperer i hobetal af hjertestop og har gjort det i adskillige årtier. Svampen menes allerede at have lukket luften ud af 90 frøarter. Man begyndte allerede at diskutere det på Verdenskongressen for Herpetologi i Canterbury i 1989, står der i magasinet. Men i Australien har forskere haft held med at give eksemplarer af frøarten Litoria aurea farven tilbage i kinderne ved at proppe dem ind i små private saunaer inde i drivhuse, hvor det er så varmt, at svampen dør, men ikke frøerne. Det er en god nyhed.
Du kan næsten se det på frøernes ansigter på forsiden af Nature. De ser lettede og glade ud. Og du forstår dem: det ene øjeblik truet af udryddelse, det næste reddet på målstregen. Et ‘normalt’ liv som ynglende amfibium venter. Du finder det opløftende. Nu er det dig, der får farve i kinderne. Men hvorfor? Hvad er det ved den lille historie, der begejstrer dig? Måske læser du din egen tilværelse som homo sapiens her på kloden ind i frøernes liv. Måske er I i samme båd. Du er jo sådan set også udrydningstruet.
Tipping points og andre ulyksaligheder
Selv om du har ignoreret det store bedrøvelige nyhedsbillede, så buldrer det stadig derude. Du kan høre larmen i det fjerne. Klimaforandringerne og deres lurende tipping points, som vi udmærket kender til, men bliver ved med at ignorere. Hungersnøden i Sudan skabt af en tåbelig magtkamp mellem egoer i landets hær og en paramilitær enhed; krigen i Ukraine, som har kostet så mange mennesker livet. Oprustning, atomtrussel, oppiskning af førkrigsstemning og statslig tilskyndelse til lagring af konserves og toiletpapir i et trusselsbillede, hvor enhver er sig selv nærmest, hvor man måske i stedet burde fokusere på det sociale aspekt: hvordan agerer vi sammen, hvordan hjælper vi hinanden, hvis lokummet brænder?
Og så er der Gaza. Man talte allerede om folkemord, da den israelske hærs bomber og droner havde dræbt 10.000 palæstinensere. Nu har 40.000 mistet livet, langt de fleste kvinder og børn. Skoler, hospitaler, nødhjælpskonvojer, teltlejre, hjælpearbejdere, journalister, intet er helligt, alt kan bombes, hvis man kan få ram på én Hamas-kommandør. Det er opskriften på radikalisering. Hvad skal man tænke, når et lands (Israels) finansminister siger om en undertrykt befolkningsgruppe (folk i Gaza), at det ville være helt i orden (“justified”) at sulte to millioner af dem ihjel?
Og efter en lille ferie med vat i ørerne virker dansk politik så utroligt ligegyldigt. Folketingsmedlemmet Christian Friis Bach skifter fra Det Radikale Folkeparti til Venstre, så Venstre igen har ‘indenrigspolitisk flertal’. Who cares? Men du skal nok bare hvirvles tilbage i hverdagen, du skal op på hesten igen, så vil alt være som før.
I dag, tirsdag, skulle Demokraternes kandidat til det amerikanske præsidentvalg, Kamala Harris, gerne offentliggøre navnet på sin vicepræsidentkandidat. Du er egentlig ligeglad, men så alligevel ikke helt. Du drømmer om, at hun i den amerikanske samfundsudviklings navn vælger landets transportminister Pete Buttigieg. Han er dygtig og ordentlig og energisk og knivskarp og familiemenneske og kun 42 år gammel… men han er homoseksuel. Kan amerikanerne klare det? Er det for dristigt med en præsidentkandidat, der er sort, og en vicepræsidentkandidat, der er homoseksuel? Det burde ikke være noget problem, men det er det nok. Harris ender nok med at hive delstaten Pennsylvanias guvernør Josh Shapiro op af hatten, selv om han lyder fuldstændig som Barack Obama, når han taler.
Ferien er slut. Du ville ønske, at du var grøn og sad i en frøsauna i Australien. Kvæk, kvæk. Make the world go away. /Oliver Stilling