Nyhedsanalyse
Kvoten er opbrugt for Hasina
Studenterbevægelsen i Bangladesh har sejret, og landets mangeårige premierminister Sheikh Hasina har forladt landet. Så hvad sker der nu?
Mandag blev ophedede demonstrationer afløst af jubel og gadefest i Bangladeshs hovedstad Dhaka, da en højst uventet nyhed begyndte at sprede sig: Det sydasiatiske lands premierminister gennem 15 år, verdens længst siddende kvindelige regeringsleder Sheikh Hasina, var flygtet fra Bangladesh i en helikopter. Pludselig havde Hasina efterladt et magtvakuum og en lige så tom residensbygning, som vantro bangladeshere snart kunne storme og tømme for inventar. Lange og urolige uger med studenterprotester og statsvold var tilsyneladende endt med et historisk vendepunkt for hele Bangladesh.
I de 15 år, Sheikh Hasina har siddet på magten, har hun gradvist bevæget sig fra at være et pro-demokratisk ikon til en stadig mere kynisk autokrat, der gerne har slået hårdt ned på politisk modstand og dissens. Mens Bangladeshs godt 170 mio. indbyggere har kunnet se en overvejende positiv økonomisk udvikling under Hasina, båret af landets tekstilindustri, er de demokratiske forhold omvendt blevet mærkbart forringede. I optakten til parlamentsvalget tilbage i januar blev flere prominente oppositionspolitikere og demonstranter eksempelvis fængslet, hvilket førte til et omfattende boykot af valget. Af samme grund nægtede bl.a. USA og Storbritannien at anerkende Hasinas meget forudsigelige genvalg.
Da en række studenterprotester i sidste måned begyndte at blusse op som følge af en omstridt lov om jobkvoter, gik der derfor heller ikke længe, før Sheikh Hasina og hendes regeringsparti Awami League svarede igen med vold. Tusindvis af demonstranter blev anholdt og yderligere dusinvis dræbt, mens protesterne lynhurtigt udviklede sig til at handle om meget mere end blot frustration over forfordelingen i den offentlige sektor – hvor de forhadte jobkvoter har medført, at en lang række stillinger er blevet øremærket til folk med forbindelser til Awami League. De studerende ønskede forandring, og med Hasinas pludselige flugt ser de nu ud til at have fået den.
Hvad der herfra skal ske i Bangladesh, er dog op til åben forhandling. Mandag mødtes oppositionsledere med landets militær samt præsident Mohammed Shahabuddin og blev her foreløbigt enige om etableringen af en overgangsregering, som skal sikre afholdelsen af et nyt valg. Hvor stor en rolle militæret i den forbindelse ønsker at spille, står ifølge mange eksperter hen i det uvisse – for mens Hasina næppe var blevet væltet uden militærets stiltiende accept, er Bangladesh også en af de største leverandører til FN’s fredsbevarende styrker, hvilket formodes at dæmpe kuplysten blandt de uniformerede. Imens har den sejrende studenterbevægelse forlangt, at den tidligere modtager af Nobels fredspris Muhammad Yunus skal være chefrådgiver for den nye overgangsregering. Håbet blander sig med usikkerheden, og indtil videre ser omverdenen afventende på. Ikke mindst Indiens premierminister Narendra Modi, der må ærgre sig voldsomt over at have mistet en af sine vigtigste naboallierede i Sheikh Hasina ved en uplanlagt helikoptertur. /David Dragsted