Hvem?
John Stumpf var direktør for verdens mest værdifulde bank indtil i onsdags. Så gik den ikke længere, for efter en skandale i milliardklassen og hårdt presset fra alle sider måtte han træde træde tilbage fra posten i Wells Fargo. Den amerikanske bank har svindlet sine kunder i årevis, og det har bestyrelsen indrømmet. Wells Fargo har åbnet omkring to millioner falske konti og kreditkort til sine kunder. Kunderne betalte for kontiene, men havde aldrig hørt om dem. På den måde skabte banken en kunstig vækst, som fik aktieprisen til at stige.
Kunderne betalte samlet 16 millioner kroner for de usynlige konti. Imens beløb John Stumpfs personlige indtjening sig til 200 millioner dollars, det vil sige 1,3 milliarder kroner.
Hvorfra?
Han er et ud af 11 børn af en mælkeproducent fra Minnesota, og han kunne være skoleeksemplet på den amerikanske drøm, hvis ikke det var fordi, han havde snydt så vandet drev.
Sidste år kårede analysefirmaet Morningstar ham som ‘årets direktør’ foran Amazons Jeff Bezos (i øvrigt har fire ud af de seneste fem vindere mistet deres job mindre end et år efter, at de modtog prisen). Udmærkelsen fik han for at have skabt en næsten magisk vækst på 70% i de seneste 10 år, mens konkurrerende banker hang med røven i vandskorpen efter finanskrisen. Men han fik den også for sit ry som en ”good-guy”-bankmand, der ”afskyr aktiviteter, som prioriterer profit over kunderne.”
John Stumpf arrangerede kurser i Wells Fargo, hvor ledere instruerede deres ansatte i at åbne kunstige konti. Tommelfingerreglen var otte konti per kunde. ”Hvorfor?” blev han spurgt. Fordi ”Eight rhymes with great”, lød svaret. I bankens årsberetning foreslog han dog at ændre sloganet til: ”Let’s go again, for ten!”
Hvorhen?
Skandalen rullede 8. september, og Wells Fargo sagde pænt undskyld, tog ansvaret og fik en bøde på 185 millioner dollar som straf. Sidste år tjente banken 23 milliarder dollar.
Forskellen mellem de to beløb faldt mange for brystet. Pludselig var der et aktuelt præmieksempel på de gangstermetoder i megabankerne, som Bernie Sanders og Donald Trump havde harceleret mod under hele valgkampen. Og Hillary Clinton skyndte sig at kaste en krog ud til eks-Bernie-vælgerne med et åbent brev, hvor hun lover at stramme tøjlerne om store stygge banker som Wells Fargo.
Wells Fargo tog konsekvensen af skandalen ved – ud over at beklage dybt – at fyre 5.300 lavtstående ansatte. Som John Stumpf sagde: ”Jeg tror, det bedste, jeg kan gøre lige nu, er at lede virksomheden og lede virksomheden fremadrettet.”
Den demokratiske senator Elisabeth Warren var ikke enig. John Stumpf blev indkaldt til at stå skoleret for The Senate Banking Committee, og Elisabeth Warren mente bestemt, at han kunne gøre det bedre. Høringen blev én lang parade af verbale lussinger til direktøren, hvor Warren blandt andet bemærkede ironien i, at en kasserer, som tog af kassen i Wells Fargo, kunne se frem til en fængselsstraf, mens bankdirektøren ikke rykkede en tomme i direktørstolen.
”Du siger, at du er ansvarlig. Men hvad har du egentlig gjort for at holde dig selv ansvarlig? Har du sagt op som direktør og formand for bestyrelsen? Har du givet én øre tilbage af de millioner af dollar, som du har tjent, mens det her svindelnummer gik for sig?,” sagde hun, mens John Stumpf forsøgte at fremstamme et forsvar. ”Det vil jeg tage som et ’Nej’.”
John Stumpf har desuden fået æret af at blive ristet af komikerne John Oliver og Stephen Colbert, der opsummerer: ”Jeg tror, jeg taler på alles vegne, når jeg siger: Go Stumpf yourself!”
John Stumpf måtte give efter for presset. Han afstod fra at modtage sin almindelige løn og en aktiebonus på 41 millioner dollar, mens sagen blev undersøgt. Og i onsdags trådte han tilbage som direktør og bestyrelsesformand. Uden en fratrædelsesgodtgørelse, men med en personlig milliardformue.
Hans afløser bliver bankens kronprins Tim Sloan. Ifølge The Intercept sagde Sloan for fire måneder siden, at Wells Fargos salgsstrategi var aldeles passende og at ”intet skal ændres.”
Forresten
John Stumpf har engang givet følgende kostelige citat til Fortune Magazine:
”The DNA of leadership is trust. That’s true in a family relationship, that’s true for government, that’s true for business. We like to say, we don’t care what you know, until we know that you care. You can’t teach caring. And you can’t teach sharing.”