En forpustet anmeldelse af OL

Faklen er blevet givet videre til scientology-actionhelten Tom Cruise og den amerikanske storby Los Angeles, der om fire år skal danne ramme om næste udgave af de olympiske lege. Efter mere end to ugers konkurrencer er det slut med medaljeuddelinger i Paris, i hvert fald indtil de paralympiske lege begynder i slutningen af måneden. Kort sagt er det blevet tid til at gøre status: Hvordan var OL set fra sofaen, pardon, le canapé ?

Årets åbningsceremoni varslede egentlig meget godt, at Frankrig virkelig ikke havde tænkt sig at holde tilbage, når det kom til at skabe en symbolsk ladet eskapistisk begivenhed, der midlertidigt kunne bortlede opmærksomheden fra den parlamentarisk rodede situation, landet befinder sig i. Der blev parkouret hen over de parisiske hustage, spillet Gojira i guillotine-takt, tegnet ikke-konforme trekanter og gået dionysiske catwalks til den store guldmedalje, mens atleterne kunne sejle i øsende regnvejr på Seinen – som måske, måske ikke, ville være ren nok at svømme i.

Svømmet blev der i sidste ende, til borgmester Anne Hidalgos store lettelse og triathlon-deltagernes dårlige mavefornemmelser. Generelt fik de franske rammer da også rig mulighed for at komme i fokus, med fægtning i Grand Palais, dressurridning ved Versailles-slottet og beachvolleyball ved Eiffeltårnet. Det samme gjorde rapperen Snoop Dogg, af lidt mere uransagelige årsager, som en slags dyrt betalt og allestedsnærværende OL-maskot. Heldigvis var det dog aldrig helt så galt, at topatleterne ikke også fik lov til at stråle med deres præstationer.

Tennisspilleren Novak Djokovic fik sin manglende guldmedalje, gymnasten Simone Biles fik cementeret, hvorfor hun stadig er den bedste, og stangspringeren Mondo Duplantis fik sat en ny verdensrekord. Franskmændene kunne juble over bl.a. judo-guden Teddy Riner og delfinen Léon Marchand, mens internettets mange meme-entusiaster fik materiale en masse. Der var italienske Giorgia Villas sponsoraftale med Parmigiano Reggiano, den tyrkiske skarpskyder Yusuf Dikec med uovertruffen far-energi og amerikanske Stephen Nedoroscik aka pommel horse guy. For slet ikke at tale om den australske b-girl Raygun – som har en ph.d. i breakdance – der endegyldigt fik bevist, at teori og praksis ikke altid er det samme.

Herhjemme var der tre primære måder, man kunne se OL på, nemlig via DR, TV 2 eller Max (streamingtjenesten tidligere kendt som HBO). Mens der tilsyneladende altid var optakt til en håndboldkamp hos de to førstnævnte, kunne man hos sidstnævnte binge sig igennem alt fra vandpolo til surfing med en bitter erkendelse af, at man godt kunne have været mere eventyrlysten, dengang man valgte fritidsaktiviteter i folkeskolen. Mere eventyrlysten kunne DR’s dækning så også have været. Når først vinklen hedder “Guld til Danmark” truer klaphatten i hvert fald med at blive så overdøvende, at man dårligt nok hører om nogle af de mange store sportspræstationer, der ikke har en dansker i centrum.

Sådan er OL dog også: en begivenhed for alt det usagte. Et næsten endeløst sportsvanvid, hvor Taiwan pludselig hedder “Kinesisk Taipei”, og hvor Rusland er repræsenteret ved sine “neutrale” atleter, men ikke sit flag. En milliardforretning med en social slagside, et ideal for samhørighed, som næppe vil resultere i fred. Ridser man først i medaljerne, begynder de hurtigt at virke lidt afskallede. Så længe virkelighedsfortrængningen står på, er og bliver OL dog også bare forrygende godt fjernsyn. Seks ud af seks brandvarme baguetter herfra. /David Dragsted