Når Jorden går under, skrider milliardærerne

I den nyanlagte Operapark mellem Papirøen og Operaen vrimler det med særlige folk i særlige kostumer. Modedyrene er atter sluppet løs i Københavns gader og skal åbenbart begynde ugen på græs i den nymoderne biodiversitet, så fint plantet i højbede rundt om en café i midten. I solens spotlight hopper næste års spring/summer-tendenser – lyserødt tyl, hvide blonder, skjorter taget omvendt på og klipklapper en masse – rundt foran street style-fotografernes linser. For nogle er det for sjov, det rene håb om at komme i Vogue, for andre er det et arbejde at være betalt for at have tøj på og sørge for, at det kommer bredt ud i medierne.

For at undgå al forveksling med de arbejdende influencere har jeg i anledning af modeugen taget en sort t-shirt på med teksten ‘I’m not a fucking influencer’ skrevet med den distancerende font Comic Sans, men aldrig har jeg fået mere opmærksomhed end nu. Stirrende blikke, knipsende kameraer og selv influencere, der vil have taget billeder med, hvad de tror er en kollega med selvironi. Men jeg møder også stylister, fotografer og designere med behov for at lufte deres frustrationer over influencere.

Én fortæller, at de vil have alting gratis, og en anden, at de faktisk også beder om penge oveni. Man skal passe på med at kaste med sten, når man selv bor i et glashus, tænker jeg, for hvis der er noget, modebranchen er dygtig til, så er det at slippe for regningen. Aktuelt har en bager brokket sig til TV 2 Kosmopol over, at modebrands tigger om morgenbrød.

Her er så mange mennesker, at det er svært at se noget, og gæster er derfor stimlet sammen på bænke og i højbede for at se brandet OpéraSports show. Med Københavns Havn, Skuespilhuset og Amalienborg som baggrund slentrer kjoler, badedragter og små krøllede tasker ned ad catwalken i sort, hvid, blå, koral, rød og sæsonens helt store farve: turkis – alt imens en udlejningsbåd med, hvad der ligner en far og en søn, sejler forbi, og her benytter farmand i sin sommernøgne dad bod-overkrop lejligheden til at stjæle billedet ved at vinke ind til os, præcis som dronningen ville gøre det. Nogle vil måske mene, at han ødelægger eller forstyrrer showet, men jeg vil sige, at han redder det.

Whatever, fordi så kommer en underligt stilet parkvagt med sorte Prada-solbriller og smider os ud af de nye biodiversitetsbede, og som flygtige trends skynder vi os videre til næste show.

Over åen efter vand

Den tilsyneladende evigt tilbagevendende modeuge er, ja, tilbage, og det er bemærkelsesværdigt, at den ligger i august måned kun få dage efter årets World Overshoot Day den 1. august – dagen, hvor klodens befolkning har opbrugt Jordens ressourcer for indeværende år. Men heldigvis er modebranchen altid foran, for med spring/summer 2025 er der vel tale om næste års ressourcer. Pyha!

Også brancheorganisationen Dansk Mode & Textil – modebranchens svar på Landbrug & Fødevarer – har benyttet lejligheden til at være på forkant og er i forbindelse med modeugen kommet med et udspil til en national handlingsplan for tekstiler. Et udspil, der allerede har mødt kritik for at kræve vækst, når forskning peger på, at modebranchen bliver nødt til at mindske al nyproduktion, muligvis med mere end 80 procent.

Det mest iøjnefaldende er nok de sølle 250 millioner kroner, modeindustrien med udspillet tillader sig at bede om. Handler det om, at de har indset, at der ikke længere er nogen vej udenom og derfor nu bare gerne vil have skattekroner til omstillingen? Mon ikke en dansk mastodont som Bestseller, der bakker op om udspillet, ville kunne grave de småpenge frem selv, fordi så ville de jo bare kunne gå i gang med det samme uden at skulle spørge politikerne om lov. Men det er de måske slet ikke så interesserede i, når det kommer til stykket.

Ja, det kan virke fjollet at gå over åen efter vand, men nu befinder vi os altså i Skuespilhuset på den anden side af havnen og kigger modsat over på Operaparken og Papirøen.

Samfundets højere luftlag

Her i kulturelitens hus sidder jeg ved siden af mangeårig modejournalist Lotte Freddie, der er travl med at filme en tredje sæson af DR-programmet Verdensdamerne. I et Forza Collective-design, en sort, draperet kjole – forestil dig en moderniseret romersk stola (kvindeudgaven af en toga) – ankommer Copenhagen Fashion Weeks direktør, Cecilie Thorsmark, på bedste influencer-manér til samme brands show.

Til efteråret har hun stået i spidsen for organisationen i seks år, siden hun blev hyret i 2018, dengang hendes mand var bestyrelsesformand for Copenhagen Fashion Week. Han udtrådte dog af bestyrelsen samtidig med offentliggørelsen af valget af sin kone. Sådan er der jo så meget i samfundets højere luftlag.

Ned ad catwalken kommer rige kvinder i sort, hvid og solgul. Rød, turkis og lyserød. Og Brat-farven, påpeger Lotte Freddie om en skarp, limegrøn frakke. Brat er titlen på det limefarvede popalbum af den britiske sanger Charli xcx, som har taget sommeren med storm. Kombineret med kollektionens stramme, sorte lak-gamacher ledes tankerne hen på heltinden Trinity fra Matrix-filmene. Flere looks er med ærmeløse kjoler, bælter strammet ind i taljen og knælange skørter som i 60’erne. En tid, hvor man var optaget af, hvad der foregik ude i rummet, ligesom vi er det i dag, og pludselig kunne det ligne en rumkollektion med det hvide, det himmelblå, det uniformerede og militante som kromskålene på brysterne.

Med udsigt til Papirøens nye milliardærkvarter, hvor man skal kunne hive et tocifret millionbeløb op af lommen for en 3-værelses med altan, går det hele op i en højere enhed. Jeg har indtil nu altid tænkt, at der var noget kirkeligt over byggeriets trekantede tårne, men pludselig forstår jeg, at det er en rumstation, og det tilstødende vandkulturhus i metalliske materialer et rumskib klar til take-off. De rige er begyndt at samle sig i små parallelsamfund, hvor nepotisme, skatteunddragelse og en venden ryggen mod velfærdsstaten er kerneværdier. Når Jorden går under, skrider milliardærerne. Det ligger allerede indlejret i arkitekturen og i moden.

Nogen skal fyres

“Hos Skall er det gråt, gråt, gråt. Og sort. Smukt, men også kedeligt.” Sådan skrev jeg om Skall Studio ved sidste modeuge, og i princippet kunne jeg skrive det samme igen, men denne gang er det altså beige, beige, beige. Jeg synes – ligesom sidst – at det er modigt at præsentere det samme igen og igen. Det vidner om, at de er tro mod deres dna, de kender formentlig deres målgruppe bedre end de fleste, og så forfalder de ikke til flygtige trends. Desuden er det hele flot og lækkert. Smukke stilede damer, der bruger alt for dyre cremer, går i delikate trenchcoats, der falder smukt i den frederiksbergske brise. Og flotte sandaler også, vist veganske.

I øvrigt er der noget, vi ikke har talt nok om, en skændsel faktisk. Nogen burde blive fyret, jeg ved ikke hvem. Men hvem i alverden har givet Bestseller lov til at designe de danske OL-atleters uniformer? De ligner en flok triste fast fashion-spejdere. Nå, men det kan jo være, at designerne Rikke Baumgarten og Helle Hestehave er enige og selv synes, at det skulle have været dem, for til Baum und Pferdgartens show, som de kalder Office Olympics, er der dømt sport. Ned ad catwalken, som er en smuk blå atletikbane på Østerbro Stadion, kommer modeller i ikke sindsoprivende, men smart tøj og med små funklende tasker formet som fodbolde. De kunne godt gå viralt!

Due-gate

På Instagram opdager jeg, at det, nogen kalder due-gate, florerer med henvisning til en show-gimmick, jeg desværre misser. Åbenbart begynder Stamms show, som jeg ser digitalt, med tre fletkurve på jorden i den varme sol, og så kommer børn ind og åbner dem, og ud flyver en masse duer. Folk udtrykker bekymring om, hvorvidt duerne er blevet kidnappet, eventuelt fra Rådhuspladsen, og om de har fået vand nok. Jeg har kontaktet Stamm, og der er tale om brevduer, som vist er blevet passet udmærket på, men uanset hvad: Besynderligt at benytte levende dyr til et modeshow. Bare lad være – dog med undtagelse af Sinéad O’Dwyer, der holder sæsonens mest inkluderende show med forskellige kroppe, en dårligt gående og en blind, der bliver ført rundt af den dygtigste servicehund.

Heldigvis kommer jeg forbi nogle spændende præsentationer i stedet. Der er lyde af fugle, måske aber, som dominerer kælderen i Dansk Arkitektur Center. Panik blandt junglens dyr? Men så lyder det pludselig en anelse som Nattens Dronning, en arie fra Mozarts Tryllefløjten. Men mere kontemporært. Modeller i draperede gevandter og korsetter bevæger sig rundt mellem hinanden op og ned ad en bred trappe som på en operascene med en kulisse af influencer-circle lights. Det minder om Schweizergarden udlånt til Vatikanet. Pompøst og overflødigt.

Hos Bonnetje vises der smukke rekonstruerede skjorter og suits, som er blevet til lange aftenkjoler og andre couture-outfits. Og hos Nicklas Skovgaard er det en performance i Bricks Gallery i Blågårdsgade, hvilket klæder ham virkelig godt. 80’er damer trisser rundt i årtiets glade farver og gråt jersey, som var de hjemme i lejligheden i New York, hvor de laver lidt aerobic, har veninder på besøg, filmer sig selv og hinanden, hvilket bliver projiceret op på skærme i et andet rum. Ikke-inviterede kan endda stå ude på gaden og kigge gennem de store galleri-vinduer. Et klassisk modeshow er ikke altid den bedste løsning!

Den sidste Løgismose-vin

Vi skal fandeme tilbage over havnen igen, for finske Rolf Ekroth holder show i Poolen, et venue langt ude på Refshaleøen. Jeg ankommer ved bagindgangen og bliver – uden at vise billet – gennet ind samme sted som modellerne, og jeg overvejer kortvarigt, om jeg skal gøre som komikeren Sacha Baron Cohen i filmen Brüno fra 2009, hvor han som modejournalist crasher et Prada-modeshow fra backstage-området og ender på catwalken for siden at blive forvist og ekskluderet fra modebranchen. Jeg lader lykkeligvis være, men jeg bliver nødt til at anbefale backstage-indgangen til dem, som ikke er inviterede – prøv det!

Jeg ender endda med at stå et perfekt sted sammen med alle fotograferne og kan herfra se hækleri, skotske tern og hør. Med lag-på-lag og bukser under nederdele er det en meget tækkelig sommerkollektion. Der vises endda outdoor-tøj til overlevelse i naturen, for eksempel redningsveste, og man tænker, at sommeren må være kold og barsk og våd i Finland. Noget af det minder om farverige Henrik Vibskov, men med konkrete marguerit-motiver er det mere 70’er og mormors kolonihavehus, bondsk og landligt. Jeg tænker på slaviske folkedragter, men også på kvinderne i Astrid Lindgrens Emil fra Lønneberg.

En mandlig model med en brun, let krøllet Prins Valiant-page kommer til lyden af folkelig, finsk musik slentrende ned ad podiet i en gulvlang grøn og brun kjole med et indsyet forklædestykke og en bomberjakke i brun fløjl, men hvor fanden er han på vej hen, skriver jeg i min notesbog. Jeg tror, det er en Tisvilde-core Irma-aktivist på jagt efter sidste Løgismose-vin, inden natten går på hæld.

Mode er noget, vi deler

En designer, man skal holde øje med, er Alectra Rothschild/Masculina. Ude foran Hangaren på Refshaleøen til et offentligt show kommer en motorcykel kørende ned mellem publikum, og i lak og læder bevæger modellerne, som alle synes at være queer, primært transkvinder, sig rundt om et opbygget stillads i tre etager, som de siden bestiger en efter en. Det ligner social climbing op gennem samfundslagene; nu er det deres tur til at være hævet over os andre, og sikke et show! De danser, hænger på hovedet og bruger stilladsets bærende søjler som stripperstænger. Det er internationalt på en måde, Copenhagen Fashion Week sjældent er det, og her er en tydelig fankultur. Tilskuerne bliver til en del af showet, og det er der noget magisk over, for sådan bliver det tydeligt, at mode er noget, vi deler.

Community-stemning oplever man også til (di)vision på Østerbro, dog noget mere kommercielt med deres genkendelige merch-kasketter eller bomberjakker. Det er da heller ikke alene et (di)vision-show, men et (di)vision x The Ordinary-show, og med goodie bags på bænkene – et vanvittigt outdated koncept midt i en buldrende klimakrise – forekommer det hele at være købt og betalt som én stor reklame.

Influencer-kulturen spreder sig til alle dele af vores samfund og ses nu også som en kvalitetsforringelse på catwalken. I hvilken verden skulle en model, der kommer ud i en kjole stykket sammen af papemballage fra The Ordinary-produkter, være en sjov gimmick? Det er på ingen måde sammenligneligt med eksempelvis designer Jeremy Scotts McDonald’s-kollektion for Moschino, som med rød-gule Chanel-looks og Happy Meal-tasker gjorde McDonald’s til sit eget som en kommentar på samfundets kapitalistiske forbrugskultur. Hos (di)vision bliver man bare til en del af den. Spørgsmålet kunne være, om der er tale om desperation eller storhedsvanvid. Der opstår da også hurtigt en diskussion i min indbakke om, hvorvidt folk mener, at (di)vision er ved at gå konkurs eller ej. Uanset hvad er dansk mode en hårdt presset branche, og det er dette ultrakommercielle show et udtryk for.

Akademisk hypnose

Fredag morgen er det slut med shows, men jeg trodser alligevel regnen og fragter mig selv og min krop ud til Det Kongelige Akademi, som med Copenhagen Fashion Week som medvært afholder et såkaldt Fashion Dreaming-event, der handler om at forestille sig en bæredygtig fremtid uden nutidens begrænsninger.

Da jeg ankommer er der ved at blive budt velkommen og Copenhagen Fashion Weeks direktør, Cecilie Thorsmark, siger et par ord om, hvordan modeugens arbejde er så konkret og håndgribeligt – noget med skemaer og målinger – og hvorfor det derfor er dejligt at få lov til at drømme.

På en skærm ser vi AI-genererede mennesker fra fremtiden fortælle om, hvordan de klarede omstillingen til en bæredygtig verden og modeindustri, og så skal vi lukke vores øjne og drømme os væk. Metoden kaldes backcasting og hjælper til at kunne beskrive en ønskværdig fremtid mere frit for først derefter at identificere løsninger, der kan forbinde denne fremtid til nutiden. Og så sidder hun dér, Cecilie Thorsmark, med lukkede øjne. Jeg kan ikke lade være med at se det som en form for trance, hypnotiseret af bæredygtighedsforskerne, der lige har fortalt hende, hvad hun skal drømme. Gud, hvor er det smart, tænker jeg. En slags akademisk trolddom. Tænk, hvad det ikke kan føre til. Måske modeugen rent faktisk er blevet bæredygtig, når vi om et halvt års tid mødes igen? /Mikkel Lind Sorgenfrey

Mikkel Lind Sorgenfrey er kultur- og modejournalist.