Statsminister Mette Frederiksen modtog mandag et brev fra skuespilleren Pierce Brosnan. Den tidligere James Bond-skuespiller opfordrede, på lige fod med dyreaktivisten Jane Goodall og den franske præsident Emmanuel Macron, statsministeren til ikke at udlevere den canadiske hvalaktivist Paul Watson til de japanske myndigheder. Watson blev anholdt af dansk politi på baggrund af en japansk arrestordre fra 2010, da hans skib lagde til i Grønland i slutningen af juli. Torsdag skal Justitsministeriet så tage stilling til Watsons skæbne. Aktivisten er sigtet for at være medskyldig i belejringen af det japanske hvalfangerskib Shonan Maru 2 i 2010.
Selvom kommerciel hvalfangst har været ulovlig siden 1986, har Japan i selskab med Norge og Island været undtaget fra moratoriet, og Japan har årligt fanget 1.000 hvaler. I 2019 meldte Japan sig ud af Den Internationale Hvalfangstkommission og genoptog samme år kommerciel hvalfangst på henholdsvis vågehvaler og de truede brydes- og sejhvaler. Den 2. august i år dræbte det 320 mio. kr. dyre kommercielle hvalfangerskib Kangei Maru en finhval, verdens næststørste hvalart – den er også truet – for første gang i over 50 år. Paul Watson var efter sigende på vej mod japanske farvande med formålet at sabotere hvalfangsten fra Kangei Maru. Efterspørgslen på hvalkød har været drastisk faldende siden 1960’erne i Japan og anses i dag for en luksusvare.
+ Iført en hvalhat, et hvalslips og en hvalskjorte fortæller direktøren for hvalkødskoncernen Kyodo Senpaku om sit nye hvalfangerskib Kangei Maru, udstyret med plads til 70 finhvaler, droner og vandkanoner til brug mod aktivister. Han håber også, at han kan få flere til at spise hvalkød.