Dyre drømme

Grisene standser brat op og stirrer afventende på mig, idet jeg træder ind i stalden på Lolland. Sekunderne går. Jeg undgår øjenkontakt for at signalere, at jeg ikke vil dem noget ondt. De grynter videre, måske i en kollektiv vurdering af, at jeg ikke udgør en trussel. For kort tid siden blev de insemineret. I fem dage skal de stå her i stalden, indtil æggene har sat sig ordentligt fast. De er fikserede. Ikke fastbundne, men hegnet ind af metaltremmer i en bås på størrelse med soen. Her er ikke meget andet at foretage sig end at sove, skide, grynte, spise, drikke og gnave i tremmerne, mens savl fosser ud af munden.

Søerne her i stalden har ikke nogen rettigheder. I hvert fald ikke den slags rettigheder, som beskytter deres interesser. Men prøv at forestille dig en verden, hvor grise og alle andre dyr faktisk har det. Sandsynligvis ville det være et meget anderledes samfund. Måske så markant anderledes, at du ikke kan forestille dig det.

Det er budskabet i bogen What Are Animal Rights For?, der er skrevet af lektor i politisk teori ved University of Leicester Steve Cooke. Ifølge ham er vores fantasi den største hindring for, at dyr får rettigheder. For mange mennesker er dyrerettigheder nemlig et abstrakt begreb, og det gør det svært at have konkrete diskussioner omkring, hvad rettighederne egentlig vil betyde.

“Hvis folk ikke kan se det for sig, tænker de typisk heller ikke etisk om det. Man afskriver det som en fjollet idé. Jeg vil vise, at dyrerettigheder er en seriøs etisk problemstilling,” betoner teoretikeren.

I sin bog giver Steve Cooke derfor et bud på, hvordan verden ville se ud, hvis dyr fik rettigheder. Han forestiller sig, hvordan det vil ændre vores kultur, hvad det vil betyde for den måde, vi tager beslutninger på, og hvordan vores relation til dyr vil ændre sig.

Superso på arbejde

Før vi sætter fantasien fri, er det nødvendigt at slå realiteterne fast. Vi ved, at før pølsen lander i det lune brød som en ristet hotdog, har en gris haft et liv. Men hvad ved vi egentlig om det liv?

På den konventionelle svinebedrift på Lolland lever 15.000-16.000 grise i en lammende dunst af ammoniak, lort og hø. De danner venskaber og etablerer hierarkier, mens de fedes op eller avles på.

Blandt dem er en superso. Hun er super, fordi hun føder mange levende griseunger. CV’et over hendes bås fortæller, at hun siden 2021 har fået 132 unger. 11 af dem var dødfødte. Det største kuld fik hun en forårsdag for to år siden, hvor hun pressede 28 pattegrise ud. Seks overlevede ikke.

Nu ligger hun i sin bås, der er en smule større end hende selv. Hun kan hverken komme ud eller vende sig. For knap tre uger siden fødte hun 22 unger, heriblandt en enkelt dødfødt. Med kun 16 patter måtte en del af hendes unger rykkes over til en anden so. Det er helt normalt. Gennemsnittet på gården er omkring 18 levendefødte grise per kuld, og derfor må en række søer tage sig af de andres unger for at sikre nok mælk til alle.

Udover supersoen er der cirka 2.000 andre søer. Jeg går mellem de lange rækker af båse, hver med en so og tilhørende smågrise. Nogle af dem hviner for at få plads ved en pat, andre ligger op ad hinanden under varmelampen, og enkelte ser nysgerrigt op, når jeg passerer dem. En medarbejder er i gang med at kastrere grisene. De bliver bedøvet først. De får også brændt deres små krøllede haler af med et lille stykke glødende metal. Her bliver de ikke bedøvet først.

I en bås ligger en tydeligt udmattet so og hviler sig, mens hendes mave er dækket af sultne grise. Bag hende ligger fire livløse unger. De er endnu ikke blevet fjernet af den maskine, som hver dag rydder de døde grise af vejen. Et par meter væk sidder en kat, der stirrer på mig med vilde og insisterende øjne. Foran den ligger en halv nyfødt gris med resterne af indvolde væltende ud fra dens åbne mave. Den anden halvdel har katten formentlig gnasket sig igennem.

Slagtede forestillinger

Virkelighedens verden er langt fra det, som Steve Cooke drømmer om. En svinestald som den på Lolland ville slet ikke kunne eksistere, hvis dyr fik rettigheder. Ifølge filosoffen skal rettighederne nemlig udspringe af interesser, og grundlæggende set har dyr en interesse i at undgå lidelse. Fangenskab og slagteri kan ikke foregå uden lidelse, konstaterer han, tydeligt frustreret over nødvendigheden af at slå den slags ting fast.

Steve Cooke blev interesseret i dyrerettigheder længe før, han begyndte at forske i det. For omkring tyve år siden så han en video med skjulte optagelser fra et industrislagteri. Videoen viste medarbejdere, der sparker og råber af grisene, husker han. Han blev ramt af en følelse af sorg, men også vrede. Han omlagde sin diæt til vegetarisk, senere vegansk, og fik venner, der deltog i dyrerettighedsaktivisme. De brød loven for at sætte fokus på sagen, eksempelvis ved at lave hærværk på slagterier eller stjæle høns fra konventionelle farme. Cooke blev nysgerrig på, om han skulle gøre det samme:

“Jeg ville vide, om der findes en bedre grund til at være veganer end min følelsesmæssige reaktion på lidelse, og hvilke handlinger forskellige grunde indebærer. Skulle jeg også deltage i civil ulydighed? Gjorde mine venner det rigtige? Det var den slags spørgsmål, der fik mig til at skrive en ph.d. i politisk teori,” beretter Cooke.

Mennesker har brugt og produceret dyr i uendelig lang tid. Den første art, vi domesticerede, var formentlig ulven for mere end 15.000 år siden. Kvæg, grise, får og geder har vi opdrættet i næsten 11.000 år. Alle disse tusindvis af år med animalsk landbrug har gjort brugen af dyr dybt indlejret i vores kulturer, fortæller forskeren.

Idéen om, at dyr er til for mennesker, er også afspejlet i juraen. En stor del af verdens lovgivning skelner i dag mellem personer og ting. Personer kan have rettigheder og retsstatus, mens det samme ikke gør sig gældende for ting. Ting kan ejes, det kan personer ikke, forklarer Cooke. I de fleste lande betragter lovgivningen derfor husdyr som menneskers ejendom.

Men har dyr slet ingen rettigheder i dag? Tjo, lyder svaret. De har nogle rettigheder, men ikke den slags rettigheder, som Cooke har i tankerne.

Dyr – eller ikke-menneskelige dyr, som Cooke kalder dem – nyder i mange lande en vis beskyttelse, der begrænser os mennesker i, hvad vi kan gøre med dem. I Danmark har vi dyrevelfærdsloven, der skal sikre, at alle dyr behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varige mén og væsentlige ulemper. Det betyder blandt andet, at vi ikke må tvangsfodre dem eller afholde dyrekampe.

Tidligere i år blev et bredt politisk flertal enige om en ny aftale med 31 initiativer, der skal sikre bedre dyrevelfærd. Det indebærer blandt andet, at søer kun må fikseres lige omkring tidspunktet, hvor de får deres unger.

Selvom den slags beskyttelse naturligvis er vigtig, er det ikke helt det, Steve Cooke forestiller sig. “Jeg tænker på rettigheder i forhold til at beskytte grundlæggende interesser. Vi er forpligtet til at formindske den skade, vi forvolder, men vi kan stadig dræbe et dyr og deraf få det til at lide, så længe vi kan vise, at der er tilstrækkelig fordel for os selv. Det ville ikke ske, hvis dyr fik grundlæggende dyrerettigheder”.

Pensionerede dyr

Men hvad hvis lovgivningen så anderledes ud og faktisk gav rettigheder til dyr? I den verden som Steve Cooke forestiller sig, lever dyr uden fare for, at mennesker dræber, spiser eller eksperimenterer med dem. Mennesker spiser næsten 100 procent vegansk, og dyr er ikke længere vores ejendom, men er borgere, beboere og arbejdere. De har i stedet ret til at blive repræsenteret i Folketinget, deres interesser bliver inddraget i byplanlægningen, de har ret til fritid, lægebehandling og pension. Landmænd kan ikke længere avle og aflive dem. De zoologiske haver vil blive betydeligt mindre, og dyr vil ikke tvinges til dyreforsøg i forskning. Det er en verden, hvor folk vil se tilbage på nutidens behandling af dyr og væmmes, siger Cooke.

En verden, hvor mennesker og dyr lever side om side i symbiose, er en smuk tanke. I hvert fald når det gælder de dyr, vi synes er søde. Men hvad med dem, vi bryder os mindre om – rotterne, møllene, kakerlakkerne? I dag er vi ikke blege for at tage hårde midler i brug netop for at undgå at leve side om side med dem. Hvis de får rettigheder, hvad vil det så betyde?

Det er tricky med skadedyr, indrømmer Cooke. Men rettigheder udelukker ikke muligheden for at skade andre, når de truer os. Hvis vores liv bliver truet af eksempelvis et sygdomsbærende dyr, må vi gerne forsvare os selv – også selvom dyret har rettigheder.

Forsvaret skal dog være proportionalt, hævder han. Det er sidste udvej, og automatløsningen skal ikke være at dræbe. Dyrerettigheder vil ændre på, hvilke værktøjer vi kan bruge i hvilke situationer. Det vil også betyde, at vi skal indrette vores byer på måder, hvor dyr ikke udgør en trussel for os.

Den største hindring for dyrs rettigheder er den måde, vi forholder os til dem, understreger filosoffen. Han ser ikke store juridiske eller tekniske udfordringer og fremhæver, at lande som New Zealand og Canada eksempelvis har givet rettigheder til floder, bjerge og skove. Den slags kan vi bruge og udvide til dyr. Samtidig mener han, at dyr kan indgå i vores forståelse af demokrati, statsborgerskab og retfærdighed.

“Men det bliver svært,” indrømmer han. “Man kan ikke bare ændre lovgivningen og håbe, at det virker. Man skal ændre den måde, vi tænker på vores forhold til dyr og anerkende deres betydning i egen ret. Psykologisk set er det svært. Vi bruger meget energi på at undgå at indse, hvor vigtig sanselighed er for dyr. Vi er bevidst uvidende om, hvor meget lidelse vi er skyld i. Vi vil ikke vide det”.

Tilbage i svinestalden på Lolland er grisenes skæbne allerede bestemt. Når de er store nok, bliver de i op til fem lag transporteret med en transporttid på op til 24 timer. Ved slagterierne føres de typisk i hold ind i en slags elevator, hvor de bliver bedøvede. Derefter snittes de i halsen og tømmes for blod. Snart ligger de i et pølsebrød dækket af sennep, ketchup og syltede agurker.

Verden er langt fra det Steve Cooke drømmer om. Alligevel er han optimistisk. Vi mennesker handler moralsk hele tiden, påpeger han, ellers kan vi ikke leve i vores samfund. Vi er generelt søde og rare over for hinanden. Og det kan vi også være over for andre væsener. /Xenia Heiberg Heurlin