Lyden af forargelse

Har man hang til at bruge støjreducerende høretelefoner mere eller mindre konstant (og her må store dele af Føljeton-redaktionen erklære sig skyldige), kan det godt begynde at forme virkeligheden på uforudsete måder. Vænner man sig til kun at høre det, man selv vælger, kan pludselige mislyde i hvert fald virke meget voldsomme. Eller som The New Yorker formulerer det:

“Hvis et menneske får mulighed for det, vil det bruge redskaber til at minimere ubehag. Det er svært at have filosofiske indvendinger mod f.eks. en ansigtsblokerende halsedisse på skiløjperne. Alligevel tror jeg, at vi er nået til et punkt, hvor der er for meget støjreduktion. For når vores individuelle lydvirkeligheder bliver helt umulige at undgå, bliver vores offentlige lydlandskaber værre.”

Af samme grund kan det være sundt at lytte bedre efter. Eksempelvis så man hurtigere kan opdage, om man selv er blevet tonedøv – eller om det virkelig er omverdenen, der støjer helt unødigt.

I førstnævnte kategori kan vi bl.a. smide det ungarske flyselskab Wizz Air, som nu har valgt at tilbyde et årligt abonnement med ubegrænsede flyveture for små 3.700 kr. “Det er et helt vildt og nyskabende tiltag i Europa. Når man kigger på prisen, er det et enormt interessant tilbud”, lyder den begejstrede reaktion fra Sydbanks luftfartsanalytiker Jacob Pedersen – inden han kommer med det åbenlyse aber dabei:

“I forhold til klimadagsordenen ser det ikke smukt ud. Der må man nok sige, at klimaet får en på sinkadusen.” Det er bare aldrig noget, man har lyst til at høre i en tid, hvor det stadig sejler med klimaplanerne.

Bjerre i bokseringen

Skønsang kan man så heller ikke beskylde ligestillings- og digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) for at bedrive. Med en imponerende sans for dårlig timing har ligestillingsministeren lige midt i Copenhagen Pride Week valgt at skrive et debatindlæg i Jyllands-Posten, der giver lidt ekstra mislyde til et i forvejen skingert debatklima. Kort og godt mener Marie Bjerre, at “wokeismen” er gået for langt, og ja… som vi før har beskrevet, er det vist bare endnu et eksempel på, hvor meningsløst og udvandet et begreb “woke” er blevet.

Før vi begynder at klappe “woke er ikke en -isme” i takt, må vi dog hellere se på, hvad ligestillingsministeren skriver:

“Vi har brug for et opgør med tidens omsiggribende fokus på kønsidentitet. Ellers er jeg bange for, at debatten om kønsidentitet kommer så langt ud, at det fjerner fokus fra de store og helt reelle ligestillingsproblemer, vi fortsat har i dagens Danmark. Hvis flertallet pludselig skal indrette sig efter mindretallet, er jeg alvorligt bange for, at ligestillingskampen løber af sporet.”

Marie Bjerre mener som ligestillingsminister kort sagt ikke, at, øhm, man bør overveje bedre samfundsindretninger for udsatte mindretalsgrupper, for hun har minsandten læst om retssagen mod provokunstneren Ibi-Pippi og anekdotisk udledt, at alt ramler, hvis ikke vi kan kalde mænd for mænd og kvinder for kvinder. At der så ikke er nogen, der forhindrer Marie Bjerre i at gøre det, er vist en mindre detalje. Med brug af en god del stråmænd som bagvedliggende strygersektion får ligestillingsministeren komponeret en gennemført klagesang, som slutter med et øredøvende crescendo:

“Som liberal er det helt grundlæggende for mig, at alle mennesker kan leve deres liv, som de ønsker, og være dem, de vil. Derfor respekterer jeg også helt og aldeles, at nogle ønsker at identificere sig som et andet køn. Men lige så grundlæggende er det for mig, at der går en grænse, hvor den frie udfoldelse går udover andre menneskers frihed. For det sker netop, hvis transkvinder insisterer på at blive behandlet som biologiske kvinder. Og netop derfor er der behov for at sige stop. Wokeismen må have en grænse.”

På Instagram har LGBT+ Danmark lavet et lille opslag, som meget effektivt udpeger mislydene i Marie Bjerres argumentation. Eksempelvis at rettigheder til mindretal jo ikke ødelægger andre ligestillingskampe, og at det er en simplificering at sige, at der kun findes to biologiske køn, når interkønnede også findes. Foruden det måske vigtigste: “Transkønnede beder ikke om særbehandling men om ligebehandling.”

Med tanke på, hvor lille og udsat en samfundsgruppe transkønnede udgør, burde landets ligestillingsminister om noget sikre, at debatten om dem ikke kører af sporet i fortænkte skræmmebilleder; at én provokunstners værk ikke får lov til at tilbagerulle rettigheder for alle dem, der allerede mangler anerkendelse, og som ofte må finde sig i uproportional vrede fra folk, der har fået forestillinger om “woke” galt i halsen. Snarere end at problematisere, hvor skinger selve debatten om kønsidentitetsdebatten er blevet, hopper Marie Bjerre ind i bokseringen (som hun så åbenbart også har stærke holdninger til) og giver her muligheden for at finde en bedre fælles forståelse én på sinkadusen. Gid man dog snart kunne høre om en virkelighed, hvor symbolkrig mod “woke” ikke var et stensikkert politisk hit. /David Dragsted