Rynkekneppesygen – i bestemt ental

Peter Adolphsen foreslår, at vi kan mødes på et Østerbro-værtshus, der hedder Bageriet. Det er ikke mit indtryk, at han selv kommer der til dagligt, han har jo tekst og kone og børn at se til, og vi lever i 2016; men det er rigtigt set af ham, for det er hundekoldt og oktobermørkt, og hvor kan man ellers sidde og føre en sober samtale en torsdag aften efter klokken 21?

Der er ikke så meget at sige. Peter Adolphsen er en stor og anmelderrost forfatter. Han slog tidligt igennem allerede med sine første novellesamlinger Små historier (1996) og Små historier 2 (2002), og hans bøger er oversat til adskillige sprog. Han skriver kondenseret og sjældent særlig langt. Som Informations anmelder Tue Andersen Nexø skrev om ham for nogle år siden, skriver Adolphsen med en spøjs saglig fantasi: ”vild fabuleren og vilde facts formidlet med en kølig, pernitten, koncentreret grundighed” og ofte med en ”absurd alvidende fortæller, der suverænt kan løfte sig fra de mindste detaljer til nærmest kosmiske årsagskæder. Og som suverænt kan iscenesætte vilde sammentræf.”

Og lige nu sidder jeg på den ene side af bordet og Peter Adolphsen på den anden. Ikke noget vildt sammentræf, men nu er vi her. Musikken er latterligt høj, men det er vi vist de eneste i lokalet, der synes. Jeg tænder for båndoptageren mellem os.

Oliver Stilling (OS): Så nu ruller den!

Peter Adolphsen (PA): Ja, lad os se, om der kommer noget på båndet.

OS: Ja, det glipper jo en gang imellem. Jeg mødte dig til Gyldendals efterårsreception, hvor du sagde, at der er lang tid til, at din næste bog udkommer.

PA: Nej, jeg sagde, at der ikke var så lang tid til. Jeg sagde, der kun var et år.

OS: Hehe. Når man kender…

PA: …min hidtidige lave produktivitet…

OS: Nej, nej, det var ikke det, jeg mente. Når man kender forlagenes produktionstid, så du må være ved at være færdig?

PA: Jeg er færdig med første gennemskrivning. Men jeg har efterladt en lang række kantede parenteser rundt omkring i manuskriptet med ting, som bør blive fyldt ud. Researchdetaljer typisk – også et par småpassager. Men grundlæggende er bogen færdig, og den skal nok også blive helt færdig. Efter mine standarder bliver den meget tyk. 250 sider. Min hidtidige romaner har holdt sig på…

OS: 56 sider?

PA: …

OS: 62?

PA: Min første novellesamling var nede på nogle og halvtreds, men ellers har de holdt sig på 70-80 sider. Det er jo stadig ikke særlig meget.

OS: Der er vel ikke nogen, der siger, at det er tykkelsen, det kommer an på.

PA: Den her historie kunne jo bære at være så tyk og så udfoldet. Det har de andre måske ikke kunnet. Jeg må dog indrømme, at min seneste roman, År 9 efter Loopet (2013), skulle have været 15 procent tykkere.

OS: Jeg kan huske, at du fortalte, at du havde forsøgt at følge sådan en aktantmodel i År 9 efter Loopet.

PA: Altså, jeg havde forsøgt mig med manuskriptskrivning for at lave en mere filmisk roman. Det har jeg også gjort i den her, som helt tydeligt er delt op i første, anden og tredje akt. Det bliver markeret: Man skal bladre, og så er der en side, hvor der kun står ”så kommer anden akt”… dem er der tre af. Så det er jo meget traditionalistisk og meget filmisk. Måske kan man sige, at det, min nye bog har tilfælles med den seneste, er, at de er forsøgt bygget op som film.

OS: Er det, fordi du håber, der er nogen, som vil lave en film bagefter?

PA: Det er ikke umiddelbart tanken. Det er mere noget med, at sådan har man altid bygget historier op – siden de gamle grækere og frem. Det kan noget at disponere stoffet på den måde og bruge nogle af de der tricks, som ligger i vores alles måde at genkende, hvordan historier bliver fortalt.

OS: Den snas, du sendte til mig, er det fra starten af bogen?

PA: Ja, det er første kapitel.

OS: Det var ikke langt, men der når at ske rigtig meget.

PA: Det er måske også mere en form for optakt eller en intro. Jeg forestiller mig, at det første kapitel skal stå på bogens bagside. Når man så åbner bogen, skal der være en rolleliste som det første, som også er med til at gøre det filmisk.

OS: Fordi der er mange figurer?

PA: Ja, det synes jeg. Der er op imod 20 navne plus diverse biroller.

OS: Det er jo helt russisk. Det lyder som en Dostojevskij-roman.

PA: Det er nok knap så opfattende. Mange af dem, der optræder på listen, gør det kun i en kort passage, men alligevel er de der nok til at optræde med navns nævnelse.

OS: Jeg forestiller mig, at cirka her i interviewet kunne vi vise det, du sendte til mig, som altså er første kapitel.

PA: Ja, det synes jeg.

[Kapitel 1

Et rumvæsen kom svævende gennem universet, båret på titusindvis af stjerners solvinde, krummet sammen om sig selv og i kryptobiotisk dvale. Det var et mikroskopisk dyr, 0,1 millimeter langt, semigennemsigtigt, teddybjørne-bænkebider-lignende og med hoved i begge ender. En dag i maj måned år 2019 blev det indfanget af jordens tyngdefelt og faldt ned på overfladen, helt konkret på maveskindet af en ung kvinde ved navn Winnifred (kaldet Winnie) Hemmingsen, der lå i morgensolen på Sydvestpynten af Amager ved København. Rumvæsnet trillede ned i hendes navle og i denne svedige og letbehårede hulnings mørke fandt det betingelser, der mindede om dets fjerne hjemplanet; det vågnede af dvalen, rullede sig ud og førte sine to spidse tunger ned i huden. Da Winnie lidt efter vendte sig om på siden efter en medbragt termokande, var det allerede for sent: Frem til hendes død knap to måneder senere formerede disse bittesmå væsner sig på hendes hud og gjorde hende eksponentielt mere rynket og mere liderlig. Winnie Hemmingsen blev det første offer for det, der officielt skulle få betegnelsen MIWD, Mite Induced Wrinkle Disease, men i folkemunde blot kaldes ’rynkekneppesyge’.]

OS: Der er sådan en slags rumvæsen på vej. Hvad sker der? Er det en figur i bogen?

PA: Ja, sådan både-og. Man følger først og fremmest Winnie, som er det første offer. Hende følger vi i første akt – og hendes kæreste Arthur. De bliver smittet med en mikroskopisk parasit og bliver progressivt mere og mere liderlige og skandaløst-sig-opførende. De får smittet nogle personer, og så bliver det til en epidemi-historie. Og den her Ofu, som den bliver kaldt, den optræder sådan lidt hist og pist. Den har hele fjerde kapital dedikeret til sig. Et fjerde kapitel, som den opmærksomme offentlighed selvfølgelig kan huske stå i Victor B. Andersen’s Maskinfabrik – for et halvt års tid siden, tror jeg, det var.

OS: Så man kan lige gå tilbage og kigge i sit gamle nummer af Victor B.

PA: Selvfølgelig i en lidt ændret version i forhold til det, der kommer i bogen. Det skal stadig pudses, eller som man sagde om soldaterstøvler i gamle dage: Den skal topgejles.

OS: Haha. Men det er jo den sjoveste fase, du er i nu. Du har skelettet, nu skal du bare…

PA: Og jeg har også mere end skelettet.

OS: Ja, ja, nu skal du bare fylde ind forskellige steder. Når man læser År 9 efter Loopet og Brummstein (2006), fornemmer man en intensiv research i forskellige retninger med ord som…(fortsættelse følger..)

[Her bryder en midaldrende servitrice ind i samtalen, fordi vi sidder lige ved siden af en elektronisk jukebox, som hun skal skifte musik på]

Dame: Hvad skal vi høre af musik?

OS: [til dame:] Hvad som helst! [til PA:] (…fortsat) … man ikke lige har liggende klar i en hverdagssamtale i bussen.

PA: Jeg tror, det er mindre slemt i den her bog.

OS: Hvad mener du med det?

PA: Der kommer selvfølgelig passager med researchbårne Wikipedia-agtige klippeklistre-fremmedords- videnskabspassager, som jeg har været forfalden til før i tiden. Og jeg synes, de er fede. Men den her bog  har en tykkelse, der gør, at den er bredere i sin måde at være roman på. Der sker flere ting. Den føles nok knap så kondenseret som de andre. Det første kapitel er lidt kondenseret, vil jeg gerne medgive, men kapitel 2 starter ud enormt langsomt og dvælende. Det handler om den her unge pige, der er ude og kigge på fugle på Sydvestpynten på Amager. Hun forfølger den her fugl, mens hun tænker på sit parforhold.

OS: Men hvis du arbejder med liderlighed og følelser i romanen, så ville det vel også blive modarbejdet, hvis sproget i den var meget kondenseret, så der skete meget i hver eneste sætning. Så nu er du måske nede i noget føleri, du ikke har dyrket så meget før i dit forfatterskab – eller hvad?

PA: Både-og. Jeg er jo kun lige akkurat kommet igennem til slutningen. Principielt er det ikke op til mig at læse bogen. Jeg er meget interesseret i andre folks læsninger. Jeg synes helt sikkert, at det er mit foreløbige hovedværk. Det er en stor bog, og jeg kan ikke udtale mig one liner-agtigt om, hvad den handler om. Men jeg sige, at der står pik og fisse i den rigtig mange gange. Samtidig har jeg fået at vide, at det er en meget blufærdig bog. Det er ikke, fordi jeg panorerer væk, op på de blafrende gardiner, hver gang de knepper. Jeg synes, de knepper hele tiden. Men det er heller ikke en pornografisk bog. Måske visse passager.

OS: Er der ligefrem sådan nogle samleje-øvelser, vi taler om?

PA: Ja, mere end rigeligt. Folk bliver jo liderlige af den her sygdom.

OS: Der har været bøger fremme de seneste par år, for eksempel Fifty Shades of Grey, som jeg ikke har læst, men det har du måske. Er det sådan noget?

PA: Den har jeg desværre ikke fået læst.

OS: Men det er jo en disciplin at skrive sådan noget, hvis det også skal fremkalde liderlighed hos læseren.

PA: Det er et interessant og kildent spørgsmål. Det handler om ‘P-værdi’ i teksten, altså en given teksts evne til at få læserens blod til at flyde til kønsorganerne. Det kan man jo måle. Det er der ikke særlig meget af i bogen, så det er nok ikke det, der er målet. Men hist og her kunne jeg da alligevel forestille mig, at det kunne ske, men det er svært for mig at beregne. At skrive erotisk litteratur er virkelig en svendeprøve for en forfatter. Det er der, hvor man allerbedst kan falde i vandet, hvor det bliver ufrivilligt komisk. Det er en grøft, man skal holde sig ude af, og det udelukker selvfølgelig ikke det frivilligt komiske. Nu føler jeg også, jeg er ved at være en moden forfatter, som kan tage brydetag med nogle af de svære måder at skrive på.

OS: Så det er noget, du har taget tilløb til. Har du prøvet kræfter med det erotiske før og tænkt, at den sgu ikke sad i skabet?

PA: Da jeg var helt ung, omkring min tid på Forfatterskolen, der prøvede jeg at tjene ekstra penge ved at oversætte pornografi fra dansk til engelsk. Men det blev ikke ved så længe, for dem, der hyrede mig, udbetalte aldrig min løn. Så jeg holdt op. Siden har jeg prøvet lidt et par gange. Selve det at fremkalde P-værdi er let, tror jeg.

OS: Hvis du siger, at det er let, må det være, fordi du ved hvilke spande maling, du kan dyppe penslen i. Altså… ”Hendes bryster…” eller æh ”hendes svulmende bryster” – kan man sige det? ”De så hinanden i øjnene og…”

PA: ”De så hinanden i øjnene.” Jeg ved ikke. Måske er det ikke let. Men at beskrive folk, der dyrker sex i detaljer på måder, så man som læser finder det seksuelt ophidsende, det tror jeg godt kan gøres relativt flydende.

OS: Du siger, at det første kapitel, du sendte mig, måske er lidt atypisk for bogen, og at det er mere Peter Adolphsen-agtigt, når man ser på, hvordan du har skrevet tidligere.

PA: Jeg er ikke holdt op med at være den forfatter, jeg altid har været. Så den er selvfølgelig tung og irriterende.

OS: Men der er altid kliniske beskrivelser. Der kan ske alt muligt. Folk kan blive revet midt over, men du beskriver det helt tørt.

PA: Jeg har jo den her fortællerstemme, som jeg kalder hyper-olympikeren, som er en olympisk fortæller, der beretter virkelig meget. Han kan vide alt og være inde i alles hoveder. Rumaspekter kan han forholde sig til. Eller hun… den. Så den er jeg glad for. Men der bliver dvælet meget i den her bog. Der er dialoger.

OS: Det kliniske må være svært at kombinere med samlejesituationerne.

PA: Det er noget med at få etableret fortællerstemmens bredde autoritativt nok. Hvis jeg nogenlunde hurtigt får etableret en fortællerstemme, der føles troværdig for læseren, uanset hvor han/hun/den befinder sig, så kan jeg få det til at hænge sammen dramaturgisk. Det er jo en fornemmelses-sag. En trænet musikers øre kan høre umiddelbart om en tone er falsk i en akkord, og hvilke akkorder der ville give mening efter den akkord, vi lige har hørt. Sådan er det også inden for litteratur. Der skal være en dramaturgi, der føles organisk og hel, den skal klinge rent. Men det er ikke ved at sidde og analysere det for mig selv, at jeg hører det. Det er en fornemmelsessag.

OS: Nu hvor du siger, at bogen faktisk er færdig, og at du bare skal fylde nogle huller ud, hvor lang tid har den så været undervejs?

PA: Siden 2012. Fire år, hvor den har været mit primære projekt.

OS: Nogle gange hører man om forfattere, der nærmest skriver en bog færdig, og så dropper de den helt for at begynde på en anden. Men sådan arbejder du ikke. Hvor starter du henne? Har du plottet klar til at begynde med? Går du bare i gang fra en ende af, som Klaus Rifbjerg vist gjorde?

PA: Jeg er mindre flydende end Rifbjerg. Jeg har en lang idéudviklingsfase først, hvor jeg tager noter. Den her historie startede med en idé om en ondsindet parallel til midi-chlorians, som er de her væsner, der lever i blodet på Jedi-ridderne i Star Wars. De har mange af de her små væsener i blodet, som giver dem The Force.

OS: Jeg har set alle Star Wars-filmene, men det er gået helt hen over hovedet på mig, at det er derfra Jedi-kraften kommer.

PA: Jeg tror nok, det er sådan, det hænger sammen. Men hvis man kunne lave et væsen som midi-chlorians, der bare gjorde folk syge, tænkte jeg – en ond parallel. Og så udviklede det sig derfra og endte med at blive sådan nogle små bjørnedyrslignende mikroskopiske væsner, som ikke er mindre, end at de kan ses i et mikroskop. De kommer dumpende ned fra himlen og har en forhistorie. Så er der menneskerne i København – for den foregår også i Danmark og i København.

OS: Hvordan er du kommet frem til størrelsen, 0,1 mm på de her væsner?

PA: Det har været en lang forhandling mellem den indre logistik og mekanik omkring nogle forskellige handlingselementer, der skal passe sammen – sådan noget med, hvor store de er i forhold til hudceller, hvor mange der skal til for at dække et område, hvordan de kan formere sig – og alle de her udregninger henstår i en eller anden form for tåge for mig nu. Nu har jeg skrevet historien, nu blev den sådan. På et tidspunkt har jeg haft en grund, tror jeg.

OS: Når du siger, at du arbejder med dramaturgi, er det så ligesom, når man laver en film eller en tv-serie, hvor jeg forestiller mig, at man har gule sedler på væggen og arbejder på whiteboards?

PA: Lidt. Jeg har først og fremmest haft en masse noter, som jeg har organiseret i en masse systemer med post its. Jeg har trukket ud og reorganiseret og ordnet og genoptrykt og flyttet rundt og taget flere noter. Der er mange sider af sådan noget, og jeg printer ting igen og igen.

[Der er en herlig stemning på Bageriet denne aften, hvis man er til halvbrune værtshuse. Ved bordene længere henne sidder der en gruppe kvinder omkring de 30 år. En lille fadøl koster 18 kroner. Der er konstant musik i jukeboxen. En dør står på klem ud mod Vermundsgade, så lidt frisk luft kommer ind og blander sig med cigarettågerne. Peter Adolphsen tygger nikotintyggegummi. Henne ved væggen tæt på den halvåbne dør står der en sort styrthjelm. 

Vi taler om hans tidligere bøger Brummstein (68 sider, 2003) og Machine (70 sider, 2006), som begge er oversat til en hel del sprog, og som ifølge Adolphsen stadig ”vokser” på det engelske og det tyske marked. Efter at de udkom, gik han i gang med at ”lave mærkelige, eksperimenterende romaner, som på ingen måde kunne være en del af sådan et kredsløb.” Jeg fornemmer, at tanken med hans kommende bog, som han jo også lige har kaldt sit hovedværk, er, at han skal tilbage på det spor, for han vil da gerne have flere læsere, siger han.]

PA: Det (at få flere læsere) håber jeg, at den her bog kan hjælpe på. Titlen bliver Rynkekneppesygen i bestemt ental. Jeg har også lavet en skitse til omslaget. Jeg forestiller mig, at bogstaverne er der i klassiske skrifttyper i sort på en hvid baggrund, men konstruktionslinjerne, kurvernes cirkler skal fortsætte rundt, så man ser konstruktionslinjerne frem og tilbage, men i forskellige farver. Jeg har forsøgt at inddele det efter det gyldne snit og alt sådan noget pis. Jeg har altid været meget kontrolfreak omkring omslagene på mine bøger – i hvert fald førsteudgaven på dansk. Jeg var det ikke med min debutbog, men siden…

OS: Fordi omslaget er en vigtig del af bogen?

PA: Jeg kan ikke lade være. Det er overspringshandlinger for mig at sidde og forestille mig den færdig i trykken, sidde og drømme om omslagspappets kvalitet, kærtegne det med en vis liderlighed, før bogen overhovedet er skrevet. Det er terapeutisk.

OS: Apropos overspringshandling: i forhold til det der med at sidde i flere år og være inde i den samme bog og vide, at du ikke bliver færdig lige om lidt… drømmer du så om at vågne en morgen, og så ligger den der bare? Eller kan du godt lide tempoet?

PA: Jeg debuterede i 1996, så jeg har efterhånden været forfatter i 20 år. Jeg har måttet affinde mig med min måde at arbejde på, som er langsom. Samtidig kan jeg godt nogle gange være i nogle bursts, hvor der er fart på. Sådan er det i hvert fald blevet i de senere år. Jeg har fundet ud af, at det fungerer for mig at tage væk og så komme tilbage og ruge over det og lade det ligge. For jeg kan ikke holde det vilde tempo i lang tid, og det høje tempo kan jeg kun opnå ved at holde igen i en periode op til.

OS: Når du ”ruger over det”, hvad sker der så i dit hoved?

PA: Jeg beskæftiger mig med noget andet, så det kan få lov til at ligge og gære. Men det ligger i baghovedet hele tiden, jeg tænker på det, mens jeg laver andre ting. Jeg genlæser, hvad jeg har skrevet. Jeg synes, det er svært at skrive noget, der er godt. Man skal fandme være oppe på dupperne. Der er så meget tekst i den her verden, at det er til at brække sig over. Hvis man mener, man kan lave noget, der fortjener udbredelse i en verden, der er ved at drukne, så skal man satme gøre sig umage. Så det har jeg forsøgt at gøre.

OS: Du nævnte, at der er mere dialog i din kommende bog end i dine tidligere bøger. Forfattere, der bare sprøjter bøger ud, skriver tit meget dialogbåret, fordi det ikke kræver så meget sproglig finpudsning, når sætningerne bare er nogle, der kommer ud af munden på folk.

PA: Ja, og så er der det forhold, at når folk taler i dialog, befinder den øvrige tekst – også alt det de ikke siger – i et 1:1 forhold mellem fortælletid og fortalt tid. Teksten skrider frem i samme tempo, som tiden ville gøre i den pågældende situation. ”’Blababla,’ sagde hun og gik hen og åbnede døren.” Ikke? Det vil være underligt, hvis det var: ”’Blablabla,’ og hun blev 30 år ældre.” Derfor er alt den omkringfisen ved dialogerne, hvor folk bevæger sig rundt i lokalet og samler noget op, relativt nem – både for forfatteren og læseren. I en mere udfoldet roman kan der sagtens være den type tekst, for hvis det hele er kondenseret handlingsindhold, så bliver man proppet. Man kan jo ikke sidde for længe og spise meget mættet, tung mad, man skal også have salat.

OS: Måske kunne vi godt trænge til at se noget mere ‘sagde hun og blev 30 år ældre’-litteratur?

PA: Ja, det lyder egentlig som en meget god idé. Det var et dårligt eksempel. Men det er nok det, jeg gør. Jeg skifter tempo ret tit undervejs. Nogle gange kommer det helt ned i dialog, pasgang. Hvad hedder den islandske gangart for heste? Tølt!? Jeg kan ikke huske det, men altså en vellykket roman skulle gerne beherske alle hestens seks gangarter, eller hvor mange der er.

OS: Du er 44 år nu, ikke?

PA: Jo.

OS: Hvordan er det at være  en forfatter på 44? Da jeg mødte dig første gang i 1999, var du allerede et etableret ungt navn, og nu er du så en etableret forfatter midt i 40’erne. Hvordan er det?

PA: Det er skræmmende. Det føles paradoksalt. På den ene side begynder man at erkende, at jeg er fucked i forhold til at skulle kunne noget andet. Der er ikke så meget andet, jeg kan. At holde dampen oppe i en verden, hvor der hver eneste forårs- og efterårssæson udkommer nye interessante forfattere og gode bøger af etablerede navne – hvordan finder man sit hjørne af den verden? I virkeligheden kunne det være mig inderligt ligegyldigt, om jeg blev berømt eller solgte bøger, hvis ikke det var, fordi jeg har brug for penge. Og det er den eneste måde, jeg kan finde ud af at tjene penge – ved at være forfatter – og det er et virkelig dårligt valgt, men det ved enhver idiot jo. Som kunstner finder du ikke nogen borgerlig tryghed i ansættelsen. Det er ikke part of the deal, og det er fint, men så gik jeg hen og fik tre børn, ligesom jeg bor i Københavns-området, som ikke er billigt nogen af delene. Og det er jeg nødt til at være medfinansiør af. Hedder det det? Jeg må løbe stærkt for at tjene penge, og forfatteri er nok ikke det bedste bud på, hvordan man gør det. Jeg oversætter også og skriver børnebøger og spiller med Tekstorkestret TS Sterndorph. Vi turnerer landet rundt, vi har været overalt i det danske land, og vi har udgivet en plade. Det er mig, Sternberg og T.S. Høeg…

[Her laver Peter Adolphsen sin stemme om, så han ifølge den unge kvinde, der er hyret til at skrive båndudskriften ud, lyder som ”en sensationssælger”. Lige da vi satte os, gjorde jeg PA opmærksom på hendes eksistens, så han er klar over, at nogen ‘lytter med’.]

PA: TS STERNDOLPH! KØB PLADEN! AKTIONSPOTENTIALE! UDE PÅ VINYL NU! DOWNLOAD, SPOTIFY, OG ALT HVAD DU HAR! [normal stemme, henvendt til OS:] Vi skal sikkert også lave en til. Du spørger, hvordan det er at være 44 og etableret forfatter. Jeg føler mig ikke som en etableret forfatter. Det er det korte svar.

OS: Jeg har også tre børn. Og jeg har det sådan, at hvis alt andet går i vasken, så kan jeg da sætte flueben ved børnene og sige: det er da meget godt gået.

PA: Det er selvfølgelig helt vildt godt gået. Hvis man så også formår at undgå at smadre dem fuldstændig psykisk og fysisk. Men det kan vi jo nå at gøre endnu. Jeg tror, jeg gennemfører farrollen sådan nogenlunde til bestået karakter. Den uimponerende præstation. Og så har vi jo allerede gjort mere, end vores egne forældres generation gjorde. Men det fylder og koster penge og tager tid, og det er fint nok. Det er da en stor fornøjelse og glæde og alt det der. Hele den her digression handler bare om, at jeg skal retfærdiggøre over for dig, at jeg kommer til at gå op i promoveringsarbejdet. For jeg vil gerne tjene penge på den, og det gør jeg ved at få bogen solgt. I mit 44-årige liv er den her bog mit foreløbige bedste skud i den bøsse.

[Her ændrer Peter Adolphsen igen sin stemme.] 

PA: RYNKEKNEPPESYGEN! UDKOMMER AUGUST 2017! TJIMTJIMBRUSHHRUUUH. Måske ledsaget af kneppelyde. Ahhhh Rynkekneppesygen aaaaa udkommmaahhr! ”Kom ikke for sent, skatter!” I don’t know.

OS: Haha. Hvad tænker du om titlen? Rynkekneppesygen. I princippet burde der være salg i den.

PA: Det med om der er salg i en bog er interessant, fordi det er en meget ueksakt videnskab, ellers ville forlagene jo være styrtende rige, for så ville de kun udgive de bøger. For dem kommer bestsellere oftere som overraskelser end dem, der ikke er. Harry Potter 4 sælger nok ret godt, tænker de. Men antallet af bøger, som de troede var bestsellere, og som ikke blev det, er nærmest uendeligt, og antallet af bøger, som de ikke troede på, men som pludselig bliver revet ned af hylderne, er også enormt stort. Så man kan ikke forudsige det. Mange små faktorer spiller ind, stjernerne skal falde i hak med hinanden. Bogen skal have alle mulige underlige og udefinerbare kvaliteter, den skal ramme tidsånden og have en form for mediehistorik. Bøger kan også have en mediehistorik baseret på læsegrupper, der er tilknyttet biblioteket. I vore dage handler det måske også om, hvorvidt nogle bestemte artikler går viralt og dukker op i folks Facebook-feed. Det er svært at styre, det handler meget om held. Det, jeg kan gøre, er at sørge for, at min del af arbejdet er ordentlig færdigt.

OS: Jeg synes, der virker, som om forlagene ikke tænker så kreativt i forhold til markedsføring. Man kunne jo gøre mere end bare at indrykke en annonce – på bagsiden af en bus, hvis det er Jussi Adler-Olsen.

PA: Man skal heller ikke underkende deres viden, som er baseret på empiri. De er ikke fuldstændig ukreative. Og som den skyldige kunstner kan jeg måske komme med nogle ideer, og så må vi jo se, om vi kan finde på noget. Men det ligger ude i fremtiden. Jeg skal lige pudse bogen færdig.

OS: Kunne du godt tænke dig at være Jussi Adler-Olsen?

PA: I den forstand at penge så ikke ville være en bekymring for mig, så: ja. Han er cirka 20 år ældre end mig, så på det punkt: nej.

OS: Jeg tror kun, han er i 50’erne.

PA: Det dumme svin. Så er han kun 10 år ældre end mig.

OS: Til gengæld gik han sent i gang. Jeg har aldrig læst en bog af ham.

PA: Heller ikke jeg. Men jeg har intet imod hans eksistens, absolut intet. I mit facebook-feed kan jeg jo se, at nogle synes, det er forfærdeligt på en eller anden led, det han laver. Jeg har svært ved at dele en fordømmelse. Jeg er nok barn af postmodernismen i den forstand, at jeg synes, at ‘vi alle sammen skal have lov bare at være her’. Finkultur og lavkultur, alle mulige aktier, du kan plotte alt ind på… det er sjovt det hele, hvis bare det er kvali-vare. Og så er der alt det, som ikke er kvali-vare, der bare supper rundt. Men fred da være med det. Jeg orker nok bare ikke at involvere mig i debatterne. Det, har jeg fundet ud af, er ikke min spidskompetence.

OS: Du har været med i debatter og fundet ud af, at det går galt for dig, eller hvad?

PA: Jeg har først og fremmest fundet ud af, at det dræner mig. De fleste kan nok genkende følelsen af at føle sig drænet af at gå rundt og tænke på en eller anden fucking facebook-tråd, man er med i, hvor man er uenig med en eller anden om et eller andet. Det synes jeg er spild af tid. Det er jo meget godt som et sted, hvor man kan kvalificere sine standpunkter. Men at formulere dem på skrift er jo min metier, så jeg kommer til at gå meget op i det, hvis jeg bruger min skriveenergi i en debat om ‘Den Store Bagedyst’.

OS: Følger du med i ‘Den Store Bagedyst’?

PA: Jeg har ikke set det, men jeg har bemærket det i mit facebook-feed og i radioen.

OS: Jeg har lagt mærke til i mit Facebook-feed, at nogle af de helt unge forfattere og digtere nærmest svælger i fad populærkultur. Det var da ikke så skidesmart at gøre det, da du var en ung forfatter, var det? Skulle man ikke orientere sig mere ‘dybt’ dengang?

PA: Nej, det ved jeg ikke. Jeg er jo barn af Per Højholt og Dan Turèll, som var helt vild med Anders And. Siden jeg var ung, har distinktionen mellem smal og bred, fin og folkelig været uinteressant. Det hele er ét fedt. Alt er sjovt. Hårdt presset ville jeg nok kede mig til ballet, men så alligevel slet ikke. Jeg kan ikke forestille mig en kunstart, som ikke kan udøves på en interessant måde. Den værste power-house-techno… dér kan jeg have lidt svært ved at falde ind i rytmen, men ellers dyrker jeg anything. Så længe det er kvali-vare. Også inden for litteraturen er der godt og dårligt, men der er ikke gode og dårlige genrer eller stilarter. Der er god og dårlig eksekvering. Fra 2013-15 sad jeg i Statens Kunstfonds Legatudvalg for litteratur og uddelte legater til alle de andre forfattere som en form for værnepligt, som vi har i min branche – før eller siden skal man gøre det. I den sammenhæng skal man læse stort set alle danske nulevende forfattere, og derfor skulle jeg læse og forhold mig til forfattere, der skrev i stilarter, som normalt ikke er min smag. Og så kunne jeg jo godt se, at inden for alle genrer og stilarter er der folk, der gør det godt, og folk, der gør det dårligt. Når det er godt, er det skide interessant, også selv om det er uden for dit normale smagsområde. Der er skidt og kanel inden for alle genrer. Alle genrer er gode.

OS: Var det en såkaldt aha-oplevelse?

PA: Det kan man da godt sige. Jeg fik læst noget, jeg ellers aldrig ville have samlet op før i tiden. Så fik de nogle penge fra de alt for få midler, vi havde. Vi måtte jo prioritere.

[Vi sidder lidt uden at sige noget  pludselig fylder jukeboxen meget.]

OS: Det er noget mærkeligt kønsløst musik, de spiller her, hva’?

PA: ‘Icon light jukebox’, står der på den. Det er ikke særligt godt. Jeg tror, det er jukeboxen selv, der spiller nu, fordi der ikke er folk, der har bestilt noget. Måske spiller den musik nu, der er så tilpas røvsygt, at festen fortsætter, men hvis de bemærker musikken går de op og skifter den.

OS: Lad os slutte af nu, så den unge pige kan komme i gang med at transskribere vores samtale.

PA: Stakkels pige. Er der ikke for meget larm herinde?

OS: Nej, jeg tror, hun synes, det er spændende. Men du kan jo lige slutte af med at lave lidt reklame for bogen, inden jeg slukker for båndoptageren.

PA: KØB OG LÆS! RYNKEKNEPPESYGEN! UDKOMMER AUGUST 2017 PÅ FORLAGET GYLDENDAL! EN TYK ROMAN! OM ET MIKROSKOPISK RUMVÆSEN! OG ÆGTE MENNESKER! I VIRKELIGHEDENS KØBENHAVN! MED UHÆMMEDE MÆNGDER SEX! DØD OG KÆRLIGHED!