Et nyt vendepunkt

Først talte tyskerne om Zeitenwende. Begyndelsen på en ny tid, et nyt paradigme. Da den tyske kansler Olaf Scholz ved Ruslands invasion af Ukraine dramatisk øgede forsvarsbudgetterne, gjorde han op med årtiers tilbageholdenhed med at deltage i krig. Men nu, her to år efter, ser tiderne ud til at vende igen. Efter at Scholz ellers har brugt sommeren på at overtale resten af de europæiske ledere til at sende mere militær hjælp til Ukraine, er det nu netop hans regering, der står til at lukke for pengene.

Mere eller mindre i hvert fald. Lørdag kunne den tyske avis Frankfurter Allgemeine berette, at Tysklands regering med budgettet for 2025 planlægger kun at levere den militære bistand til krigen i Ukraine, som allerede er aftalt – hvilket i praksis betyder, at bistanden står til at blive halveret.

For to uger siden fik forsvarsminister Boris Pistorius orienteringen fra finansminister Christian Lindner, der håber på, at det samlede europæiske bidrag til Ukraine i sidste ende ikke bliver sænket markant. For ifølge tyskerne er der rigeligt at hente fra de russiske aktiver, som Tyskland og resten af G7-landene på et møde i den syditalienske region Puglia i juni blev enige om at indefryse for at lande et krigslån på 50 mia. dollars.

Det er ikke givet, at det fælleseuropæiske håb kan realiseres. Som Financial Times tidligere har beskrevet, vil det at bruge indefrosne russiske investeringer være en særdeles vanskelig manøvre, der har fået Den Europæiske Centralbank (ECB) til at advare mod at underminere “det juridiske og økonomiske fundament for EU”. Hvis et lands valutareserver beslaglægges, kan det sende et signal til resten af verden om, at EU ikke er et sikkert sted at placere sine penge. Og som Politico beskriver det, er medlemslandene stadig langt fra at blive enige om, hvordan beslutningen teknisk set skal udmøntes.

Det er den samme Olaf Scholz, der tidligere på året sagde, at Tyskland skal “investere mere i vores egen sikkerhed og forsvar i fællesskab som europæere, så ingen vover at angribe os”. Og at man ville være med til at “opbygge en stærk og ægte europæisk forsvarsindustri.” Det er også den samme forsvarsminister Boris Pistorius, der har sagt, at Tyskland skal forberede sig på krig i 2029.

Men tonen har været en anden, efter Ukraine er rykket ind i Rusland. I flere uger har Scholz været tilbageholdende med at kritisere Ukraines intensiverede offensiv i Kursk og desuden holdt fast i ukrainernes “ret til selvforsvar”. Ligesom det ifølge finansminister Lindner “ikke er et problem”, at tyske tanks angiveligt har været involveret i angrebene i Kursk. Scholz beskyldes således på den ene side for at være instrueret af USA for at lægge pres på offensiven i Kursk, men på den anden også for at lade ukrainernes sikkerhed komme på bekostning af stigende interne uenigheder i den tyske trafiklysregering.

Derfor er de nye budgetplaner ifølge Rafael Loss fra tænketanken European Council on Foreign Relations også en “moralsk risiko” for Scholz, som han siger til Business Insider. Alle europæiske øjne vil i de kommende måneder være rettet mod Tyskland, Europas største våbenproducent og det EU-medlemsland, der giver næstmest i militær bistand til Ukraine. Ikke mindst inden præsidentvalget i USA, hvor støtten til Ukraine står til at vakle, hvis Donald Trump vinder.

Ifølge Politico stemmer udmeldingen godt overens med, at Scholz har brugt sommerferien på at fremstille sig selv som en fredskansler over for sit socialdemokratiske parti SPD. Og her er det samtidig bemærkelsesværdigt, at både hans egne vælgere og den almene tyskers opbakning til krigen er ved at falde.

Mens den generelle krigsappetit endnu ligger højt i Europa – og kommissionsformand Ursula von der Leyen i øvrigt er ved at oprette en ny post som forsvarskommissær – viser en undersøgelse fra sommeren, at kun under halvdelen af tyskerne støtter, at der skal bruges flere penge på våben i Ukraine. Det gælder både fra midten til højre: Fra SPD til den voksende højrefløj i Alternative für Deutschland. Tyskland er ligefrem under det europæiske gennemsnit – både angår opbakningen til sikkerhed og forsvar såvel som krigen i Ukraine. Ikke markant under, men alligevel under. Tiderne er reelt skiftet. /Emma Louise Stenholm