Harris' håb

Kamala Harris er på vej til at blive USA’s næste præsident. Som den første kvinde. Men kun på vej – ad en bumlet grusvej, hvor rigtig meget kan nå at køre helt af sporet.

Her på første dag af Demokraternes konvent i Chicago – hvor Føljeton vil være på plads oppe under taget i den enorme sportshal United Center – er den hårde status, at Donald Trump mest sandsynligt vil sejre i det tætte, skelsættende valg om blot 11 uger.
Hype eller ej, Kamala Harris skal overraske positivt flere gange, før hun vil kunne gøre Barack Obama kunsten efter. Håb er ikke en strategi.

Grundtendensen i de foreløbige målinger tyder på, at 78-årige Donald Trump stadig har solidt fat i de godt 74 mio. vælgere, som stemte på ham for snart fire år siden, og at han ikke mindst ligger forrest i en stribe af de såkaldte svingstater, som i sidste ende gør udslaget.

Men balancen er ved at skifte: Kamala Harris har opnået, hvad USA’s nuværende præsident, 81-årige Joe Biden, aldrig var eller ville være i nærheden af, nemlig en ‘fighting chance’ for at vinde de nødvendige 270 valgmandsstemmer ved præsidentvalget 5. november. Pludselig er det en reel mulighed, at Donald Trump lige akkurat taber, igen.

Det kæmpe energiboost, som på rekordtid har løftet 59-årige Kamala Harris ind som reel udfordrer, kan imidlertid ikke skjule, at den største frustration blandt amerikanske vælgere lige nu er de kradse prisstigninger, som mærkes overalt fra supermarkeder over restauranter til boligomkostninger.

Hverdagsvarer og basale serviceydelser er i dag blevet stort set lige så dyre i USA som i Danmark, og med generelt lavere lønninger er det blevet tiltagende svært for almindelige vælgere at få enderne til at mødes.

De sidste tre år har været oplevet som en kontant nedtur for størstedelen af den amerikanske arbejder- og middelklasse. Altså mens Joe Biden har været præsident, og ja, Kamala Harris har været ganske anonym vicepræsident. Netop her bryder Donald Trump ind med et enkelt spørgsmål:

“Klarer du dig bedre nu end dengang, jeg var præsident?,” lyder det retorisk fra Donald Trump på sociale medier. Hvorved han kynisk spiller på, at kun meget få amerikanere selv har erfaret, at priserne også er steget i resten af verden i kølvandet på coronakrisen.

Faldende købekraft

Politisk set er den største udfordring for Kamala Harris, at Republikanerne uhyre effektivt er lykkedes med at skabe en følelsesladet fortælling om, at inflationen primært er et amerikansk fænomen, som tilmed skyldes politiske beslutninger, der er drevet igennem af den siddende demokratiske præsident.

Når forarmede amerikanere i dag har fået svært ved at betale regningerne, skulle det altså være Joe Bidens skyld. Som kontrast byder Donald Trump sig atter til – med et sentimentalt minde om tiden før inflationsbølgen. Dengang benzin- og kødpriserne var lavere.

Når Joe Biden stod med så komplet håbløse chancer for at kunne blive genvalgt, at han fornuftigvis valgte at træde tilbage for en måned siden – og her overlod scenen til Kamala Harris – skyldtes det ikke kun hans famlende og forvirrede fremtoning som en olding, men i høj grad også, at hans økonomiske doktrin, ‘Bidenomics’, i brede kredse opfattes som en fiasko.

Selv om den faktuelle virkelighed er, at USA’s samlede velstand er steget under Joe Biden, at inflationen er begyndt at falde hurtigere end i f.eks. EU-landene, og til trods for at tilvæksten i nye job har været kraftigere end under Donald Trump, er den indforståede sandhed i amerikansk politik, at Biden-æraen har været til skade for de lavestlønnede.

Som optakt til Demokraternes konvent, som for alvor begynder sent mandag aften dansk tid, har Kamala Harris fremlagt en skitse til en økonomisk plan, som umiddelbart kunne lyde som en populistisk vinderformular: Indgreb mod kunstigt høje priser og overnormale profitter i detailbranchen, loft over huslejestigninger og tilskud til førstegangskøbere af nye boliger.
Men udspillet, som Kamala Harris præsenterede i fredags, har fået en hård medfart.

Fra liberale og venstreorienterede økonomer afskrives hendes skitseforslag på den ene side som tom signalpolitik, mens konservative kommentatorer og yderligtgående højrefløjsdebattører på den anden side kalder hende for sovjetkommunist. Eller som Trump skrev på sit eget sociale medie Truth Social: “Kammerat Kamala er gået fuld kommunist.”

Selv om Donald Trump ikke selv har fremlagt bare skyggen af en økonomisk plan, og slet ikke en plan, som kan siges at ville sænke priserne på livsfornødenheder, er det indtil videre lykkedes ham at iscenesætte sig som en slags økonomisk redningsmand, som – i modsætning til Kamala Harris – skulle have en intuitiv fornemmelse for sundt købmandskab.

Forskellen i vælgernes oplevelse af de to præsidentkandidaters økonomiske lederegenskaber kan og skal ikke undervurderes. Tilbage i 1992 formulerede Bill Clintons kampagnerådgiver Jim Carville en simpel læresætning for amerikanske valg: “It’s the economy, stupid.”

Kampen for abort

Situationen for Kamala Harris er ikke meget bedre på den dagsorden, som kommer ind på andenpladsen over de amerikanske vælgeres største bekymringer, nemlig indvandring, særligt den illegale immigration fra Latinamerika. Også her er den udbredte forestilling blandt udslagsgivende grupper af vælgere, at Biden og Harris skulle være personligt ansvarlige for såvel strømmen af tusindvis af uregistrerede indvandrere som indsmugling af dødelige stoffer som fentanyl.

Som en defensiv reaktion er Kamala Harris rykket klart til højre, og hun har forsøgt at skifte holdning til sine tidligere progressive positioner i indvandringsdebatten, bl.a. ved at betone, hvordan hun tidligere som justitsminister i Californien slog hårdt ned på menneskesmuglere og bandemedlemmer. Men også her er der flest svingvælgere, som stoler mest på Trumps nådesløse strammerkurs.

Hvis hun skal nå frem til at blive valgt som USA’s 47. præsident, er Kamala Harris nok nødt til at tale om andre emner end de bekymringer, som vælgerne er allermest fortvivlede og frustrerede over. Simpelthen fordi Donald Trump har haft mere end otte år til at etablere sig som en showmand, der har en veludviklet næse for at fornemme og levere de budskaber, som marginalvælgere gerne vil høre.

Hvis Kamala Harris skal veksle den aktuelle føring i flere meningsmålinger til 270 valgmandsstemmer, vil hun efter alt at dømme være nødt til at sætte nogle slagkraftige dagsordener, hvor hun har flertallet med sig, og hvor hun definerer spillereglerne. Det kan mest oplagt være spørgsmålet om abort, hvor Republikanerne er helt ude af trit med særligt unge og kvindelige vælgere. Eller det kan være et mere sværmerisk opgør mellem hendes egen optimisme og Trumps apokalyptiske sortsyn.

De næste dage bliver afgørende. Først taler Joe Biden og Hillary Clinton her mandag aften, og så følger bl.a. Barack Obama og måske popikonet Beyoncé. De delegerede begynder snart at myldre ind, mens demonstranter vil hvirvle rundt omkring i gaderne her i Chicago. Alt er på spil. Hvad bliver mon Harris’ overrumplende trumfkort? To be continued… /Lars Trier Mogensen