Kvindekamp er valgkamp

Jublen glider frem og tilbage mellem euforiske råb og taktfaste sejrsbrøl. Man fornemmer straks, at de amerikanske partimedlemmer er mere end vant til at være en del af en begejstret og velkoreograferet lydkulisse som til en kæmpe popkoncert eller sportskamp, nu bare til en storpolitisk kamp: Stemningen er vild og entusiastisk indenfor i United Center, hvor Demokraterne holder deres konvent, og hvor Kamala Harris formelt nomineres på torsdag.

Ét svært og normalt yderst kontroversielt emne fænger særligt og vedholdende an blandt de tusindvis af delegerede, som sidder iført kulørte t-shirts og blinkende hatte – ét emne, som målt på følelsesmæssig intensitet kan vise sig at blive selve omdrejningspunktet for den potentielt første kvindelige præsident Kamala Harris, nemlig retten til abort.

Borgerretten til egen krop er ikke alene den sag, hvor de amerikanske vælgere er markant mere enige med Demokraterne end med Republikanerne – modsat påtrængende dagsordener som økonomi og indvandring – men tydeligvis også en forenende og samlende sag, som overskrider alle andre interne uenigheder.

Her på konventets førstedag, hvor den aldrende præsident Joe Bidens afsked umiddelbart skulle være hovednummeret, brænder abortspørgsmålet igennem og danner også tråden mellem en stribe af retorisk stærke kvinder, fra den 34-årige superstjerne Alexandria Ocasio-Cortez over den 43-årige Jasmine Crockett fra Texas, som man kommer til at høre meget mere til, og videre til den 76-årige tidligere præsidentkandidat Hillary Clinton.

Stemningen løfter sig imidlertid mindst et niveau endnu højere op og forvandler sig kortvarigt fra de trods alt mere rutineprægede klapsalver til en intensiv atmosfære af vibrerende alvor, da tre yngre kvinder fortæller om, hvordan de er blevet forhindret i at få lægehjælp, da de enten tabte et foster eller sågar blev udsat for voldtægt af en stedfader.

Siden Donald Trump var præsident i perioden fra 2016 til 2020, og han her udpegede flere konservative dommere til højesteret, som så i anden omgang forskubbede balancen så meget, at det føderale retskrav blev rullet tilbage, har en lang række delstater forbudt abort. Og dét skaber frygt, sådan helt kropslig frygt for, at det ville kunne ske over det meste af USA, hvis Donald Trump skulle blive genvalgt.

Hver gang kvinderettigheder nævnes fra scenen, rejser forsamlingen sig op, nynner som i et gospelkor, og hujer og skråler som ved et mål i overtiden i en mesterskabskamp. Publikum ved, at 85 pct. af de amerikanske vælgere er tilhængere af abort, i en eller anden form.

Bizart sammenrend

Uden for konventhallen er stemningen mere flad og forvirret. Det spirende græsrodspres, som var blevet hypet op – og hvor forventningen har været, at 100.000 pro-palæstinensiske demonstranter ville stimle sammen og kræve et opgør med ‘Genocide Joe’, som den afgående præsident forsøgsvis kaldes i slagord – viser sig ikke at have så meget saft og kraft.

Venstrefløj er og bliver en mærkelig størrelse i USA.

Optakten til mandagens protester er ellers på forhånd blevet sammenlignet med kaos-konventet i 1968 – hvor der også pludselig skulle vælges ny præsidentkandidat, og gaderne eksploderede i vold. Men sådan er det bestemt ikke gået. I stedet er der bred enighed indenfor og total splittelse udenfor.

Hvis nogen havde forestillet sig, at tragedierne i Gaza skulle have presset Demokraternes nye præsidentkandidat til at skifte udenrigspolitisk kurs, kan de godt tro om igen.

Forsamlingen af demonstranter i Union Park, tæt på konventhallen, er på alle måder undervældende, selvom de palæstinensiske faner flagrer højt: Et bizart og overraskende småt sammenrend af diverse solo-prædikanter, amerikanske gammelkommunister, ultraortodokse jøder, Hamas-støtter, erfarne abortforkæmpere og enkelte familier med arabisk baggrund. Mindst en fjerdedel af de fremmødte er nysgerrige journalister.

Enkelte provokatører, ja, de virker som en slags Rasmus Paludan-typer med omvendt fortegn, står med håndskrevne skilte med påskrifter som “End Israel, Stand with Hamas”, og “Killer Kamala”. De fremstår så skingre, at de tusindvis af partidelegerede indenfor i United Center kun vil blive skubbet til at bakke endnu mere stålfast op bag Joe Bidens hidtidige linje i udenrigspolitikken.

Effekten af dagens protester – som kun fik få tusinde på gaden – vil dog paradoksalt nok kunne blive, at Trump kan få lettere ved at vinde, da Demokraterne risikerer at tabe delstaten Michigan, med en stor arabisk-amerikansk befolkning, på grund af manglende valgdeltagelse.

Men det er en risiko, som partitoppen hos Demokraterne ser ud til at være klar til at løbe – simpelthen fordi det potentielle tab af vælgere i andre delstater vurderes til at være langt, langt større, hvis Kamala Harris først begynder at give efter. At enkelte unge demonstranter også begyndte at hamre løs på nogle sikkerhedshegn, gør heller ikke billedet bedre, i hvert fald ikke tv-billederne.

Fremtiden er nu

De yderligtgående protester kan imidlertid vise sig at få endnu mere ødelæggende effekter på Kamala Harris’ chancer til november: Demokraternes klareste vindersag, retten til fri abort, bliver nemlig forsøgt hijacket af den lille, højlydte pro-palæstinensiske fraktion.

Selvom abort er strengt forbudt og strafbart på Vestbredden og i Gaza, er det lykkedes – i en kæde af argumenter, som er vanskelig at forstå – at sammenkoble kvinders stadig mere indskrænkede kropsrettigheder i USA med Israels krigsforbrydelser. Flere kvindeaktivister går rundt med skilte, hvor reproduktive rettigheder knyttes direkte sammen med en våbenembargo mod Israel.

Heller ikke ved søndagens protestmarch, hvor abort og LGBT-rettigheder ellers stod øverst på plakaten, er der aktivister, som enkelt og fokuseret adresserer højrefløjens angreb på kvindesundhed.

Så frem for at sætte fuld tryk på kampen for kvinders borgerrettigheder, som vitterligt er under afvikling, har gadedemonstranterne brugt kræfterne på at afspore opmærksomheden med mere eller mindre fortænkte paroler som ingen forskel vil gøre. Snarere tværtimod.

Tilbage indenfor i United Center eksploderer de delegerede i triumferende bifald, da Hillary Clinton – som overraskende nok holder aftenens mest bemærkelsesværdige tale – griber øjeblikket og siger, at kvinder har kæmpet gennem generationer for at nå frem til netop dette punkt i historien, hvor Kamala Harris rent faktisk står til at bryde gennem glasloftet ved at blive valgt som USA’s første kvindelige præsident.

Hillary Clinton ved om nogen, hvad det vil sige at blive nedværdiget og udskammet, ikke mindst af Donald Trump. Og netop derfor har det en så energisk effekt, når den tidligere udenrigsminister råber ud i salen – med en opfordring til at kaste alt ind for at få valgt Kamala Harris: “Fremtiden er kommet, fremtiden er nu!”

Til gengæld er der ikke meget energi tilbage i præsident Joe Biden, da han kort før midnat holder en tale, som i praksis får karakter af en svanesang. Ingen i salen efterlades i tvivl om, at det var en rigtig beslutning, da han trak sig for blot en måned siden. For Biden går ikke ud med eftertryk, men fremkalder snarere et lettelsens suk: Demokraterne hilser med glæde, at det kan være blevet tid til et generationsskifte – og tid til en kvinde. /Lars Trier Mogensen