Obamamania gør comeback

Det er en monumental udfordring at gå på talerstolen lige efter Michelle Obama. Selv for tidligere præsident Barack Obama. For den tidligere ‘first lady’, 60-årige Michelle Obama, har fortsat en så forførende evne til at bjergtage publikum, at hun længe var udset som Demokraternes drømmekandidat til at efterfølge den nuværende præsident Joe Biden.

På én og samme tid fremstår det som meget lang tid siden, en politisk evighed siden, at Obama-powerparret regerede i Det Hvide Hus, og så alligevel ikke: 16 år er der faktisk gået, siden ordekvilibristen Barack Obama talte sig frem til verdens mægtigste post.
Dengang stod hun i skyggen. Men ikke længere.

I samme øjeblik Michelle Obama træder ind på scenen i det mægtige United Center, hvor Demokraternes konvent holdes her i Chicago, bryder en hyldest ud, som næppe ville have været meget vildere, hvis det havde været f.eks. popstjernen Beyoncé.
Michelle Obama toner frem på en strunk og graciøs måde, som er ganske enestående i den politiske verden. At hun så taler, ja, reelt snarere prædiker om nøjsomhed, ydmyghed og arbejdsomhed, skaber en kontrast, som kun gør gennemslagskraften stærkere. Michelle Obama er i den grad på hjemmebane: Hun er opvokset kun få kilometer væk, og er ikke bange for at bruge de mest sentimentale tricks.

Nøjagtig ligesom den anden Chicago-kvinde, Hillary Clinton, mandag aften viste, at USA for otte år siden var meget tæt på at få den første kvindelige præsident, men også kun lige ved og næsten, så er Michelle Obamas prægtige tilstedeværelse med til at bringe i erindring, hvor stor modvilje de begge mødte på grund af deres baggrund.

Dengang brød Donald Trump igennem på den politiske scene ved at hævde, at Barack Obama ikke skulle være født i USA og dermed formelt ikke kunne stille op som præsident. Det var altsammen rent humbug, da han blev født i Honolulu, Hawaii, tilbage i 1961 – af en ærkeamerikansk mor, Ann Dunham, som selv var vokset op i Kansas.

Men smædekampagnen havde ikke desto mindre en effekt. Den dengang åbenlyst racistiske mistænkeliggørelse af Barack Obama fik dele af den amerikanske højrefløj til at portrættere Barack Obama som en fremmed fugl, som en farvet og udefrakommende mand, der ikke havde noget at gøre i Det Hvide Hus. Og nu kører kampagnen igen, bare rettet mod Kamala Harris, hvis forældre er fra Indien og Jamaica.

Spørgsmålet er, om store grupper af amerikanske vælgere atter vil lade sig skræmme, og om flertallet i sidste ende er klar til en præsident, som både er farvet og kvinde. Michelle Obama gør, hvad hun overhovedet kan for at forstærke en optimistisk fortælling om, at vendepunktet langt om længe er nået, da hun opstemt siger:

“Håb er ved at gøre comeback.”

Project 2025

Frygten er imidlertid ikke forsvundet. Langt fra. Frygten for, hvad endnu en præsidentperiode med Donald Trump vil kunne føre med sig, er en ængstelig drivkraft for mange Demokrater. Og modsat tidligere er frygten ikke længere kun diffus for, hvad Republikanernes kandidat kan finde på af spektakulære cirkusnumre og skræmmende konspirationsteorier i selve valgkampen.

Nej, frygten stiger for, at Republikanerne denne gang står klar med en yderst detaljeret drejebog for noget, der med en vis ret kan kaldes for en paladsrevolution. Tænketanken Heritage Foundation har således udarbejdet et meget udførligt manifest, hvor de over 920 sider gennemgår alt, hvad der skal ske fra første dag under en ny periode med Trump som præsident.

Drejebogen har fået titlen ‘Mandate for Leadership: The Conservative Promise’, mere bredt kendt som ‘Project 2025’, og udmærker sig ikke alene ved at være sjældent yderligtgående og ultrakonservativt, men altså også ved at have karakter af en operationel magtmanual, som vil kunne rulles ud i løbet af de første 100 dage, hvis Republikanerne vinder præsidentvalget.

Præmissen for ‘Project 2025’ er tankevækkende nok, at Donald Trump ikke var tilstrækkeligt forberedt, og slet ikke nok ideologisk fokuseret, da han indtog Det Hvide Hus i 2016. Fortællingen på højrefløjen er, at det etablerede embedsværk var alt for stærkt og fra først til sidst modarbejdede Donald Trump indefra. Derfor blev de fleste forsøg på større, konservative omkalfatringer stoppet i opløbet.

Ifølge forfatterne til ‘Project 2025’, som i vid udstrækning har arbejdet for Trump tidligere, er det lykkedes for, hvad de opfatter som en bedrevidende og politisk korrekt elite af progressive akademikere fra storbyerne ude på kysterne at blokere effektivt for Donald Trump. Simpelthen ved at embedsfolk og offentligt ansatte har modarbejdet indefra.

Og da Trump heller ikke selv har eller havde et retningssikkert politisk kompas, men i stedet styrer mere impulsivt og opportunistisk efter, hvad der i øjeblikket skaber størst begejstring, har Heritage Foundation sat sig for at gøre tankearbejdet på forhånd.

Programpunkter bygger på simple, ur-konservative principper: Den kristne kernefamilie ses som samfundets grundpille, ikke det enkelte individ. Den offentlige sektor skal rulles tilbage og erstattes af privat initiativ og frivilligt selvstyre. Fossil energi skal igen være hovedkilde, og den grønne omstilling skal bremses. Og så skal grænsen kontrolleres benhårdt, og USA skal undlade at engagere sig i andre landes problemer. Med Israel som eneste undtagelse.

Demokraterne forsøger flere gange at bringe ‘Project 2025’ i fokus i strømmen af taler på konventet. Men de kæmper tydeligvis med to problemer: For det første er manifestet (endnu) ikke særlig kendt blandt almindelige vælgere, og alene derfor er det svært at komme med spydige referencer. Og for det andet har Donald Trump udadtil lagt afstand til ‘Project 2025’.

Mens Demokraterne mestendels – og i hvert fald foreløbigt – nøjes med rørstrømske besværgelser, der skal hidse en begejstret stemning op omkring Kamala Harris, men uden mange konkrete forslag, er den brutale virkelighed, at Republikanerne står klar med en synopsis til et gennemgribende systemskifte.

Ja, hun kan

I meningsmålingerne er opbakningen til Kamala Harris steget gevaldigt gennem de seneste uger. Lige nu ser det ud til, at feel good-budskaber mobiliserer flere vælgere end tekniske og krævende ideologiske politikforslag. Og heri minder den nuværende Demokratiske præsidentvalgkampagne også om Barack Obamas pludselige sejrsridt i 2008.

Ekspræsidenten kommer dansende ind på podiet, netop da Michelle Obama har fået fyret maksimalt op under de delegerede. Barack Obama demonstrerer øjeblikkeligt, hvad han evner ekvilibristisk, og nok stadig bedre end nogen anden politiker i hele verden, nemlig at tale så henførende, charmerende og musikalsk, at man som tilhører straks glemmer, at han reelt ikke siger særlig meget, som nogen kan være uenig i. Der er i vid udstrækning tale om ualmindeligt velturnerede almindeligheder.

“Yes, she can,” siger Barack Obama og overdøver dermed de taktfaste tilråb, hvor nostalgiske tilhørere dagdrømmer sig tilbage til tiden med Byggemand Bob-parolen “Yes we can”. Han ved godt, at det nu handler om at få sat Kamala Harris i scene, ikke at dvæle for meget ved fortidens landvindinger.

“Amerika er klar til et nyt kapitel. Amerika er klar til en bedre fortælling. Vi er klar til præsident Kamala Harris,” siger Barack Obama, som virker så skarp og energisk, at det umiddelbart kan være mere end svært at forstå, at han i sin tid havde den nu 81-årige Joe Biden som sin vicepræsident.

Der er noget omvendt ved, at den nu 63-årige Barack Obama rent faktisk var forgænger til Joe Biden, men til gengæld står det også klart, hvem Kamala Harris skal satse mest på i de kommende uger: Obama-parret vil ikke alene kunne kaste stjernestøv over de mange forestående valgmøder rundt om i hele USA, men også anskueliggøre over for tvivlere, måske-vælgere og skeptikere, at der findes andre muligheder end gamle hvide magtmænd. /Lars Trier Mogensen