Showet er budskabet

Stjernestøvet blev blæst op på fuld kraft på tredjedagen af Demokraternes konvent, ja, taget blæste næsten af den gigantiske sportshal, da tv-fænomenet Oprah Winfrey trådte ind i spotlyset på scenen – og bekendte kulør. Til fordel for Kamala Harris.

Forinden spillede bl.a. den ikoniske sangskriver Stevie Wonder op til fest med hitnummeret ‘Higher Ground’, og til finalen torsdag kommer også popsangeren P!nk forbi og fuldender dermed den nøje iscenesatte sammenblanding af kendiskultur og showpolitik.

Med en rørstrømsk anbefaling var det i høj grad den elskede talkshowvært 70-årige Oprah Winfrey, der formåede at skære det forestående præsidentvalg ned til et simpelt valg. Med en velskrevet oneliner stillede hun de amerikanske vælgere over for et valg mellem enten ‘common sense’ eller ‘nonsense’.

Det kan lyde banalt. Og det er banalt. Men netop derfor også effektivt i en politisk kultur, hvor mange amerikanere ikke engang er registrerede som vælgere, og valgdeltagelsen derfor også er blandt de laveste i den vestlige verden. Som en kynisk konsekvens er spektaklet i Chicago sat op til at appellere målrettet til folk, der ikke normalt er politisk engagerede.

Formålet med seancen er at skabe en stemning, som ikke-politiske typer føler sig tiltrukket af, eller i hvert fald fænges af virakken.

Kunststykket handler om at pakke noget kantet – som politik trods alt er – ind i en blød indpakning. Og her viste Oprah Winfrey sig at være mere end leveringsdygtig. Hun appellerer overrumplende bredt, fra mere traditionelle husmødre i forstæderne til sorte mænd i storbyerne.

Som et særsyn blandt de celebrity-personligheder, der støtter politiske kandidater i USA, gik Oprah Winfrey flere skridt videre og gik hårdt til angreb på Trumps vicepræsidentkandidat, J.D. Vance. Og publikum fangede den straks. For det handlede om kæledyr, både bogstaveligt og i overført betydning.

Den barnløse kattedame

Blandt de mange mærkelige udfald, der er kommet fra senator J.D. Vance, skiller én udtalelse om såkaldte ‘barnløse kattedamer’ sig for alvor ud, og netop det angreb fik Oprah Winfrey i den grad sendt tilbage til Republikanerne.

At modangrebene fra Demokraterne ikke engang handler om Donald Trump, skulle efter sigende være ved at drive den opmærksomhedssøgende eks-præsident til vanvid. Men det er i stedet Trumps vicepræsidentkandidat, som er blevet hovedskydeskive.

Tilbage i 2021 udtalte J.D. Vance, at Demokraterne styres af “en bunke barnløse kattedamer, der lever ulykkelige liv grundet de valg, de selv har taget, og derfor vil de også have, at resten af landet er ulykkeligt”.

Dengang nævnte J.D. Vance direkte Kamala Harris, samt den homoseksuelle transportminister Pete Buttigieg og den unge Alexandria Ocasio-Cortez, der i dag er medlem af Repræsentanternes Hus. Kritikken fortsatte som et retorisk spørgsmål: “Demokraternes fremtid er styret af personer uden børn. Hvordan giver det mening, at landet styres af mennesker, der ikke har en direkte aktie i det?”

Svaret kom onsdag aften, da Oprah Winfrey – som vel at mærke ikke selv har børn – leverede en spydig slaglinje, som skulle udstille Trump og Vance som to mærkelige mennesker, der er helt afkoblet normale og nære, sociale relationer – og slet og ret som dårlige naboer:

“Når der opstår ildebrand i et hus, spørger vi ikke først, hvem der er derinde,” sagde tv-stjernen og understregede, at religion, køn, hudfarve og politiske uenigheder er totalt ligegyldige, når et hus brænder. Og så kom trumfen: “Hvis huset tilfældigvis tilhører en barnløs kattedame, så prøver vi også at redde katten ud af flammerne.”

Moralen i kattehistorien gik rent ind, dømt efter de vilde reaktioner. For på en næsten demonstrativ ikke-politisk måde blev der trukket en knivskarp kontrast op mellem på den ene side de almindelige medborgere, der kerer sig om og drager omsorg for lokalsamfundet, repræsenteret af Kamala Harris og Tim Walz, og på den anden side de to antisociale særlinge i skikkelse af Donald Trump og J.D. Vance.

Parade af almindeligheder

Det er banalt. Og det er derfor, det virker i en flygtig mediekultur, hvor Oprah Winfrey tilsyneladende besidder en troværdighed, der overskrider klassiske politiske skillelinjer.

Bemærkelsesværdigt nok har Demokraterne ikke brugt de tre dage på konventet i Chicago til at fremlægge konkrete politiske forslag. Tværtimod er den massive strøm af taler stort set renset for håndgribelige tiltag, som måske kunne anskueliggøre, hvad de rent faktisk og praktisk mener med de mange og ofte storladne ord.

Det er påfaldende, så få af de velsmurte og entusiastiske sætninger, som kan siges at dumpe ‘ikke-testen’, altså fremsætte så skarpe udsagn, at nogen vil være uenige. Talerne har reelt karakter af parader af almindeligheder, tomme udsagn og feel-good-fraser. Men det syrede twist er altså, at dét er selve pointen.

Først skal Demokraterne koreograferes som det mest patriotiske parti, dernæst skal Kamala Harris iscenesættes som en midtersøgende lederskikkelse, og så kan der i tredje omgang fyldes nogle politiske mærkesager på projektet. Men lige nu er valgkampagnen stadig kun i overgangen mellem de to første faser, altså mellem patriotisme og personfortælling. Lidt som en tv-serie, hvor hovedkaraktererne skal introduceres, før selve plottet kan skydes i gang.

Torsdag aften holder Kamala Harris selv sin store nomineringstale, og forventningen er, at det også bliver et sentimentalt show om netop patriotisme og lederskab. Ingen skal forvente, at hun lancerer nye politiske udspil eller trods alt adresserer nogle af de påtrængende bekymringer, som fylder mest blandt vælgerne uden for konventet, nemlig inflation og indvandring.

Men når man har støtte fra legender som Stevie Wonder og Oprah Winfrey, behøver man måske heller ikke at mene så meget? /Lars Trier Mogensen