Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vi har længe haft en mistanke, som efterhånden begynder at give bedre og bedre mening: SVM-regeringen mangler simpelthen sin egen Metis, en fornuftens stemme, der kan korrigere den fagligt ufunderede og smådesperate symbolpolitik, den så ihærdigt kaster ud som lunser til den evigt diffuse forestilling om en “kernevælger”.
I græsk mytologi får Metis – mor til visdomsgudinden Athene – narret Zeus, da han af frygt for en profeti forsøger at dræbe hende. Hun forvandler sig til en flue, mens tordenguden forvandler sig til et firben og sluger hende. Dette er dog netop en del af Metis’ snedige plan, for inde i Zeus kan hun summe rundt og uden hindring hviske klog rådgivning i hans øre – upåagtet om han vil have den. Kort sagt bliver Metis en slags indre samvittighed, der kan tøjle gudens mere irrationelle instinkter.
Klip til regeringens pressemøde her torsdag formiddag, hvor minister for landdistrikterne Morten Dahlin (V) kunne fremlægge et nyt forslag om, at 17-årige fremover skal have lov til at køre bil uden ledsager, vel at mærke i tidsrummet 05.00 til 20.00. Det skal de ifølge Dahlin, da det vil gøre det nemmere for unge at “komme rundt de steder, hvor den offentlige transport ikke er lige så stærk, som den er midt inde i København eller i Aarhus”, ligesom forslaget “vil give dem noget mere frihed” og dertil gøre, at de 17-årige bedre kan komme frem til deres arbejde, uddannelse og lærepladser.
Mens forslaget møder forventet begejstring hos bl.a. Landdistrikternes Fællesråd, er de mennesker, der rent faktisk ved noget om trafik, anderledes skeptiske. Ja, det er næsten, som om der står en mindre hær af kompetente rådgivere klar, som regeringen bevidst har valgt at ignorere. Hos FDM er chefkonsulent Dennis Lange bekymret for, at tiltaget vil føre til flere trafikulykker, da der i forvejen er en overrepræsentation af unge i ulykkestatistikkerne. Landsformand for Dansk Kørelærer-Union Bent Grue vurderer, at der er nogle “udviklingsmæssige problematikker”, ligesom han ikke er glad for tanken om, at de unge får lov til at køre i det tidsrum, hvor der er allermest trafik. Og så er der Rådet for Sikker Trafik, som slet og ret siger, at tiltaget vil føre til flere dødsfald.
Ifølge vicedirektør Karina Petersen viser beregninger, at det “vil resultere i flere dræbte og alvorligt kvæstede 17-årige hvert år”, hvis de 17-årige får lov til at sidde alene bag rattet. De nuværende regler, hvor 17-årige kun må køre med en erfaren bilist som ledsager, fungerer nemlig først og fremmest, fordi ledsageren “lægger en dæmper på den mest vilde adfærd” – meget ligesom Metis. Som Karina Petersen formulerer det, er problemet, at “unges hjerner ikke er færdigudviklet”, og at de derfor ikke er “lige så dygtige som deres forældre til at forudse risici eller forstå konsekvenser af deres adfærd”. Af samme grund var det en pænt dårlig idé at nedsætte aldersgrænsen for knallertkørekort fra 16 til 15 år: “Vi kunne se fra studier fra andre lande, at det ville resultere i flere dræbte 15-årige. Det har det også gjort. Alder og erfaring er nøgleord.”
Hvor bliver bussen af?
Én ting har regeringen helt ret i: At transportmulighederne i land- og yderområderne sejler, særligt hvis man som ung gerne vil frem i livet. Så sent som tirsdag kunne man eksempelvis læse, hvordan flere stationsbyer i Himmerland risikerer at miste togafgange, når en ny køreplan træder i kraft i 2026. Herunder den lille by Arden, hvilket meget passende får Lea Høxbroe Høbjerg, næstformand for Arden Fællesråd, til at udbryde til DR: “Jeg føler, vi bliver efterladt på perronen.”
Efterladt er der mange, der bliver, for offentlig transport uden for de større byer er rigtigt nok en eklatant mangelvare; har man familie på landet – eller bosat sig selv der – ved man også af bitter erfaring, at en bil er en ren nødvendighed. Det kan i praksis ikke lade sig gøre at indrette sit liv efter en bus, der kun kører tirsdag formiddag i ulige uger. Udover at flere unge kommer til at dø i trafikken, er det imidlertid også her, regeringens landdistriktsudspil kører helt af sporet. For udstiller det ikke også en chokerende fantasiløshed hos en flertalsregering (med tryk på flertal), når den systematisk udsultede og forsømte offentlige transport i så høj grad ses som en tabt sag, at man end ikke overvejer at gøre noget ved den? Hvor mange unge skal mærke “friheden” i at køre sig selv og andre ihjel, før vi kan få nogle flere tog til Arden og omegn?
Indrømmet, nu spiller vi måske vel rigeligt på følelserne. Men vi er så heller ikke nogen græsk gudinde eller okeanide, bare et lille medie, der er blevet godt trætte af motorvejsudvidelser og anden bilforherligende transportpolitik, der kun har ringe eller ingen effekt – mens kloden brænder op, og vi sidder tilbage på gulvet som nyttige idioter på vej hjem til Jylland i en overfyldt DSB-mellemgang med en betalt pladsbillet, der blev ubrugelig, så snart en togvogn alligevel ikke dukkede op; en forsvinding, der lige akkurat giver så mange minutters forsinkelse, at den næste rutebilsforbindelse ikke kan nås, og vi pludselig strander i to timer på en øde stationsbygning, hvor toilettet er i stykker, og alle bænkene er blevet fjernet fra det pivkolde venteværelse.
Men lad os da, mens vi venter, forsøgsvis hoppe med på regeringens præmis og acceptere, at de nye køretilladelser til 17-årige vil gøre, at unge nemmere kan komme på arbejde eller til deres uddannelse. Hvor skal bilerne komme fra? Forældrene? Men hvordan skal de så komme på arbejde; her gælder vel de samme problemer? Skal vi have flere forældrekøbsbiler og dermed skabe endnu et socialt ulige a- og b-hold blandt de unge? Eller er det snarere derfor, at regeringen er så duknakket omkring, at flere unge skal have et fritidsjob: så de har råd til en gammel dieselhakker (og et dertilhørende kørekort), der kan dække over det mangeårige svigt af infrastrukturen, besparelserne i den offentlige transport og de milliarddyre satsninger på motorveje? Men hvordan skal de unge overhovedet komme frem til det arbejde, der giver dem råd til at købe en bil, hvis det kræver en bil for at komme derhen?
Måske er det stråmænd, måske er det spørgsmål, landdistriktsminister Morten Dahlin og kompagni med fordel kunne have overvejet. Men ak, når Metis ikke er der, må en anden vel tage rattet. Desværre lader den nye chauffør så bare til at være en politisk blændet bilist, som mest har travlt med at meje de unges fremtid ned – under dække af, at “frihed” er noget, man skal have et kørekort til. /David Dragsted