Gambling på normalitet

Kamala Harris er ikke skør, ej heller utilregnelig. Hun er pragmatisk og forholder sig til fakta. Kamala Harris har den dybeste respekt for den demokratiske retsstat.

Sådan lød slaglinjerne i den forløsende finale fra Demokraternes præsidentkandidat, da Harris afrundede et fire dage langt, intenst partikonvent i Chicago med en længe ventet nomineringstale. Helt uden overraskelser, ingen overrumplende nyheder. Tværtimod gjorde hun en borgerdyd ud af at fremstå som et normalt og ansvarsfuldt menneske“, der drager omsorg for sine medmennesker.

Almindeligvis ville så ufarlige, generiske og udflydende budskaber næppe kunne klare en banal ikke-test, således at forstå, at meget få normalt fungerende mennesker vil være imod, hvad Kamala Harris sagde i sin konventtale.

Hun lagde sig midten af centrum i mainstream. Og det er pointen. Harris satser på, at tilpas mange amerikanske vælgere i sidste ende vil gå med det sikre, stabile og ukontroversielle – og dermed træffe et fattet fravalg af alt det omvendte, det rundtossede cirkus og kugleskøre ekstremisme, som Republikaneren Donald Trump tilbyder på den anden side.

Hvis man havde håbet, at Kamala Harris ville fremlægge et omfattende valgprogram med detaljerede og udfoldede forslag til reformer af det ene og det andet, så vil talen virke som lidt af en uforløst skuffelse; slet og ret en fuser, ikke mindst efter de foregående dages brandtaler af blandt andre Obama-parret, Oprah Winfrey og vicepræsidentkandidat Tim Walz.

Fraværet af detaljer, politisk kant og tungere substans skal ikke ses som et udtryk for, at Kamala Harris ikke tidligere har ment noget, for det har hun bestemt. Heller ikke at hun skulle være uskarp, som Trump nedrigt påstår. Slet ikke.

For det er uhyre bevidst, at Harris på rekordtid har skiftet sine hidtil ganske progressive positioner ud med harmløse almindeligheder. Ja, reelt er der vel efterhånden kun én dagsorden, hvor hun tager en chance – og hvor hun til gengæld står med gode odds for at kunne vinde.

Retfærdighedens ridder

Generelt gambler Kamala Harris defensivt på, at vælgerflertallet i USA – også i de få, udslagsgivende svingstater – hungrer efter det harmløse og det almindelige, og at de på trods af klassiske uenigheder vil kunne finde sammen om at sige nej til Donald Trump. At han skræmmer folk så meget, at hun nu kan nøjes med at træde tilforladeligt frem.

I et hav af amerikanske flag og papskilte med hendes navn rakte Kamala Harris ud til midtervælgerne, da hun igen og igen understregede, at hun ikke vil vælte om på for meget, og at hun tror på USA’s fremtidige muligheder – i diametral kontrast til Trumps apokalyptiske dystopier:

“Jeg ved, at der er folk med forskellige politiske holdninger, der ser med i aften,” sagde hun og kiggede ind i kameraet: “Jeg vil gerne have, at I ved dette: Jeg lover at være en præsident for alle amerikanere. I kan altid stole på, at jeg vil sætte landet over partiet og mig selv.”

Grundfortællingen fra Kamala Harris handler om en form for genopstandelse for patriotisme og pragmatisme. At hun efter en mørk periode siden 2016 nu står klar til at føre Amerika tilbage på det mere håbefulde spor, som tidligere præsident Barack Obama betrådte. Et spor, som Trump har kortsluttet med sine grænsesøgende konspirationsteorier og perfide personangreb, som Joe Biden reelt har været nødt til konstant at reagere imod.

Først nu kan forbandelsen brydes i skikkelse af Kamala Harris som en slags retfærdighedens ridder, tidligere anklager og justitsminister i Californien, der først og fremmest taler om at ville have tingene til at fungere mere gnidningsfrit i hele USA – fra en presset økonomi, hvor mange i den nedre arbejderklasse har svært ved at klare sig med selv to job, over et opskruet boligmarked, hvor mange selv i middelklassen har svært ved at få fodfæste, til en nedslidt offentlig sektor, der mange steder fungerer dysfunktionelt.

Alt skal bare være normalt. Med overskud har Kamala Harris ændret Trumps MAGA-slogan, ‘Make America Great Again’, til det mere glædessprudlende ‘Make America Laugh Again’. Men det kunne også bare være: Bring fornuften tilbage til Amerika.

Retten til egen krop

Kamala Harris har for længst droppet alle vilde idéer, og på en europæisk skala må hun placeres politisk omkring centrum-højre, eller hvad der måske svarer til højrefløjen hos De Konservative i Danmark. Nogen rebel er hun i hvert fald ikke.

Karakteristisk er den klareste mærkesag, hun forfægter, som splitter de amerikanske vælgere – og hvor hun har valgt utvetydig side – en kamp for bevarelse: Et forsvar for at genindføre retten til fri abort i alle amerikanske delstater. Hun vil tilbage til tiden før Trump, til dengang hvor den skelsættende højesteretsdom Roe vs. Wade gav alle kvinder i USA ret til at bestemme over deres egen krop:

“Trump har valgt tre højesteretsdommere, som har taget reproduktive rettigheder væk fra kvinder i USA. Og nu praler han af det. Simpelt sagt – de er fra forstanden,” tordnede Kamala Harris i konventtalens mest lidenskabelige og dedikerede passage. Her har hun noget på spil, og her kan de langsigtede konsekvenser ved et genvalg af Donald Trump blive de mest voldsomme, væmmelige og vidtgående.

Kamala Harris doblede dermed op på vicepræsidentkandidat Tim Walz’ effektfulde ord om, at Trump er “weird”, sær, og går nu endnu mere bramfrit til angreb med formuleringen om, at de to republikanske kandidater er “out of their minds”, at de har mistet besindelsen. Om dét er nok til at mobilisere flere vælgere i de afgørende delstater om under 10 uger, er et helt åbent spørgsmål.

Harris-kampagnen er oppe imod et bizart fænomen, ja, et sært og forstyrret fænomen, nemlig at vælgerne efterhånden kender Donald Trump mere end godt, og at det alligevel ikke har fået vælgere til at løbe væk i hobetal. Trump holder nogenlunde fast i sine gamle vælgere, og for dem preller det åbenlyst af, når Demokraterne portrætterer ham som en skør og utilregnelig trussel mod demokratiet.

Tilhørerne nede på gulvet i United Center i Chicago har imidlertid hørt nok til at tro på Kamala Harris’ pludselige muligheder. Et valg mellem gal eller genial ville være let at forudsige. Et valg mellem gal eller normal er noget vanskeligere. Derfor bliver de næste få uger dramatisk spændende. Præsidentvalget balancerer på en knivsæg mellem hverdag og mareridt. /Lars Trier Mogensen