Nyhedsanalyse

Når far er i fængsel

Fængselsvæsenet er presset af plads- og personalemangel. Det går ud over de indsattes børn.

Xenia Heiberg Heurlin

Når Michala Siehs børn Alberte og Nilas skulle besøge deres far Christian, var det et omstændigt projekt. Først måtte Michala låne sin mors bil. Dernæst pakke snacks, vand og tøj til næste dag. Hun skulle koordinere med børnehave og skole, for ikke at tale om besværet med at bestille en besøgstid.

Så længe Michala og Christian har været kærester og sidenhen gift, har han været inde og ude af fængslet. Først i Sverige og herefter har han afsonet i forskellige fængsler i Danmark, alle mere end 100 kilometer væk fra familiens bopæl. Da afstanden mellem dem var størst, var der 309 kilometer mellem familiens hus i Allerød og Statsfængslet ved Sønder Omme i Midtjylland.

“Det tog tre timer at køre derhen, og så havde vi to-tre timer på et lille kontor sammen med Christian. Det er en lang tur, og børnene nåede ofte ikke at lande i det,” fortæller Michala Sieh til Føljeton over en kop kaffe i familiens køkken.

Det er fire år siden, Christian sad i Sønder Omme. Efterfølgende kom han til Storstrøm Fængsel på Falster og Søbysøgård på Midtfyn. I dag er Nilas ti år gammel, Alberte er otte. En lille ny er også kommet til, Levi på halvandet.

For få dage siden blev Christian løsladt fra en varetægtsfængsling i Vestre Fængsel i København. Her sad han i syv måneder, og inden de vidste, at Christian blev løsladt, sagde Nilas: Hvis far skal til Jylland igen, gider vi altså ikke besøge ham særlig meget.

Nilas har været meget vred på Christian, forklarer Michala Sieh. Derfor kan han en gang imellem sige, at han ikke har lyst til at besøge ham. Det er en svær situation, når man er vred på sin far og samtidig skal rejse langt for at se ham. Men når det kommer til stykket, vil han altid gerne med.

Nærhedsprincippet under pres

Nilas og Alberte er ikke de eneste, der har oplevet at rejse langt for at besøge en forælder i fængsel. Tal fra Justitsministeriet viser, at det i 2020 var knap hvert tredje barn, der boede mere end 100 kilometer i fugleflugt fra det fængsel, hvor deres forælder sad inde.

Og det er ikke helt uproblematisk. Det har nemlig konsekvenser for både børnene og familien som helhed, når den indsatte fængsles langt fra deres bopæl, fortæller Lars Højsgaard Andersen, der er forskningsprofessor ved Rockwoolfonden og har skrevet flere videnskabelige artikler om konsekvenserne ved straf for familier:

“Det betyder meget for barnet, at man har kontakt til – typisk faren – under fængslingen. Det skal helst ikke være sådan, at der er en lang periode, hvor den ene forælder er væk. Man risikerer at blive fremmedgjorte over for hinanden”.

Et studie, som Lars Højsgaard Andersen står bag, viser, at når afstanden mellem familien og den indsatte stiger med 75 kilometer, resulterer det gennemsnitligt i ét besøg mindre om måneden. Børn bliver dog mindre påvirket af afstandene end ægtefæller. Men overordnet set viser det ifølge forskeren, at afstand er vigtigt, og det har betydning for, hvor meget kontakt man har.

For Nilas og Alberte har lange afstande betydet, at de har set deres far mindre, erkender Michala Sieh:

“På et tidspunkt var Christian ‘kun’ halvanden time væk, og hvis vi kunne komme to gange om ugen, så gjorde vi det. Det skulle planlægges en anelse mere, når vi skulle til Jylland. Og jeg skulle lægge flere penge i det. Man skal over broen og måske sove derovre. Vi brugte mellem 1.500 og 2.000 kroner nærmest hver gang. Det gør man ikke to gange om ugen. Jeg tror faktisk kun, det var en gang om måneden. Hvis det overhovedet kan gøre det”.

Egentlig skal indsatte placeres efter nærhedsprincippet. Det betyder, at fængselsstraffen, så vidt det er praktisk muligt, skal ske i nærheden af den dømtes hjemsted. Princippet står skrevet i straffuldbyrdelsesloven. Men når man slår det op, er det straks efterfulgt af en række undtagelser. Heriblandt at nærhedsprincippet kan fraviges af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i Kriminalforsorgens institutioner. Og den detalje er ikke helt uvæsentlig.

De seneste år har aviserne printet den ene historie efter den anden om et presset fængselsvæsen. Man har kunnet læse om et stigende antal indsatte, mangel på celler og for få fængselsbetjente. Det pressede fængselsvæsen betyder, at der ikke altid er plads til den indsatte på det fængsel, der er tættest på familien.

“Det giver lidt sig selv,” konstaterer Lars Højsgaard Andersen. “Nogle gange er der fyldt op i det fængsel, der er tættest på, og så stiger risikoen for, at man bliver sendt længere væk”.

Elisabeth Toft Rasmussen, der er sekretariatsleder i Savn, en forening for børn og andre pårørende til indsatte, vurderer, at Kriminalforsorgen i dag er så presset, at nærhedsprincippet ikke opfyldes. I Savn oplever de et stigende antal familier, som henvender sig til dem og fortæller, hvor lang tid de skal bruge på at transportere sig fra den ene del af landet til den anden.

Går ud over skolen

Selvom Michala Sieh og børnene har været langt fra Christian, når han har afsonet, føler hun sig mere privilegeret end andre i samme situation. Hun kunne planlægge sit arbejde rundt om besøgene og låne sin mors bil for at køre derhen.

“Det er tit nogle lavpraktiske ting, det kommer an på. Fængslerne ligger jo ofte ikke lige ved siden af en station. Storstrøm Fængsel på Falster, hvor Christian også har siddet, ligger ret langt fra busstoppestedet. Så kan man bestille flextrafik eller en taxa, men det er simpelthen for omstændigt til, at jeg kunne overskue det med børn. Det er et kæmpe puslespil, der skal gå op bare for ét besøg. Det er sgu ikke nemt,” fortæller Michala Sieh.

Generelt var det vigtigt for hende, at børnene ikke skulle gå glip af noget for at besøge deres far. Hun tilrettelagde deres hverdag omkring at få fængselsbesøgene til at gå op i en højere enhed med skole, venner og fritidsaktiviteter. Alligevel var det umuligt helt at undgå, at børnene missede undervisning. Weekendbesøgene var ofte fuldt bookede, og med mere end 100 kilometer til fængslet blev transport- og besøgstid ofte taget fra skoletiden.

Børn af indsatte er i forvejen en udsat børnegruppe. Tal fra Justitsministeriet viser, at 18 procent af de indsattes børn i alderen 16-17 år ikke har gennemført grundskolen. For børn, der ikke har forældre i fængsel, er tallet 11 procent. Ifølge Elisabeth Toft Rasmussen hjælper det ikke ligefrem på situationen at hive mange undervisningstimer eller hele skoledage ud regelmæssigt.

“Det er bare én af de måder, børn af indsatte rammes af det pressede fængselsvæsen. Desværre hører man sjældent om det,” siger Elisabeth Toft Rasmussen og peger på en sammenhæng mellem presset på Kriminalforsorgen og presset på familierne:

“Når man laver hårdere og længere straffe, går det ud over børnene hver gang. Men det er der næsten ingen, der taler om. Man hører ikke, at når politikerne strammer retspolitikken, betyder det, at flere børn skal undvære deres far eller mor. Børnene er nærmest usynlige, og det er meget sjældent, de bliver nævnt”.

Ifølge sekretariatslederen hænger det blandt andet sammen med, at det er en gruppe, der ikke gør særlig meget opmærksom på sig selv. At have en forælder i fængsel er forbundet med meget skam, og det er tabubelagt, forklarer hun.

Selvom problemet er hos Kriminalforsorgen, er det ikke her, løsningen findes, mener Savn. Elisabeth Toft Rasmussen kan ikke se, at Kriminalforsorgen kan gøre noget her og nu for at hjælpe børnene. I stedet skal man se mod Christiansborg.

“Politikerne har både et ansvar for at værne om befolkningens retsfølelse, og det gør man jo ved at straffe folk. Men de har også et ansvar for den her udsatte børnegruppe”.

Løsningen er ifølge Elisabeth Toft Rasmussen at sende færre bag tremmer og i stedet give større mulighed for alternative strafformer, eksempelvis afsoning med fodlænke og samfundstjeneste, samt at holde igen med de lange straffe. Det kræver arbejde og tager tid, medgiver hun, men tilføjer:

“Desværre er der nogle børn, der betaler prisen nu. Og vi ved, at den pris er rigtig høj, og at børnene allerede er meget udsatte. Derfor har vi som samfund et kæmpe problem her”. /Xenia Heiberg Heurlin

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12