Hvem har bukserne på?

Skam er og bliver et effektivt pressions- og opmærksomhedsmiddel, og det gælder ikke kun, hvis man er et norsk public service-medie på udkig efter en seersucces. Nej, skam kan også få os til at gentænke vores garderobe – og hvordan vi i den forbindelse tackler klimaforandringerne.

For nu løst at parafrasere Hegel, skammer man sig kort og godt, hvis ikke man lever op til sit eget selvbillede. Hvis skammen bliver tilpas dyb, risikerer ens selv ligefrem at blive ødelagt. Så meget desto vigtigere er det, at man er godt klædt på til at møde sig selv. Og til at indgå i de sociale sammenhænge, hvor ens selvbevidsthed opstår.

Det er her Else Skjold, lektor i design- og bæredygtighed på Det Kongelige Akademi, kommer ind i billedet. For nylig kom hun i en DR-udsendelse med et måske lidt uortodokst bud på, hvordan vi kan bremse klimakrisen: Ved at stoppe med at give hinanden komplimenter for nyt tøj. Else Skjold så gerne, at “skjorteskam” blev mere udbredt, altså at vi fik dårligere samvittighed over at købe fast fashion, vi ikke har brug for. Spørger man lektoren, har vi nemlig et “vanvittigt fokus på nye trends”. Så hvorfor blive ved med at rose folk for deres nye garderobefund?

Heldigvis mener Else Skjold ikke, at vi helt skal stoppe med at sige søde ting til hinanden. Nej, vi skal snarere gentænke, hvad vi fokuserer på, og hellere sige ting som det her: “Nu har jeg set dig gå rundt i den her kjole i rigtig mange sammenhænge, og jeg bliver bare nødt til at sige, at den klæder dig simpelthen så godt. Jeg kan bare se, at den er så meget dig, og det er bare fedt at se, hvor dygtig du er til at bruge den til alle mulige lejligheder.”

Altså, vi bifalder da innovationen. Dog kunne man som modtager godt blive lidt nervøs for, om det var sarkastisk ment. Her bliver det i hvert fald afgørende, hvor man lægger trykket. “Nu har jeg set dig gå rundt i den her kjole i rigtig mange sammenhænge”. Nej, vel?

Jakkernes paradoks

En person, der alt andet lige må have fået rigtig mange af den slags komplimenter, er filosof og forsker i information og mediebobler ved Københavns Universitet Vincent Hendricks. I et interview hos Politiken (som ingen har bedt om) fortæller (betalingsmur) Hendricks nemlig, at han har ejet og brugt 15 par af de samme bukser siden 2010. Selvom vinklen er lidt svær at greje, skal det med bukserne vist ses som filosoffens personlige oprør mod onlineshopping og tøjindustriens opmærksomhedsøkonomiske imperativ om konstant at købe nyt.

Problemet er så bare, at Vincent Hendricks cirka halvvejs gennem interviewet kommer med en indrømmelse, der rykker lidt ved pointen – nemlig at han er knap så mådeholdende, når det kommer til overtøjet: “Altså forfængeligheden er ikke gået mig ram forbi. Skal vi sige det sådan? Og så har jeg jo desværre … Jeg har jo en svaghed for jakker. Og det er helt forfærdeligt. Jeg tror, jeg har samlet 60 sammen over et voksenliv”.

“Men har du virkelig brug for 60 jakker?” spørger den betuttede Politiken-journalist, der godt kan se, at hele præmissen for interviewet er ved at ryge i vasken – eller måske snarere i vaskemaskinen. Så meget for de genbrugte bukser. “Prøv lige at høre, nu er jeg 54 år. Den tid, hvor jeg købte et eller andet, fordi jeg decideret havde brug for det, er for længst overstået. Så jeg minimerer, hvor jeg kan”, svarer Vincent Hendricks som en mand, der har 60 jakker gemt i skabet.

At “minimere, hvor jeg kan” er vist også et spørgsmål om, hvor man lægger trykket. Som den garvede filosof han er, får Vincent Hendricks dog hurtigt vendt opmærksomheden bort fra den trussel, jakkerne udgør mod hans klimabevidste og genbrugende selvbillede, og i stedet talt i flertalsformer og generelle vendinger. Der findes jo stadig kognitiv dissonans: Selvom vi ved, hvad der er rigtigt at gøre, følger “vores” handlinger “ikke altid med”.

Uden at nævne Hegel, påpeger Hendricks, at man i princippet kan fikse skammen ved at stoppe med at betragte sig selv som en, der går op i klimaet. Omvendt kan man ændre sine handlinger, og rent faktisk leve op til sine grønne overbevisninger. Eller også kan man blive i dissonansen, købe 60 jakker og acceptere, at man ikke kan leve op til sine egne idealer: “At sælge ud omtales således deskriptivt, ikke som noget moralsk anstødeligt. Det er bare en kendsgerning, at man ikke lever op til sine egne idealer. Kønt er det ikke, men det gør desværre ikke strategien mindre udbredt.”

Superminister til undsætning

Spørger man SVM-regeringen, er man selvsagt stopfyldt med grønne ambitioner på Danmarks vegne. Det er derfor, regeringen har lavet den grønne trepartsaftale og sågar omtalt den som historisk – også selvom diverse klimaeksperter er knap så begejstrede for resultatet. Noget kunne bare tyde på, at SVM alligevel er begyndt at blive nervøse for, om man kan leve op til aftalen. Som Weekendavisens politiske journalist Hans Mortensen mandag kunne fortælle (betalingsmur) i sit nyhedsbrev, går der i hvert fald rygter om, at den nært forestående regeringsrokade vil resultere i et spritnyt klimaministerium: Et superministerium, der skal have det overordnede ansvar for implementeringen af den grønne trepartsaftale.

Angiveligt er det udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), som er blevet bange for (eller måske har skammet sig over?), at beslutningerne – sagt med Hans Mortensens ord – “kan falde ned mellem styrelser og ministerier og dermed ende med kun at være gode tanker.” Det forstår vi da virkelig også godt. Tænk, hvis den grønne trepart viser sig at blive en fuser. Hvor stiller det i så fald håbet for vores fælles fremtid? Eller er det mon snarere regeringens eftermæle, der tænkes på?

Ret skal være ret: Vi er da glade for, at Løkke og kompagni har øjne for, at den grønne trepart – hvor udvandet den end er – også skal blive til noget. Med tanke på, hvor meget snak om afbureaukratisering fyldte i valgkampen, er det dog alligevel lidt påfaldende, hvis regeringens bedste træk bliver at oprette et spritnyt ministerium, som så også risikerer at skabe yderligere forvirring omkring arbejdsgangene; om hvem der har bukserne på. Det lugter af en pseudoløsning, som næppe vil gøre den store forskel for klimaet. Hvad med at genbruge de ministerier, man allerede har? Vi skal skam nok huske at rose dem, når de gør noget godt. /David Dragsted