Danmark på glatis

Flyvestation Aalborg er hurtigt glemt og forladt. I hvert fald er det knap så majestætisk et skue som de steder, hvor de tre regeringsledere fra Danmark, Grønland og Færøerne normalt mødes. Som iøjnefaldende kontrast til rigsmødet i den pittoreske Nuuk-fjord sidste sommer kunne tirsdagens seance i en hengemt hangar i Aalborg fremstå som et trivielt høflighedsvisit.
Men der er mere på spil. Under overfladen lurer og skurer voksende spændinger.

Når rigsmødet holdes hernede i Danmark, hvor terrænet er fladt og vidderne smalle, kan det tilforladelige optrin let komme til at fremstå sådan næsten kommunalt. Som når statsministeren mødes kortvarigt til et foto med borgmestre fra udkantskommuner. Men det er kun danske politikere og borgere, der snyder os selv, hvis vi glipper de vilde forvridninger, som i disse år sker i det storpolitiske landskab øverst på den nordlige jordkugle.

Danmark er besynderligt nok det eneste land, som endnu ikke helt har forstået de dramatiske perspektiver, der åbner sig højt mod nord. Som fortsat har opmærksomheden rettet alle andre steder hen. Selv om 98 procent af det danske kongerige ligger i Arktis, og selv om samtlige andre lande med geopolitiske interesser i regionen for længst har udviklet en detaljeret strategi, glimrer den danske regering stadig ved sin tavshed.

De største dagsordener fylder ofte mindst. Mærkeligt nok nyder det sjældent stor bevågenhed her i Danmark, når skvulp fra de mest skelsættende omvæltninger passerer forbi: Arktis er stadig en fjern og tåget verden.

Frem for at prioritere Grønland og Færøerne helt oppe i toppen på den sikkerhedspolitiske dagsorden tumler skiftende danske statsministre stadig rundt med småtterier. Efter formanden for Naalakkersuisut, også kaldet Grønlands landsstyreformand, Múte Borup Egede (IA), trådte frem i hangaren i Aalborg og krævede, at den arktiske ambassadør “kommer fra Grønland”, fulgte statsminister Mette Frederiksen op med en lille indrømmelse:

“Det er rigtigt, som landsstyreformanden sagde, at der gennem et stykke tid har været et grønlandsk ønske om, at en arktisk ambassadør har udgangspunkt i Grønland. Det ønske vil vi gerne imødekomme,” sagde Mette Frederiksen, men tilføjede så: “Vi er ikke helt på plads endnu”.

En fælles satsning på udviklingen i Arktis er imidlertid ikke gjort ved blot at udskifte den nuværende arktiske ambassadør Tobias Elling Rehfeld med en indfødt grønlænder. Der skal mere til, meget mere til.

Nyt Eldorado

Det lader til, at samarbejdet er frosset til. For endnu er det ikke lykkedes for den danske regering at blive enige med Grønland og Færøerne om en ny, fælles plan for samarbejde og udvikling, til trods for at de tre lande jo formelt er knyttet sammen i Rigsfællesskabet.

Selv knap så arktiske lande som f.eks. Indien og Holland har i dag formuleret en sammenhængende strategi for Arktis, og de fire andre kyststater – USA, Canada, Norge og Rusland – er allerede langt, meget langt, i en massiv opgradering af tilstedeværelse, infrastruktur og militære kapabiliteter.

“Jo flere stater der får arktiske strategier, Frankrig, Skotland, Storbritannien og Kina, jo mere påfaldende bliver det, at Danmark, der skulle være en centralt arktisk stat, er et af de eneste lande, der ikke har en arktisk strategi,” siger Ulrik Pram Gad, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, til DR og tilføjer: “Det er lidt pinligt”.

Siden 2020 har kongeriget Danmark ikke haft en opdateret strategi for Arktis, og skønt det måske kan lyde som en formalitet, er fraværet udtryk for dybere spændinger i forholdet mellem de tre nationer. Problemet er grundlæggende, at hverken Grønland eller Færøerne oplever, at Danmark tager dem lige så seriøst som de mange andre lande, der byder sig til.

Fra grønlandsk side lyder meldingen nu, at man selv fremlægger en strategi for Arktis, før man sætter sig til bordet for at forhandle med Danmark om en fælles plan.

I København er det fortsat selvopfattelsen, at Danmark kan og skal spille en vigtig udenrigs- og sikkerhedspolitisk rolle i de globale brændpunkter rundt om i verden, fra Mellemøsten til Afrika. Men sådan betragtes Danmark ikke udefra.

For mange af klodens regionale supermagter er kongeriget Danmark snarere blevet interessant på grund af særligt Grønland, på grund af placeringen i Arktis.

De globale temperaturstigninger slår hårdest igennem i netop Arktis, og i de senere år er det blevet muligt at sejle fra Asien til Europa nordover, altså tværs gennem Ishavet. Dermed har de vidstrakte farvande omkring Grønland pludselig fået en helt ny betydning, og i kombination med lukrative forekomster af både mineraler, olie og gas på havbunden står Arktis på tærsklen til at kunne udvikle sig til et nyt Eldorado, et klondyke uden klare spilleregler.

Opløsning indefra

Indtil videre har Danmark sat sig selv langt tilbage i det kolde magtspil, simpelthen fordi prioriteterne i København stadig ikke matcher hverken Nuuk og Tórshavn eller Washington, Beijing og Moskva.

Den danske regering anerkender stadig ikke Grønland og Færøerne som to nationer, der hver især fortjener respekt som netop nationer i egen ret, og den danske regering prioriterer heller ikke Arktis på linje med de andre stater, som har geopolitiske interesser i regionen.

Statsminister Mette Frederiksen kan dog siges at have indtaget en mere undskyldende, defensiv og imødekommende position, som potentielt kan føre til, at der i de kommende måneder kan forhandles reelt og gensidigt respektfuldt om en ny Arktis-strategi, som både opprioriterer Rigsfællesskabet fra dansk side og inddrager formanden for Naalakkersuisut og Færøernes lagmand jævnbyrdigt i alle relevante spørgsmål.

Alternativet er da også ganske mismodigt, for hvis Danmark ikke snart kommer i omdrejninger og begynder at matche både allierede som Norge og Canada og rivaler som Kina og Rusland, vil Arktis snart blive overtaget og domineret af alt andet end grønlandske, færøske og danske interesser. Og de interne spændinger i Rigsfællesskabet – eller snarere i Ríkisfelagsskapurin (færøsk) og Naalagaaffeqatigiinneq (grønlandsk) – vil gradvist vokse tilsvarende.

Samarbejdet har tydeligvis brug for mere end en grønlandsk ambassadør. Og mere end blot et pressemøde i en lufthavn i Aalborg. Noget større og med mere schwung. Måske skulle vi begynde at bruge den engelske betegnelse for Rigsfællesskabet: The Unity of the Realm. Ikke fordi betegnelsen betyder noget andet end på dansk, men fordi danskerne derved ville kunne begynde at se sig selv som en del af en meget større sammenhæng, hvor Danmark kun er et lille hjørne. /Lars Trier Mogensen