Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Efter at delstaten Minnesotas demokratiske guvernør (og nu vicepræsidentkandidat) Tim Walz på amerikansk tv begyndte at tale om republikanernes præsidentkandidat Donald Trump som “weird”, er ordet blevet populariseret ud over alle grænser. Det gode ved det lille adjektiv er, at det udvider rummet i en verden, der har et utroligt behov for at rubricere alting og putte det ned i små kasser.
Jo bevares, “weird” er også en mærkat. Men kassen, der står “weird” på, er meget, meget større end de andre kasser. Det er alt, der transcenderer det umiddelbart afkodelige; alt, der er er “diverse” – eller det flottere engelske ord “miscellaneous”, der kommer af det latinske miscellus (blandet). Ordet er selvfølgelig ikke nyt, men det er, som om det er blevet revitaliseret og nu går sin sejrsgang over hele verden.
Cirka en time inde i det besynderlige pressemøde, som den danske regeringstop afholdt i Statsministeriets Spejlsal onsdag eftermiddag, kaldte statsminister Mette Frederiksen pludselig regeringen for mærkelig. “Det her er jo en mærkelig regering,” sagde hun med henvisning til de tre regeringspartiers utrolige heterogenitet (vores ord, ikke hendes). “Nogle gange er det meget kaotisk, og andre gange er det lidt mindre kaotisk.”
På en måde var det befriende at høre statsministeren selv bruge ordet “mærkelig” om SVM-regeringen. En formel bekræftelse af projektets monumentale gakkethed, som har kostet alle tre partier store mængder troværdighed og vælgerflugt (ifølge meningsmålingerne). At de tre partier i sig selv uden de andres indblanden også er mærkelige på hver deres måde, bidrager kun til den overordnede gakkethed.
Her torsdag formiddag præsenterede regeringen så den ministerrokade, som var uafvendelig, efter at det onsdag stod klart, at regeringen ville sende Dan Jørgensen (S) ned til en kommissærpost i EU, hvorved hans job som minister for udviklingsarbejde og global politik blev ledigt. Der er flere overraskelser i rokaden. På en måde er det en overraskelse i sig selv, at Dan Jørgensen, som har ry for både at være nærmest patologisk selvfed og en virkelig dårlig chef, skal forfremmes til et job i EU. “Manden, der falder opad,” som antropologen Dennis Nørmark lidt bittert kaldte ham onsdag.
Og så er der Rasmus Stoklund (også S) som ny skatteminister – apropos falde opad. Den notorisk højreorienterede Stoklund har lige udgivet en debatbog om en af de smukkeste institutioner, som det europæiske kontinent har frembragt, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som han selvfølgelig mener, at vi skal tage et opgør med. Bogen er blevet kritiseret sønder og sammen af juridiske eksperter for at være fuld af fejl og manipulationer, men den slags lader man sig ikke tynge af i kredsen omkring Mette Frederiksen. Ja, i virkeligheden er bogen velsagtens et bestillingsværk fra statsministerens side. En debatbog, der ligesom udlændingeminister Kaare Dybvad Beks allerede irrelevante Arbejdets land fra 2023 er skrevet med én meget smal målgruppe for øje: Mette Frederiksen.
Man kan så sige om skatteministerposten, at det vel nærmest er ligegyldigt, hvem der har den. Gennem de seneste 15-20 år har der siddet flere på papiret kompetente politikere på den post – Kristian Jensen (V), Karsten Lauritzen (V), Holger K. Nielsen (SF) – men lige lidt har det hjulpet. Skatteministeriets kaos og deroute har kostet den danske statskasse milliarder af kroner. Det er påfaldende, at Danmark aldrig har haft en kvindelig skatteminister. Stoklund er ikke en kvinde.
Regeringens hidtidige skatteminister Jeppe Bruus (S) bliver belønnet for sin indsats med jobbet som minister for Grøn Trepart. Det mærkelige ved den post er, at den smager af fugl. Den grønne trepart skulle være noget stort og vigtigt. Det burde betyde, at Bruus også falder opad. Men i og med at det netop er ham, som får posten, får regeringen vist, at den grønne trepart ikke vægter specielt tungt i det store billede.
Venstres Marie Bjerre var digitaliserings- og ligestillingsminister. Hun blev lidt en darling ude i befolkningen, da hun viste sig som en holdspiller og en god spejder, da Troels Lund Poulsen sidste år tog hende af ministerholdet til fordel for Mia Wagner fra tv-realityprogrammet Løvens Hule. Bjerre kom hurtigt tilbage og gjorde en god figur, lige indtil hun under Copenhagen Pride viste sig at være så kønspolitisk tonedøv, som det næsten er muligt at være som ligestillingsminister. Men i Venstre var man glade for indsatsen. Nu er hun europaminister.
Socialdemokraten Sophie Hæstorp Andersen går for at være en hæderlig, leverpostejfarvet politisk operatør. Hun har ikke gjort særligt væsen af sig som overborgmester i København. Hun er aldrig blevet populær. Nu er hun social- og boligminister. Større var respekten for jobbet som overborgmester i hovedstaden ikke. DR har lavet lidt journalistik på skiftet. De har fået fat på Sophie Hæstorp Andersens mor, Pia Andersen. Hun siger, hun er stolt af sin datter. Men: “Jeg sagde til hende, at hun skulle sige nej. Jeg synes, at hun havde sådan et godt job som overborgmester.”
Hæstorp skulle have lyttet til sin mor. /Oliver Stilling