Tryllestavens taktstok

Librettoen for Operarejsen er i princippet ganske simpel: Det komisk-musikalske trekløver Frederik Cilius, Rasmus Bruun og Allan Gravgaard Madsen rejser mod et udvalgt overnatnings- eller oplevelsessted (gerne et lidt skævere af slagsen), og undervejs begynder Frederik Cilius at fortælle om dagens komponist i DR’s skyskovs. Talerækken akkompagneres af komponistens opera(er) og lidt droneskud af det forbipasserende landskab, inden vi får et improviseret mellemspil, i hvilket den løst-faste snak om livet og fordelingen af sengepladser primært bæres af vennernes kemi. Hen over madlavningen forklarer Frederik Cilius handlingen i den opera, de denne gang skal ind og opleve, gerne med tryk på de mange mord, intriger, utroskaber og deslige.

Snart ringer det ind til forestilling, og i pauserne får vi trekløverets umiddelbare indtryk, inden tv-crescendoet nås efter forestillingens tæppefald. Begejstringen for den netop overståede opera smitter nu så meget af på seeren, at man nærmest ikke kan undgå at tænke, at opera alligevel er ret folkeligt. Før man ved af det, har man klikket sig ind på Den Kongelige Operas salgsportal, lagt Puccini-billetter på parketgulvet i indkøbskurven og først ved et kig på prisen ved udtjekning indset, at der alligevel er grænser for, hvor tilgængeligt og ligeværdigt det hele kan blive (selvom lyden på 3. balkon nu heller ikke fejler noget).

Operarejsens store glansnummer er netop, at den som en veludført tryllekunst formår at bortlede opmærksomheden fra alle de barrierer, den klassiske musik ellers ofte synes at opretholde. For når det kommer til stykket, fortælles seerne, er det jo stadig bare musik; noget der skal mærkes i kroppen, noget vi kan grine og græde af. Med Bruun som udenforstående får de klassisk skolede musikelskere Cilius og Gravgaard Madsen rig mulighed for at forklare tekniske termer, at snakke om bel canto og vokaliser uden større omsvøb. Og bliver det hele alligevel for åndeligt ambitiøst for DR-målgruppen (det vil sige os alle), er vi hurtigt tilbage ved kroppen til en snak om sex og afføring, så vi igen kan fornemme, hvor nemt musikken kan komme både ind og ud. Det er ikke bare plat, men også fortrinlig public service. Pointen ved at trylle er vel at skabe længsel og umiddelbar forundring, snarere end fuld forståelse.

Mens scenen i tredje sæson er skiftet fra Europa til USA, er den meget løse forklaring for rejsen fortsat, at Allan Gravgaard Madsen savner inspiration til sine egne kompositioner. Ret beset er rammefortællingen dog meget underordnet, for når først de tre mænd rammer motorvejen, behøver man ikke meget andet end deres selskabelige samtale for at følge med. Skal man alligevel pege på en disharmoni, har filosof Anna Cornelia Ploug allerede gjort det bedst i Information – nemlig at der fortsat flirtes med en borgerlig iscenesættelse, hvor det politiske mestendels får lov til at spille næppe hørbar andenviolin. Problemet er, skriver Ploug, at den interessante idéhistoriske kontekst for operaerne må vige pladsen for mere banale biografiske og personfikserede betragtninger såsom at Richard Wagner ikke var noget “særligt godt menneske”. Hvilket er en skam:

“At lave en folkelig fremstilling af operahistorien uden de politiske aspekter er lidt som at vaske sin dyrebareste silkeskjorte på 60 grader med Biotex, så enzymerne nedbryder ethvert liv i stoffet. Bevares, du kan stadig gå med den. Den passer udmærket til dine hvide sneakers og kokette fjerdegenerationskulturradikalisme. Det bliver bare aldrig rigtig sublimt, vel?”

Men ja, sådan er der jo altid andre strenge, man også kan vælge at spille på. Engang var de lavet af kattetarme, og i den forstand giver det vel stadig mening, at Operarejsen holder fast i de musikalske mavefornemmelser snarere end i Wagners revolutionære potentiale. Man kan også nørde opera i morgenkåbe med gardinerne trukket for; så længe seerne alligevel bliver dirigeret i retning af orkestergraven, skal de forhåbentlig nok opdage med tiden, hvor ligene ligger begravet. /David Dragsted