Er radikal klimahandling slet ikke så radikalt?

Mikaela Loach er et varmt navn i den internationale klimabevægelse. I 2021 hev hun sammen med andre aktivister den britiske regering i retten for at støtte oliefirmaer i Nordsøen, og i år er hun kommet på Prospect Magazines liste over verdens vigtigste tænkere. Sidste år debuterede hun som forfatter med en bog, som nu er blevet oversat til dansk med titlen Det er ikke så radikalt på forlaget Rebel With a Cause.

Bogen er – sjovt nok – et radikalt opgør med de undertrykkende systemer, der ifølge Loach har skabt klimakrisen: kapitalisme, kolonialisme og hvidt overherredømme. Skal vi klimakrisen til livs, handler det ikke kun om at reducere udledningen af drivhusgasser, mener hun, men om at kæmpe for global retfærdighed for de mennesker, der lider sammen med planeten. Selv forklarer Loach, at hun først blev engageret i klimakampen, da hun indså, at klimakrisen påvirker menneskers liv nu og her:

”Da jeg voksede op, så jeg ikke klimakampen som noget vigtigt eller som noget, der vedrørte mig. Jeg så det ikke som et problem for mennesker, som har materielle problemer i nutiden. Men som jeg blev ældre og begyndte at forstå forskellige sociale kampe bedre, indså jeg, at dette ikke kunne være mere forkert. De fleste af de problemer, jeg gik op i, som retfærdighed for migranter, fordrivelse af mennesker fra deres hjem, fødevaresikkerhed og rettigheder for sorte mennesker, er uløseligt forbundet med og forværres af klimakrisen.”

I bogen fortæller Loach om olieselskabet Shells sundhedsskadelige udvindinger ved Niger-deltaet, om Israels ødelæggelse af vandforsyningen på Vestbredden og om fattige briter, som ikke kan betale deres elregninger. Hun ser de ting som eksempler på, hvordan fossilindustrien gør skade på både mennesker og naturen i jagten på profit. “Klimakrisen er blevet omtalt som en slags fremtidig, filmagtig apokalypse, når den i virkeligheden er tæt forbundet med de ting, der gør menneskers liv vanskelige i dag,” forklarer hun til Føljeton over en videoforbindelse.

Sidste år blev Greta Thunberg afbrudt på en scene, imens hun udtrykte solidaritet med Palæstina under en klimaprotest i Amsterdam. Efterfølgende hævdede flere, at det at blande andre dagsordener ind i klimakampen kan fremmedgøre flertallet fra at slutte sig til klimabevægelsen. Hvad tænker du om det argument?

“Vi er nødt til at acceptere, at vi kommer til at fremmedgøre nogle mennesker. Klimahandlinger, der reelt udfordrer verdens magtstrukturer, bør skubbe nogle mennesker væk og få nogle til at føle sig utilpasse. Fx vil de rigeste 10 pct. af mennesker i verden ikke bryde sig om diskussioner om klimakrisen, der angriber kapitalismen ved at sige, at vi har brug for en mere ligelig fordeling af velstand. Eller de vil ikke være komfortable med samtaler om, at Israels kolonisering af Palæstina også er noget, vi skal tage fat på.  Problemet er, at vi ikke ønsker at fremmedgøre flertallet – især arbejdende mennesker, som denne verden er bygget på ryggen af.”

Men du mener, at det at bringe dagsordener som antikapitalisme, raceretfærdighed og Palæstina ind i klimakampen er noget, som flertallet vil støtte?

“Ja, jeg kender ikke statistikkerne for Danmark, men i Storbritannien viser meningsmålinger, at langt størstedelen af befolkningen ønsker en permanent våbenhvile i Palæstina, og de ønsker, at vi stopper med at sælge våben til Israel. Flertallet støtter også beskatning af fossile selskaber og vinterbistand til ældre mennesker og den slags. Nogle siger, at det at tale om fx Palæstina fremmedgør folk. Og ja, det vil fremmedgøre nogle mennesker. Men det er sandsynligvis dem, der aldrig ville støtte en verden, der er tryg for alle mennesker i første omgang.”

Loach mener, at klimabevægelsen i stedet bør have tiltro til menneskers evne til at se forbindelsen mellem klimaspørgsmålet og andre politiske dagsordener:

“Nogle gange føler jeg, at det næsten er lidt respektløst over for flertallet at tro, at de ikke kan forholde sig til virkeligheden i den verden, vi har. Jeg tror, at folk kan forstå, at tingene hænger sammen. At være ærlig omkring det er den bedste løsning på langt sigt. I forsøget på at få alle med kan klimabevægelsens budskab blive så svagt, at ingen overhovedet brænder for det. Når klimabevægelsen nægter at udfordre kapitalisme, kolonialisme og hvidt overherredømme, står den i bund og grund ikke for noget.”

I efteråret 2019 deltog Loach i Extinction Rebellions aktioner foran Westminster, hvor tusindvis af demonstranter samledes i protest imod den britiske regerings støtte til fossilindustrien. Her sad hun selv fastlåst i otte timer til en scene med risiko for at blive arresteret. Selv mener hun, at aktioner som disse er mere produktive end fx at blokere en motorvej, der kan virke mere fremmedgørende på majoriteten:

“Personligt har jeg et problem med klimaaktioner, der rammer de forkerte. Jeg tror ikke på, at man skal disrupte civile, som ikke er hovedårsagen til klimakrisen. Jeg mener, at vi ender med at fremmedgøre den del af befolkningen, som vi ikke ønsker at fremmedgøre, hvis vi anvender taktikker, der virker meningsløse og unødvendigt destruktive. I stedet bør vi fokusere på at ramme fossilindustrien og de regeringer, som støtter den,” fortæller hun

Efter aktionerne med Extinction Rebellion begyndte Mikaela Loach for alvor at blive et kendt navn. Da magasinet Cosmopolitan i begyndelsen af 2020 bragte en artikel om hendes aktivisme, steg antallet af følgere på hendes Instagram-profil fra 8.000 til 30.000 i løbet af en enkelt dag. Selvom hun blev glad for at få en større platform til sine budskaber, blev hun også opmærksom på, at de sociale medier ikke kan stå alene, hvis man vil skabe politiske forandringer. I dag opfatter hun det fx som uproduktivt, når folk kun vælger lette løsninger som at dele propalæstinensiske stories på Instagram:

“Jeg forstår godt, hvorfor folk føler, at det mest nyttige er at dele noget på Instagram. Nogle gange har vi mange følelser, for eksempel som reaktion på Israels folkedrab i Gaza eller mordet på George Floyd, og folk ved ikke, hvad de skal stille op med dem. Folk føler skyld og vil gerne gøre noget nyttigt med den følelse. Mit problem er, at det føles som om, vi gør disse lette ting for at fjerne følelser, der kunne bruges til at udføre langsigtet og vedvarende arbejde. Men lad os sige, at alle deler Instagram-storyen med ‘All Eyes on Rafah’, og nogen så organiserer et møde for at tage handling derfra – det ville være strategisk og nyttigt.”

Vil man skabe forandring i verden, er det nødvendigt at skabe fællesskaber uden for de virtuelle rum:

“Det vigtigste, jeg opfordrer folk til at gøre, er at melde sig ind i en gruppe i deres lokalområde, engagere sig og deltage i møder. Hvis du kan deltage i et møde om ugen, er det fantastisk; hvis du kan gøre det hver anden uge, eller endda bare en gang om måneden, er det også godt. Det vigtige er at gøre det til en vane. Borgerrettighedsbevægelsen i USA opstod ikke, fordi et par mennesker skrev under på en underskriftsindsamling eller udførte én enkelt handling. Det skete, fordi tusindvis af mennesker i deres lokalsamfund gik til møder hver eneste uge og gjorde ting, som ikke virkede store og transformerende i øjeblikket. Men de gjorde små ting, som over tid skabte revolutionær forandring.”

/Claes Sørensen

Det er ikke så radikalt er udkommet på forlaget Rebel With A Cause og er oversat af Iben H. Philipsen. 

Claes er Føljetons nye universitetspraktikant.