Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Det kunne have været nemmere for Marie Bjerre at være ligestillingsminister. I sin første tid på posten blev hun beskyldt for at gå til angreb på mænd, fordi hun ville have flere til at gå til psykolog og læge – og nu sluttede hun så sit mandat af med at blive uvenner med den modsatte fløj for sin forargelse over, at nogle vil kaldes andet end han og hun. Marie Bjerre så det på flere måder som en forfremmelse, da Ligestillingsministeriet torsdag for 17. gang skiftede hænder, og hun selv blev ny europaminister – mens ligestillingen gik til miljøminister Magnus Heunicke (S).
En god dag for Marie Bjerre, en god dag for Heunicke på en anden måde.
“Jeg er ny ligestillingsminister fra i dag. Og det betyder, at jeg kommer til at lytte, det betyder, at jeg kommer til at lære, og mødes og tage det med, jeg har lært fra andre områder. At jeg er en type menneske, som ikke stikker af fra vores problemer,” sagde Heunicke ved torsdagens nøgleoverdragelse, der især har mødt kritik for, hvor lavt ligestillingsområdet prioriteres – som da det lå sammen med fiskekvoterne. Nu kunne det kaldes ministeriet for biologiske køn, hvis Heunicke fortsætter Bjerres linje.
Som den tidligere redaktør på A4 Ligestilling Karen Dich skriver i et opslag efter rokaden, er det problematisk konstant at få ny chef, nyt kontor og nye kollegaer, når et område kastes rundt mellem ministerierne. Men også en mulighed for en ny start. En anledning til at få tænkt ligestilling ind i andre områder af regeringskontorerne – som de embedsmænd, der ellers ikke havde tænkt på, at flere kvinder dør af vandforurening, og flere mænd af dårlig luft. At det så også er dyrt at flytte rundt på ministerierne, er en anden sag. Eksempelvis kostede det næsten 4 mio. kr. alene i udgifter til maling, ministerbiler og møbler, dengang man i 2015 rev Økonomi- og Indenrigsministeriet ned for at genetablere det halvandet år efter.
Magnus Heunickes første opgave kunne fx være at tage fat på den fødselskrise, alle partier på Christiansborg nu taler om – hvis ikke det var en opgave, som statsminister Mette Frederiksen (S) lægger op til skal forhandles med arbejdsmarkedets parter, inspireret af den grønne trepart. Der vil efter de nuværende beregninger blive født 8.000 færre børn i 2030 end ventet, hvilket hun kalder en “ulykkelig udvikling”.
Samtidig beskriver udenrigsminister Lars Løkke (M) de ekstra 2,5 mia. kr., det giver statskassen, som “en ærgerlig besparelse”. Med den meget Løkke-agtige uddybning: “For det er et udtryk for, at der kommer færre børn. Men det er så også en besparelse, der giver mulighed for at investere i, om man kan gøre noget ved problemet.”
“Og her skal vi politikere holde tungen lige i munden. For vi skal ikke til at blande os i, hverken hvordan eller om man forsøger at øge tallet [sic.] af medlemmer i familien,” skriver Mette Frederiksen i et opslag på Facebook. Efterfulgt af en blinkesmiley og ordene: “Det føler jeg mig også overbevist om, at I gerne vil have jer frabedt”. I stedet overlades det altså til arbejdsmarkedet, der kan komme med forslag til, hvordan man gør det mere fleksibelt at arbejde mindre som småbørnsforælder – sådan som Moderaterne også foreslog på sit sommergruppemøde tidligere i august.
Men fødsler tilhører ikke kun det arbejdende folk. Det kunne lige så godt være en opgave for et ligestillingsministerium at forbedre mulighederne for fertilitetsbehandling eller partnerægsdonation. Eller en opgave for Sundhedsministeriet eller Beskæftigelsesministeriet. Ligesom man kunne prioritere flere penge til pædagogerne. Fødselskrisen, hvis vi skal fortsætte med at kalde den det, hører principielt ind under alle tænkelige ressortområder – og illustrerer, at ligestilling reelt kan indtænkes overalt. Trods symbolværdien behøver det ikke at forsvinde fra dagsordenen, bare fordi ministeriet hedder miljø.
23 års udvanding
Præcis ligesom klimaloven forpligter den danske regering til at formulere grønne mål og indtænke dem i al politik, har vi siden 2000 haft en ligestillingslov, der faktisk forpligter os til at indtænke ligestilling alle steder. Da loven blev indført af den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen – samtidig med at han udpegede Danmarks første ligestillingsminister Jytte Andersen – var der rigeligt med opgaver, en ligestillingsminister kunne se på:
“Uden en ny uddannelsespolitik, der var for alle, uden en arbejdsmarkedsstruktur, som ikke diskriminerede så meget som før, og uden en barselslovgivning og mange nye daginstitutioner var der jo ikke noget, der hed ligestilling reelt,” sagde han for to år siden til Politiken.
Desværre var Poul Nyrup Rasmussen også skuffet. Han var “rigtig ked af”, sagde han, “at respekten for området gradvist blev udvandet […] sådan at man i dag ikke kan sige, at vi har en ligestillingspolitisk vurdering af fremsatte lovforslag”. Ja, faktisk kom udvandingen allerede i 2001, da magten skiftede til Venstre og Anders Fogh Rasmussen. Men Nyrup havde dengang også et råd: Afsæt flere ressourcer til opgaven. For som han ligeledes sagde, da vi interviewede ham om netop ligestilling sidste år:
“På en måde må du gøre arbejdet færdigt. Du kan ikke bare fortælle, hvor forfærdelig eller hyggelig fortiden var. Den forpligter os til at gøre noget, der hvor vi er. Der skal en målrettet indsats til, og der skal sættes nogle raffinerede krav. Flere, end vi sætter i dag.”
Nyrup kalder sig feminist, men hvad med Magnus Heunicke? Han gav for nogle år siden et interview til Djøfbladet om, at alting er “nemmere, når der er ligestilling i parforholdet” (Heunicke danner par i øvrigt par med Nina Groes, diversitetsekspert og tidligere direktør i Kvinfo). Mere uddybede han det ikke dengang. Men hvis Heunicke som ligestillingsminister virkelig vil gøre noget ved det, bliver hans første opgave at finde sammenhænge selv de mest uåbenlyse steder – så ligestillingen atter bliver noget, man giver sin egen ret. Eller power, som Poul Nyrup ville sige det. /Emma Louise Stenholm