Nyhedsanalyse

Alternative alliancer

Alternative für Deutschland sejrede søndag ved delstatsvalgene i Thüringen og Sachsen.

Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix

Det højreekstreme parti Alternative für Deutschland (AfD), der har overhalet alle andre i søndagens valg i de to østtyske delstater Thüringen og Sachsen, har ikke bare fået det bedste resultat for et højrefløjsparti i Tyskland siden 1949. Partiet har også fået en tydeligere magt, end det nogensinde før har haft: Med næsten en tredjedel af stemmerne i Thüringen står partiet lige på vippen til at få et såkaldt blokerende mindretal, der betyder, at de kan blokere for de politiske beslutninger, der kræver to tredjedeles flertal – som fx udvælgelsen af forfatningsdommere, og det på et tidspunkt, hvor en række af de nuværende dommere går på pension i de kommende måneder.

Alligevel var resultatet mindre opmuntrende hos AfD, end man skulle tro. Stemningen var ifølge Der Spiegels udsendte noget dårlig i Sachsen, hvor AfD endte lige i halen på kristendemokraterne i CDU. For som stemmerne endte – lige mellem et foreløbigt resultat på mellem 30,8 og 31,4 pct. – går de her glip af det blokerende mindretal. AfD har hentet langt de fleste vælgere fra CDU, men det lykkedes altså ikke at afværge partiet helt, blandt andet fordi CDU særligt på migrationsområdet har nærmet sig AfD mere og mere. Der er kun én afgørende forskel: De unge og dem fra arbejderklassen stemmer højreekstremt, mens de ældre stemmer på CDU.

Selvom man, som Brussels Playbook skriver, skal passe på med at overfortolke resultatet af et delstatsvalg, er resultaterne et blodrødt signal for Olaf Scholz og hans trafiklysregering: Kun hver tiende stemte på et af de tre regeringspartier. Alternative für Deutschland har allerede udtrykt ønske om at blive en del af regeringen, og således er valgkampen op til forbundsdagsvalget i 2025 reelt skudt i gang.

Her bliver en tredje og endnu større magtfaktor afgørende: Sahra Wagenknecht. Den 55-årige tidligere Die Linke-politiker, der i år stiftede sit eget parti Sahra Wagenknecht-alliancen (BSW), står til at blive kongemager, når der skal dannes alliancer på tværs af fløjene. Og hvem bedre til det end hende, en politisk kamæleon med sin økonomisk venstreorienterede politik kombineret med en højreekstrem flygtningepolitik, der minder om Alternative für Deutschlands? Ved søndagens valg i Thüringen og Sachsen fik BSW henholdsvis 16 og 12 pct. af stemmerne og kom ind på en tredjeplads efter CDU og AfD – men altså langt foran trafiklysregeringen.

Indtil videre har Wagenknecht ikke tænkt sig officielt at samarbejde med nogen, inden hun forventes at stille op til posten som kansler ved næste års valg til Forbundsdagen. Foreløbig har hun afvist en koalition med AfD, mens CDU’s ministerpræsident i Sachsen, Michael Kretschmer, omvendt ikke afviser at alliere sig med hende. “Det bliver ikke nemt, det vil tage tid, men det er muligt,” sagde han til Deutschlandfunk mandag morgen.

De fleste partier vil med al sandsynlighed forsøge at modarbejde AfD i delstaterne. Som en af Tysklands mest vellidte politikere og aktuelt den mest populære kvinde i tysk politik er Wagenknecht dog anderledes svær at komme uden om. Dermed vil den værdipolitiske strammerkurs uanset navn kunne mærkes – og får AfD et blokerende mindretal, skal de boykottende partier finde endnu mere kreative måder at holde højrefløjen fra døren på. /Emma Louise Stenholm

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12