Tand for tunge

Omme bag de kulørte persondramaer bliver der fortsat udtænkt nye politiske idéer. Heldigvis.

Mens Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen var godt i gang med at tænde ild i gardinerne for at bortlede opmærksomheden fra den nye skandalesag om magtmisbrug, sexchikane og upassende relationer i sit parti, forsøgte Enhedslisten at lancere et ganske tankevækkende udspil.

Det var alt andet end små ord, som blev brugt på partiets sommergruppemøde:

“Jeg vil gerne erklære krig mod uligheden. Det bliver en afgørende kamp for Enhedslisten frem mod et valg, og også når der skal forhandles om en ny regering bagefter,” lød det fra politisk ordfører Pelle Dragsted, som dog måtte sande, at krigserklæringen umiddelbart druknede i Moderaternes menageri.

Afsættet er ellers brutalt nok. Den økonomiske ulighed her i Danmark er steget markant og nogenlunde konstant siden slutningen af 1980’erne, og de løbende opgørelser fra Danmarks Statistik viser, at uligheden – målt på den såkaldte Gini-koefficient – ikke har været højere i mere end 35 år. Og udviklingen fortsætter skarpt under statsminister Mette Frederiksen (S).

Offensiven fra Pelle Dragsted er da også hvæsset med en skarp brod: “Vi står efter min mening ved en skillevej,” sagde han på Enhedslistens sommergruppemøde, og fortsatte: “Omkring 50.000 børn vokser op i fattigdom i Danmark, og én procent af befolkningen ejer nu lige så meget som 72 procent tilsammen. Uligheden slår nye rekorder år efter år.”

Man kan roligt konstatere, at den franske stjerneøkonom Thomas Piketty for alvor begynder at efterlade sig spor i den hjemlige debat: Ulighedsdebatten slår til. Pelle Dragsted har også selv udgivet den anmelderroste og efterhånden vidt oversatte bog Nordisk Socialisme, og nu kommer altså så det indenrigspolitiske svar: Enhedslisten kræver en ulighedslov.

Inspireret af klimaloven, som et bredt flertal vedtog i Folketinget i 2020, vil Enhedslisten have indført en lov med specifikke mål for at “sænke uligheden gradvist frem mod 2035”. Altså på præcis samme måde som klimaloven kan siges at have forpligtet regeringen til at fremlægge initiativer, der gradvist nedbringer udledningerne af drivhusgasser, skal ulighedsloven også få embedsapparatet til at tænke i nye baner.

“De rigeste kan i højere og højere grad betale sig til at springe over i køen i sundhedsvæsenet og gå tidligere på pension end alle andre. Og allerværst kan de købe sig til politisk indflydelse. Det bliver en ond cirkel,” lyder det kampberedt fra Pelle Dragsted.

Tvivlsomme effekter

Umiddelbart kan det da også fremstå som en overbevisende idé at tage et populært koncept, der på nogle strækninger har været en succes, og så kopiere det over til et andet politikområde. I Enhedslistens sommerudspil indgår således også andre elementer fra klimaloven, ikke mindst forslaget om at oprette et “ulighedsråd”, som både skal vurdere, hvor langt regeringen når med ulighedsmålene, og komme med forslag til at øge ligheden. Igen, en tro kopi af klimaområdet, i dette tilfælde Klimarådet.

Spørgsmålet er imidlertid, hvor succesfuld klimaloven egentlig har været, og i anden omgang hvor slagkraftigt det vil kunne vise sig at være at overføre modellen til ulighed. Frem for ganske abstrakte og teknokratisk-elastiske mål kunne man godt forestille sig, at mere håndgribelige løfter ville være mere virkningsfulde. Og måske også mere populære?

Effekten af klimaloven er nemlig omdiskuteret. På den ene side står Danmark nu til i første omgang at leve op til delmålet i 2025 om en reduktion på mindst 50 procent af udledningerne, og sandsynligheden begynder også at stige for, at det i 2030 vil lykkes – på papiret – at indfri det store mål om en reduktion på 70 procent i forhold til 1990-niveauet. Så langt, så godt.

På den anden side er virkeligheden blot, at en væsentlig del af reduktionen kommer til at ske ved hjælp af såvel kreative prokuratorkneb som kynisk udnyttelse af huller i FN-reglerne. Klimaloven har vist sig uhyre fleksibel og omfortolkningsbar, og er reelt ikke længere den drivende kraft i den grønne omstilling. I dag er det snarere EU-krav, som forpligter Danmark til kontant klimahandling.

Eksempelvis har sænkelsen af dieselafgifterne i Sverige fået flere vognmænd til at tanke op uden for Danmark, nye og usikre beregninger af de historiske udslip fra lavbundsjorde har twistet hele CO2-regnestykket og en voksende brug af biomasse (som formelt er FN-kategoriseret som en grøn energikilde) bidrager samlet set til en teknisk målopfyldelse af klimaloven, skønt alle tre faktorer hverken mindsker den faktiske udledning af drivhusgasser eller kan siges at være forårsaget af politisk handling på Christiansborg.

Usentimentalt betragtet kan klimaloven siges at have været en fuser.

Nådesløs virkelighed

Risikoen ved at satse på en ny ulighedslov rummer flere af de samme faldgruber, ikke mindst fordi selve målet i form af den statistiske Gini-koefficient om muligt er endnu mere gummiagtigt. Den beregnede ulighed stiger f.eks. når en arbejdsløs kommer i beskæftigelse, mens uligheden omvendt falder, hvis store formueindtægter flyttes i skattely.

Det er langt fra sikkert, at den faktiske og oplevede ulighed vil ændre sig mærkbart blandt samfundets mest udsatte, selv hvis det skulle lykkes at få skubbet nogle få promiller til Gini-koefficienten. Ulighed er også betinget af mange andre faktorer, og derfor vil et specifikt mål risikere at få embedsværket til at styre efter abstrakte tabeller frem for den nådesløse virkelighed.

På sin vis har manøvren også været forsøgt før. Uden held. Enhedslisten var med til at få indskrevet i det såkaldte forståelsespapir i 2019, at uligheden skulle reduceres i løbet af fire år. Men reelt skete det modsatte, bemærkelsesværdigt nok på Enhedslistens stemmer.

Flotte ord gør det ikke alene, og slet ikke når ordene er så bøjelige og modellerbare. I stedet kunne der være mere politisk slagkraft i nogle enkle og iøjnefaldende forslag, som indiskutabelt og i praksis ville mindske den stigende ulighed. Det allermest oplagte ville være en universel udvidelse af Enhedslistens største triumf i de senere år, nemlig gratis kommunal tandpleje.

I de senere år kan Enhedslistens vigtigste aftryk indkredses til beslutningen om at udvide den universelle børnetandpleje til nu også at omfatte de 18- til 21-årige. Partiet ønsker allerede at gå videre med offentlig finansieret tandpleje til alle, og forslaget ligger også gemt inde under den forkromede idé om en ulighedslov.

At kræve tænderne tilbage som en naturlig del af kroppen, og dermed omfattet af den offentlige sygesikring, ville for alvor kunne gøre en forskel for alle dem, som i dag slet ikke har råd til at udbedre skader og uheld i tandsættet. Og et sådant krav kan heller ikke manipuleres statistisk og bureaukratisk: Enten er tænderne fuldt ud omfattet af sygesikringen, eller også er der dømt fortsat gråd og tænders gnidsel for samfundets fattigste.

En kompromisløs debat om gratis tandpleje til alle ville have potentialet til at sætte uligheden på spidsen og i hvert fald kunne gøre en mærkbar forskel for alle dem uden guldtænder. En debat om en ulighedslov, tja, foreløbig er den druknet i Lars Løkkes klovnerier. /Lars Trier Mogensen