Tine Bruun Eriksen og Rune Langhoff på arbejde for avisen.
Lad os indlede dagens nyhedsbrev i alkoholismens tegn. Forleden bragte vi en stor artikel om unge alkoholikere. Der kommer flere og flere af dem, og behandlingssteder som Anonyme Alkoholikere og misbrugscenteret Tjele fortæller, at unge helt ned i folkeskolealderen søger hjælp for behandling af deres alkoholisme. For kenderne er det ikke nogen overraskelse. Som én sagde til Føljetons Renna Rose Agger, da hun deltog i et AA-møde, så er alkoholisme verdens mest demokratiske sygdom. Den rammer bredt og er blind for social baggrund, køn og naturligvis også alder. Alligevel oplever nogle unge, at deres alkoholisme ikke bliver taget seriøst. I hvert fald ikke med det samme.
Lad os tage et eksempel: 28-årige Marie er alkoholiker, men da hun sagde det til sin læge, ville han ifølge hende ikke acceptere det. Fra Maries første møde med alkohol i 8. klasse til hun i februar 2015 som 26-årig startede i AA og drak for sidste gang, har alkohol i perioder styret hendes liv. Flere gange har det været tæt på at slå hende ihjel, ligesom hun har mistet venner og næsten ødelagt relationen til sin bror. Alt det vidste Maries læge, da han sagde til hende, at det lød som en overdrivelse, at nogen så ung kunne være alkoholiker.
Også Maries kommunale alkoholbehandler tøvede med at anbefale hende AA:
”Lige så snart hun havde foreslået mig at tage derhen, sagde hun, hun ikke vidste, hvorfor det var faldet hende ind, når nu jeg var så ung,” fortæller hun.
En anden, Anders på 27, fortæller, at han havde været igennem flere psykiatriske behandlingsforløb og adskillige fejlslagne forsøg på at blive ædru, før nogen nævnte ordet alkoholiker:
”Det var ikke min læge, men min mors amerikanske veninde. I USA har de et lidt andet forhold til den slags. Hun var ikke tvivl,” fortæller han.
Renna arbejder videre med de unge alkoholikere. På lørdag forsøger hun at finde ud af, hvordan det offentlige sundhedssystem forholder sig til alkoholisme. Er der fælles retningslinjer? Hvordan betegner lægerne selv alkoholisme? Og er det virkelig rigtigt, vi har et sundhedssytem, der betragter alkoholisme som en sygdom, men ikke helt accepterer, at også unge på lige fod med alle andre aldersgrupper også kan lide af uhelbredelig alkoholafhængighed?