Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Der findes så mange forskellige paradokser. Zenons, selvfølgelig, hvis man vil gå helt klassisk til værks. Greta Thunbergs, hvis det skal være mere aktuelt – hvor selve paradoksaliteten i, om klimakrisen og krigen i Gaza er forbundne problemer, primært afhænger af, hvem du spørger. Ifølge Thunberg selv er det eksempelvis paradoksalt, hvis ikke man ser sammenhængene:
“Jeg forstår ikke, hvordan man kan vælge, hvem man vil kæmpe for, og hvem man vil ignorere. Det er vores pligt at kæmpe for alle, der lider, uanset om det er som følge af klimaforandringerne, krig eller diskrimination. Der er ingen forskel for os.”
Og ja, det lyder jo som en vigtig pointe – som alligevel risikerer at føles som et futilt kapløb mod et mål, der bliver ved med at flytte sig (og så er vi straks tilbage til Zenon). Sådan er verden dog så evigt kompleks. Som længdespringeren Mpumelelo Mhlongo for nylig erfarede ved de Paralympiske Lege, kan man jo eksempelvis sætte verdensrekord og stadig kun komme på femtepladsen. Eller man kan som Brøndby-supporteren Rasmus Udby forsøge at forsvare danske fodboldhooligans og straks komme ud i nogle så voldsomme logiske krumspring, at de er en længdespringer værdig:
“Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at en 7-Eleven skal brokke sig så meget over det. Enten kunne de have holdt lukket, eller også kan de bruge deres forsikring” lød Udbys reaktion hos Radio IIII på, at Brøndby-fans havde stjålet og smadret inventar for omtrent 200.000 kroner ved en 7-Eleven på Svanemøllen Station i København. Da den chokerede radiovært spurgte, om Rasmus Udby virkelig mente, at butikker, der holder åbent, selv er ude om det, hvis de bliver hærget, gik Udby – utroligt nok – all-in på argumentet:
“Man må lave en form for risikovurdering, og det mener jeg ikke, man har gjort. Og det gør man generelt for lidt. Det synes jeg, er forkert, fordi man kan ikke bare sige, at det er så synd for os, men vi tager ikke ansvar. Det kan jo ikke være rigtigt.”
Der, hvor det for alvor bliver mærkeligt (og paradoksalt), er dog, at den pågældende 7-Eleven netop havde lavet en risikovurdering og lukket butikken. Man vidste nemlig, at der ville komme potentielt voldelige fodboldfans forbi. Men det kan åbenbart ikke stoppe hooliganismens idioti.
Paradoksets politi
Nej, forbrydere skal man passe på, og derfor har politiet nu også fået lov til at bruge ansigtsgenkendelse i særligt grove sager – eksempelvis i tilfælde af drab, grov vold, voldtægt og situationer “af betydning for statens sikkerhed”. Det er regeringen samt SF, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti, der har givet grønt lys til ansigtsgenkendelsen med en ny politisk aftale, og tilbage er der vel bare at håbe, at de har lavet den rigtige risikovurdering.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er selvsagt glad for ansigtsgenkendelsen, for han er “villig til at gå langt”, når danskernes sikkerhed er på spil. Desuden mener ministeren, at teknologien vil kunne spare politiet for en masse kostbar tid. Det vil vi da heller ikke blankt benægte. Blot vil vi meget forsigtigt – man vil jo nødigt virke utryghedsskabende, når man så nemt kan blive genkendt – pege på endnu et paradoks, nærmere bestemt Jevons’.
Som techmediet The Verge fint skitserer, kan 1800-tals-økonomen William Stanley Jevons nemlig passende hives frem fra gemmerne, hver gang en ny teknologis tidsbesparende kvaliteter lovprises vel rigeligt. I bogen The Coal Question fra 1865 beskriver økonomen det paradoks, at den teknologiske udvikling bl.a. havde mindsket dampmaskiners kulforbrug, men at forbruget af kul alligevel – og mod forventningen – var fortsat med at stige. Problemet, som Jevons forklarede det, var nemlig, at den øgede effektivitet også øgede efterspørgslen – hvormed de umiddelbare kulbesparelser blev ædt op af yderligere forbrug.
Jevons’ paradoks kan i dag ses mange steder, fra motorvejsudvidelser, der blot fører til flere biler på vejene, til energibesparende elpærer, som blot giver endnu mere strømforbrugende belysning overalt. Glemmer man at tage højde for paradokset, kan man kort sagt komme til at afgive nogle lidt for optimistiske løfter, når den nye teknologi introduceres – ofte når vi taler klima, men sikkert også når vi taler om… sikkerhed.
Bevares, nu ville det selvfølgelig være ganske uhørt, hvis et politisk flertal havde vedtaget en aftale uden at tænke alle konsekvenserne igennem – og uden at have lyttet på bekymringer fra fagligt relevante instanser som fx Dommerforeningen, der kalder ansigtsgenkendelsen for et “meget stort indgreb”. Så mon ikke der vil blive taget højde for, at politiet ikke bare skal kunne rive ansigtsgenkendelsen ned fra hylderne ved enhver given lejlighed, som var der tale om åbent hus i 7-Eleven? Skulle lovgiverne mod forventning have glemt at lukke butikken for yderligere privatlivskrænkelser, vil vi dog gerne hjælpe overvejelserne lidt på vej:
For hvor går grænsen egentlig for, hvor grov en forbrydelse skal være, før vi tager et for demokratiet så potentielt problematisk stykke overvågningsteknologi i brug? Særligt hvis justitsministeren selv siger, at han er “villig til at gå langt”? Og hvordan sikrer vi i praksis, at vi ikke bare får endnu mere ansigtsgenkendelse, når først det har vist sig effektivt for politiet? Kunne det mon tænkes, at politiet blot vil få endnu mere travlt med overvågningen? Grænserne for, hvad der er sikkert, og hvad der udgør en trussel, risikerer vel konstant at flytte sig – mens håbet om politisk selvkontrol mest virker som noget, vi må skyde Zenons hvide pil efter. /David Dragsted, chefredaktør