Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Brat summer blev officielt lagt i graven for en uge siden, men det er tydeligvis ikke et memo, som vejret har fået. Som en anden møgunge, der nægter at gå i seng, har sommerheden bagt derudad hen over weekenden og forlænget fornemmelsen af… Afmagt? Forvirring? Længsel? På Bornholm var der natten til mandag den senest registrerede tropenat nogensinde, og som DR lidt DR-agtigt skriver, “blev der igen skrevet dansk vejrhistorie”. Hvilket så blot får solslikkeriet til at føles det mere forbudt; der er ligesom noget, der ikke helt stemmer. Eller som komiker Bo Burnham synger:
Total disassociation, fully out your mind
Googling “derealization”, hating what you find
That unapparent summer air in early fall
The quiet comprehending of the ending of it all
There it is again, that funny feeling
That funny feeling
Den sjove fornemmelse stopper selvfølgelig ikke der, altså ved den “historiske” sommerluft i september. Bliver man ved DR’s nyhedsoverblik, står den snarere på spring rundt omkring i korridorerne. De nye EU-kommissærer risikerer at “spænde ben for EU’s grønne kurs”, kan man eksempelvis læse i en analyse fra Bruxelles. Med en dertilhørende oplysning om, at “[h]vor der for fem år siden var fokus på at bekæmpe klimaforandringerne for klimaets skyld, bliver omstillingen nu flettet ind i en større fortælling om at sikre vækst og styrke Europas konkurrenceevne”.
Du kan ikke helt sætte fingeren på det, men du fornemmer, at der er noget med væksten, der stadig klinger lidt rigeligt på drivhus. Og det bliver ikke bedre, når du i en anden artikel læser, at Grønlands indlandsis er smeltet og svundet ind for 28. år i træk; at der forsvinder “2,5 millioner liter smeltevand hvert eneste sekund”, hvilket svarer “til omkring tre svømmerhaller”. Du undrer dig over, hvorfor det ikke er svømmehalsbassiner, men mest af alt sympatiserer du med Andreas Ahlstrøm, chefkonsulent i Geus (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland), når han siger det her:
“Jeg har fornemmelsen af, at vi står og fortæller det samme år efter år […] Og så mangler vi ligesom, at der sker noget på den anden side. Det er frustrerende.”
There it is again, that funny feeling.
Et sted i hovedværket Verden som vilje og forestilling beskriver filosoffen Arthur Schopenhauer livet som en lidelsesfuld vandren på en cirkelformet bane af glødende kul. Problemet er, at vi kontinuerligt ser os nødsaget til at gå på kullene, da vi er fanget i en illusion om, hvordan verden hænger sammen. En illusion, som også fodres af, at kullene visse steder er køligere. Det midlertidige ophold i smerten giver så tilpas meget trøst, at vi bliver ved med at gå rundt på banen.
Kul har vi stadig rigeligt af i dag, og spørgsmålet er vel, hvor meget trøst og lindring de nuværende afkølende tiltag kan give. Herhjemme har regeringen satset store dele af butikken på den grønne trepart, men det ligner mest et projekt, der er dømt til at gå i ring. Senest har Information kunnet fortælle om en række nye beregninger fra den grønne tænketank Concito, som i hvert fald illustrerer, at landbruget stadig befinder sig i et politisk smørhul. Med den nye trepartsaftale vil den årlige støtte til landbruget stige fra 12 mia. kr. til rundt regnet 16 mia. kr. Spørger man Torsten Hasforth, cheføkonom i Concito, giver det et oplagt problem:
“Vi bruger allerede et stort beløb på at fastholde den nuværende landbrugsproduktion, og samtidig lægger vi så op til at bruge milliarder på at få landmændene til at skrue ned for produktionen”.
En betragtning, som istemmes af seniorøkonom ved tænketanken Kraka, Andreas Lund Jørgensen:
“Der er noget grundlæggende absurd i at gøre det på den måde. Jo mere vi betaler dem for at producere, desto dyrere bliver det at betale dem for at lade være med at producere på de steder, hvor vi skal tage hensyn til drikkevand, vandmiljøet eller biodiversitet”.
Den kvælstofsfyldte jord brænder måske ikke under landmændenes og Landbrug & Fødevarers fødder, for med støtten fra den grønne trepart kan de vel knap nok mærke det. Til gengæld brænder den under alle os andre. Så hvorfor ikke få genforhandlet den grønne trepart, så forureneren i det mindste selv får lov at betale? Måske er det smertefuldt, men det er også nødvendige skridt, hvis vi skal finde en mindre futil vej ind i fremtiden. /David Dragsted