Hvor blev Harris' momentum af?

I fodboldens verden taler man sommetider om “new manager bounce”, altså det fænomen, at et hold ofte tager et umiddelbart spring mod det bedre, når en ny træner ansættes – særligt hvis den gamle træner blev fyret som følge af horrible resultater. Det er, som om de nye perspektiver fra trænerbænken giver holdet et tiltrængt rygstød. Pludselig stoppes den pinlige stime af nederlag, bolden begynder atter at gå i mål. Problemet er bare, at effekten ofte kun er kortvarig. Nogle gange varer den blot nogle få kampe, før nye nederlag melder sig; for det er jo trods alt stadig de samme spillere, der render rundt på banen.

Umiddelbart virkede det som et new manager bounce af en anden verden, da USA’s præsident Joe Biden i juli valgte at trække sig fra valgkampen, og den nuværende vicepræsident Kamala Harris i stedet trådte til som Demokraternes præsidentkandidat. Håbet om at kunne slå Donald Trump fik fornyet medvind, og begejstringen blev blot det større, da Harris i august pegede på den tidligere high school football-coach Tim Walz som sin vicepræsidentkandidat. Væk var bekymringerne om Bidens alder og manglende modstandskraft, og den gode stemning fortsatte langt ind i Demokraternes konvent i Chicago. Imens virkede Donald Trump i vildrede over, hvordan han skulle tackle sin nye politiske modstander. Det lå ligesom i luften, at Harris var ved at opbygge et afgørende forspring.

Søndag kunne The New York Times i en ny meningsmåling lavet i samarbejde med Siena College imidlertid tage luften ud af de balloner, som havde fyldt så meget ved konvent-festen. Ifølge meningsmålingen fører Trump nu med 48 pct. mod Harris’ 47 pct. af stemmerne – og med en fejlmargin på 2,8 procentpoint er der dermed dødt løb mellem de to præsidentkandidater. Ansporet af meningsmålingen kan den respekterede statistiker og valg-forudsiger Nate Silver (som man dog også skal passe på at tage som sandhedsvidne) tilsvarende sige, at valget står helt lige, hvis ikke det hælder en lille smule i Trumps favør.

Demokraternes new manager bounce lader kort sagt til at være ovre. Tilbage står nu den grå virkelighed, hvor mange vælgere stadig forbinder Kamala Harris med en Biden-administration, de er trætte af, og hvor mange i øvrigt ikke føler, at de ved nok om hende. Trump ved de til sammenligning hvor de har, også selvom han er et kriminelt røvhul.

Så besynderligt som USA’s valgsystem nu er skruet sammen, er det ret beset blot syv svingstater, som kommer til at afgøre præsidentvalget, nærmere bestemt Wisconsin, Michigan, Pennsylvania, Arizona, Nevada, Georgia og North Carolina. Kapløbet mellem Trump og Harris er stadig uhyre tæt i samtlige syv svingstater, og derfor virker den kommende præsidentkandidatsdebat – som finder sted tirsdag aften amerikansk tid i Philadelphia – temmelig afgørende. Ja, med tanke på at den seneste tv-debat mellem Trump og Joe Biden ultimativt førte til, at Biden trak sig fra valgkampen, kan dens betydning vel dårligt underdrives.

Opgaven for Kamala Harris bliver ikke bare at angribe Donald Trump, men også at anskueliggøre over for de amerikanske vælgere, hvorfor hun alligevel vil være et friskt pust som præsident. Samtidig skal hun forsøge at finde en balancegang mellem de midterleflende og relativt ukonkrete budskaber, vi så ved Demokraternes konvent, og noget mere håndfast politik, som vælgerne rent faktisk kan forholde sig til – mest oplagt på abortområdet, hvor Harris står med de største trumfkort. Imens må Donald Trumps stab håbe, at det nu ikke bliver Trump, der kommer til at fremstå som den forvirrede gamle mand. At dømme på meningsmålingerne er vælgerne dog chokerende tilgivende over for Trump – mens Harris må kæmpe med næb og kløer for at fastholde hvert et forspring. /David Dragsted