Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Hvem er de “første ofre” for klimakrisen? Det “svageste led” i landbrugets værdikæde? Eller “blandt de første til grundlæggende at mærke virkningerne” af de stigende temperaturer? Det kunne være de 100 mio. mennesker – ekstra – som Verdensbanken estimerer i takt med stigende temperaturer vil ende i fattigdom inden 2030, udelukkende drevet af klimakrisen. Den gruppe af schweiziske ældre kvinder, der i foråret vandt en skelsættende retssag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men nu må lægge arm med en regering, der mener, at de allerede har gjort nok for at afbøde klimaforandringerne og derfor aktivt modarbejder dommen.
Eller, blandt mange andre, de migranter, der udgør en afgørende del af arbejdsstyrken i den grønne omstilling i Europa, men som arbejder under så dårlige vilkår, at de bliver smidt ud af deres arbejdspladser i rekordhøjt tempo for ikke at arbejde hurtigt nok. Som en frugtplukker beskriver det i The Guardian, bliver de i Storbritannien “behandlet som dyr” og må starte forfra, hvis bare ti kirsebær i en kasse på op til syv kilogram er dårlige.
Hvad ville der ske, hvis man udsatte de europæiske landmænd for samme stresstest? For ja, for at vende tilbage til ofrene, er det ifølge EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen de europæiske landmænd, som står over for en “meget global hård konkurrence”, og som altså er ofrene. Ordene faldt på en pressekonference i sidste uge, efter 29 interesse- og lobbyorganisationer kunne præsentere konklusionen på det, der i danske medier noget forsimplet bliver beskrevet som den grønne treparts søster.
Under overskriften ‘strategisk dialog’ er industriens største spillere – herunder den europæiske brancheorganisation for landmændene Copa-Cogeca – gået sammen for at tegne en vision for fremtidens landbrug. Og de er, ud over at vi skal mindske kødforbruget, kommet frem til, at nogle landbrug får uforholdsmæssigt meget i EU’s fælleseuropæiske landbrugsstøtte (CAP).
Står det til arbejdsgruppen, skal støtten fremover gives til landmændene efter deres indkomst i stedet for størrelsen på landbruget, som der et tilfældet i dag. Her udgør direkte betalinger til landmændene per hektar størstedelen af landbrugsstøttebudgettet, og over fire femtedele af de penge går til at støtte den animalske fødevareproduktion.
Som arbejdsgruppens formand, den tyske lidt-af-hvert-professor (historie, jura, sociologi og statskundskab) og tidligere Angela Merkel-rådgiver Peter Strohschneider opsummerer det, er det positivt, at arbejdsgruppen er kommet frem til en fælles holdning. Og den fælles holdning er, siger han, helt tydelig: “Offentlige penge skal ikke bruges til dem, der ikke har brug for dem.”
Nu venter efterspillet om, hvem det så er. Læg mærke til, hvordan Ursula von der Leyen vendte ordene på hovedet, da hun præsenterede arbejdsgruppens konklusioner: Vi skal “beskytte vores landmænd” og gøre “landbrugsfødevaresystemet mere modstandsdygtigt, mere konkurrencedygtigt”, men “vigtigst af alt også mere bæredygtigt”. Som Information tidligere har beskrevet, bliver EU ofte malet i store og nærmest romantiske vendinger. Og den kommende kommission, hvis sammensætning Ursula von der Leyen i morgen onsdag forventes at fremlægge første udkast til, ser ud til at lægge mere vægt på ordet vækst end grøn.
Først konkurrence. Så klima.
Rapporten fra den såkaldte strategiske dialog har allerede mødt kritik fra flere sider. Heriblandt fra Olga Kikou, direktør for dyrerettighedsinstituttet European Institute for Animal Law and Policy, der kalder konklusionerne en “forsinkelsestaktik”. Vagt beskrevne mål betyder, at man bremser konkrete reformer. På rapportens 110 sider står der for eksempel intet om en fælleseuropæisk CO2-afgift. Og læser man sig videre ind i detaljerne, kan man se, at det samlede budget, der skal tilføres landbruget – til trods for omlægningen – reelt skal fordobles, så de europæiske landbrug samlet set ender med flere penge.
Det lyder næsten som de danske landmænd, som ifølge nye beregninger fra den grønne tænketank Concito står til at få endnu flere milliarder end først antaget. Med aftalerne i den grønne trepart kan samfundsbetalingen til landbruget i 2030 nå op på 16,3 mia. kroner mod de 12 mia. kroner, som tænketanken Kraka regnede sig frem til tidligere på året.
Heraf kommer to af milliarderne fra erhvervs- og skattefordele som den såkaldte bondegårdsregel, “der betyder, at landbrugsjorden skatteteknisk bliver værdisat kunstigt lavt og dermed også beskattes mindre.“ Samtidig står jordpriserne ifølge økonomerne til at blive holdt kunstigt oppe, netop fordi landbrugsstøtten gives per hektar – og ikke på indkomst. Det får betydning for blandt andet de fællesejede vandværker, der skal betale for at købe jorden fri for at sikre drikkevandet mod nitrat og pesticider, og som derfor kan ende med at give en skatteborgerregning på op mod 30 mia. kroner.
“Forurener betaler-princippet er i hvert fald ikke det, vi respekterer her. Vores tilgang lige nu er mere en hyldest til den private ejendomsret,” siger Torsten Hasforth, cheføkonom i Concito, til Information. Og fortsætter: “Også selv om den private ejendomsret bliver håndhævet på en måde, som ikke giver mening for os som samfund, fordi den for eksempel lægger beslag på arealer, som vi gerne vil bruge til natur og giver anledning til en for stor udledning af kvælstof.”
Det er her, EU kunne komme ind i billedet, hvorfra de danske landmænd henter langt størstedelen af deres penge. I dag er det tredjedagen på et uformelt møde mellem EU’s landbrugs- og fiskeriministre i Ungarns hovedstad Budapest i det store renæssancekompleks Várkert Basar. Allerede i overskriften for mødet lyder det, at omstillingen til fremtidens EU-landbrug skal være “landmandsvenligt”. Og hvad betyder det så? Det må vi spørge minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) om, når han kommer hjem – med mindre spørgsmålet er faldet mellem to stole. /Emma Louise Stenholm