Skorstensfejernes hemmelige liv

I et pauselokale sidder to skorstensfejere og spiser frokost. De er begge i arbejdstøjet. Kameraet hviler roligt på den ene, mens han fortæller sin kollega om en ubehagelig drøm, han havde natten forinden. I drømmen, fortæller den lyshårede skorstensfejer, var David Bowie der, og han “kiggede på mig”. Sendte et blik. Fik øjenkontakt. Den lyshårede skorstensfejers stemme er rolig, men han bevæger sig lidt usikkert igennem vandene. ”Drømme ændrer sig, når man snakker om dem,” indrømmer han, da han husker en detalje lidt forkert, “vi udfylder hullerne med fiktioner”. Han fortsætter. I drømmen var altså David Bowie, og han kiggede på den lyshårede skorstensfejer på en anden måde, end skorstensfejeren havde prøvet før. ”Som om jeg var en dame.”

Den anden kollega, en mørkhåret, lytter tålmodigt og spørger ind. ”Og det var ubehageligt?” Det synes den lyshårede skorstensfejer måske lidt, når han tænker over det, det var i hvert fald uvant. Kameraet drejer langsomt mod den mørkhårede skorstensfejer, der begynder at fortælle om noget, han oplevede dagen forinden. Han havde egentlig besluttet sig for ikke at sige det, men så fortalte kollegaen om sin drøm. Ja, altså, fortæller han, i går havde han sex med en mand. Den lyshårede kollega er overrasket, måske en smule befippet. ”Hvad med din kone?”

Samtalen over frokosten mellem de to skorstensfejere, om en erotisk drøm og et seksuelt møde, danner rammen for den norske filminstruktør (og bibliotekar) Dag Johan Haugeruds Sex (Drømme) (Kærlighed), der havde premiere den 15. august. Men Sex handler om samtale, og dialogen i Haugeruds film bevæger sig gnidningsløst gennem gnidningerne og den umiddelbare forvirring. Vil man egentlig gerne ses som en kvinde, hvis man drømmer, at David Bowie ser på en sådan? Og tæller det faktisk som utroskab, hvis man har sex med en mand en enkelt gang, og der ikke var følelser involveret?

Samtalerne – for det er nu engang en samtalefilm – mellem mændene, deres koner, deres børn og den lejlighedsvise læge eller talepædagog balancerer hele tiden i en skøn vekslen af underfundighed, stiltiende humor og seriøsitet. Og iblandt langstrakte scener og en dvælende kameraføring kun afbrudt af montager af byen med en næsten kontrasterende bombastisk lydside. Ømheden er følelsernes leitmotif i Sex, der omgærdet af fine formuleringer og kluntede kommentarer i sin kerne handler om et ønske om at blive set. Og især om hvordan man(d) bliver set.

Mænd, der ser mænd

Den franske strukturalist Louis Althusser kom engang med et tænkt eksempel. Forestil dig, at du går ned ad gaden, vejret er sådan lidt lige meget i det, men du er i godt humør. Du kigger dig hurtigt for og krydser vejen i en let bevægelse, men inden du når den modsatte side af gaden, hører du pludselig en stemme: ”HEY, du der!” Du når at tænke, at det nok er dig, vedkommende råber efter, og du vender dig for at se mod stemmens ejer.

I dette eksempel kunne vedkommende, der har anråbt dig, fx være en politibetjent. Og i det øjeblik du vendte dig om efter stemmen, har du anerkendt politibetjentens autoritet og derved din position som underdanig. Det kan godt blive lidt langhåret, men hvis vi skulle sige det kort, så handler Althussers teori om, hvordan vi som mennesker subjektiverer os, altså hvordan vi hører til, passer ind.

Så, politimanden råber ad dig, netop fordi han mener, at han har magten til det, og når du reagerer på politibetjentens anråben, anerkender du netop, at han har ret til at råbe ad dig, fordi han er en ordensmagt. Dermed anerkender du også ordensmagten, som en institueret magtinstans af staten, og altså anerkender du staten som magtinstans, og at du er underlagt den. Så ved at vende dig om identificeres du som borger i et samfund. Du bliver, med Althussers ord, interpelleret. Du bliver genkendt som nogen, og du anerkender ved at vende dig om, at ja, det er, hvem du er.

Men hvad nu hvis det ikke er sådan, du har det? Og hvad nu hvis blikket ikke er politibetjentens, men derimod David Bowies?

Som svar på vennens spørgsmål til frokosten svarer den mørkhårede skorstensfejer, at han allerede har fortalt sin kone om sin oplevelse. Han fortalte det faktisk lige straks, da han kom hjem. Og i fortælleøjeblikket tror vi på, at han tror på, at det var det – at situationen er afklaret. Indtil vi kommer hjem i dagligstuen og ser konen sidde i en stol foran panoramavinduet med udsigt over Oslo, sit lange hår slænget over stoleryggen og benene over armlænet. Hun mener så afgjort, at der er mere at tale om.

Selv i den langsomme udredning af konens forvirrede følelser af svigt over hendes mands uforudsete udskejelse, synes konflikten dog aldrig rigtig at bruse over. Det er faktisk først, da konen forklarer, at hun gerne vil snakke med sin veninde om det, og den mørkhårede skorstensfejer pludselig begynder at forestille sig, hvordan det lyder i en andens ører – eller hvordan det ser ud i en andens blik – at en panik opstår. Bare ordet ”midtvejskrise” bliver nævnt, falder skorstensfejerens ansigt sammen. Det er, som om konteksten ødelægger noget i ham. At oplevelsen, lige så snart den bliver sat i sammenhæng med klicheen, bliver netop dét, en kliche. Og det er der jo ikke særligt meget smukt ved.

Til trods for empatiske koner, der gør deres bedste for at forstå, så handler Sex om de to midaldrende mænds venskab. I situationer, hvor ens oplevelse bliver en fortælling, der ikke længere er ens egen, eller man drømmer om at blive set i et andet lys, så er det i hinanden, at de finder ro. De to mænd snakker med hinanden om deres tanker, følelser og drømme på en måde, der er så grundlæggende rørende, at man ikke har lyst til at være deres selskab foruden. At se på dem se hinanden. Som den lyshårede skorstensfejer siger til den anden oppe på et tag: “Min kone siger, at ens verden er skabt af de folk, vi snakker med.” /Astrid Plum