“Vi har brug for en kulstofinflation. Det skal gøre lidt ondt”

De næste fem år bliver industriens år. Det skal ikke bare være bedre at træffe grønne valg, det skal også være billigere. Et mere centrum-højre-domineret EU-parlament og en kommission, der blot bliver endnu mere blå, skal fremover greje, hvordan vi får den private sektor med på den grønne omstilling.

Energipriserne skal ned, sagde kommissionsformand Ursula von der Leyen i juli. Hun lovede, at hun inden for de første 100 dage som genvalgt formand vil komme med et bud på en ny og industrivenlig Green Deal: Den såkaldte Clean Industrial Deal, der blandt andet skal give flere incitamenter til investeringer i grøn energi. For udviklingen er stadig ikke kommet af sig selv. Heller ikke selvom det for fem år siden for første gang blev billigere at producere sol- og vindenergi end fossile brændstoffer.

Selvom kapaciteten for vedvarende energi aldrig er vokset hurtigere, fortsætter investeringer i fossil energi samtidig med at stige. De globale investeringer i olie og gas forventes at øges med 7 pct. alene i 2024. Og der bliver stadig uddelt licenser til nye olie- og gasfelter, selvom det internationale energibehov ser ud til at være dækket inden 2050 af den fossile energi, der allerede er investeret i.

“Der er ingen tvivl om, at det for 20 år siden var meget nemt for modstanderne at sige, at det ikke gav økonomisk mening at investere i vedvarende energi, fordi det var så dyrt. Der var et stærkt ønske om, at omkostningerne skulle ned så hurtigt som muligt, og en tro på, at man ville komme til et skelsættende øjeblik for udviklingen af ​​den grønne økonomi. At de lavere omkostninger ville løse alle økonomiske problemer og være fuld fart fremad for vedvarende energi,” siger Brett Christophers, økonomisk geograf ved universitetet i Uppsala, som i foråret udgav bogen The Price is Wrong.

“Bare fordi de er kommet dertil, hvor det typisk er billigt – eller billigere – at producere grøn energi end den fossile, betyder det ikke, at der altid er de nødvendige økonomiske incitamenter til at investere i vedvarende energikilder. Hvis vi bare fokuserer på den slags snævre metrik for relative produktionsomkostninger, går vi glip af meget af det større billede. Min bekymring er, at politikere, især i Europa, er blevet lullet ind i, at billig vedvarende energi har vundet konkurrencen, og at der ikke er væsentlige økonomiske barrierer i den grønne omstilling. Og at de derfor heller ikke skal fortsætte med at sikre de støttemekanismer og offentlige tilskud, som de historisk har gjort.”

Socialt skadeligt

Brett Christophers’ hovedargument er, at vi i stedet bør se på den profit, der bliver skabt på energimarkederne. For som han tidligere på året sagde i et interview med Mandag Morgen: “Banker og kapitalfonde investerer ikke ud fra, hvor lav en pris et produkt har, men ud fra den forventede profit, produktet giver.”

Ifølge Brett Christophers efterlader de største fossile virksomheders egen investeringsadfærd ingen tvivl om, at de i dag ikke ser det som profitabelt nok at investere i grøn energi. Selv når pengene har flydt allermest frit. Frygten er kort sagt, at vi risikerer at dæmpe de private investeringer, da den grønne omstilling – trods de lavere omkostninger – ikke kan betale sig for de fossile virksomheder, hverken på den korte eller lange bane. For hvorfor har de ellers ikke gjort det endnu?

Ifølge Brett Christophers skyldes det særligt det volatile elmarked, som han kalder en overset faktor i den grønne omstilling. Ikke alene fordi elektricitet er den største enkeltstående udleder af CO2, “men lige så vigtigt har magthaverne på verdensplan åbenlyst besluttet, at den bedste måde at dekarbonisere aktiviteter som transport og opvarmning er ved at elektrificere dem og samtidig dekarbonisere de elektricitetssystemer, de i stigende grad bliver afhængige af,” som han skriver i bogen.

I dag fungerer det europæiske elmarked kort sagt sådan, at alle producenter får den samme pris på strøm på et givet tidspunkt. Elproducenter byder ind på række, indtil al energibehovet er opfyldt. Herefter fastsættes prisen efter den sidste elproducent og dennes produktionsomkostninger. Prisen kan derfor variere markant fra dag til dag, alt efter mængden af sol og vind. Det er netop den volatilitet, som ifølge Christophers skal forstås sammen med en udvikling, hvor elmarkeder verden over er blevet liberaliseret. Produktionen, transmissionen og distributionen af elektricitet er overvejende blevet adskilt – i Danmark i 1999 – hvormed forskellige aktører på elmarkedet begyndte at konkurrere mod hinanden og modarbejde idéen om et integreret elmarked.

Det har blandt andet den konsekvens, at der kan være situationer med overproduktion, hvor prisen paradoksalt nok bliver negativ, ligesom prisen for at få leveret strømmen – efter den er produceret – stadig er højere end på fossil energi.

”Der er ikke noget marked, der er så ustabilt som elmarkedet, og det er meget socialt skadeligt. De fleste regeringer i Europa yder støtte til de mest sårbare familier, når der er betydelig nød og volatilitet på energimarkedet. Ikke desto mindre synes jeg, det er rimeligt at sige, at de europæiske lande, der tydeligst har vedtaget den type liberaliserede energimarkedsmodel, er dem, der er mest udsat for den prisvolatilitet. Det er Storbritannien og Danmark gode eksempler på,” siger Brett Christophers.

Offentligt gode

Selvom grøn energi er blevet billigere, efterspørger det private stadig massive investeringer. Det samme gør den tidligere italienske premierminister og formand for Den Europæiske Centralbank Mario Draghi i sin nye rapport om EU’s konkurrenceevne, der landede mandag. Her konkluderer han, at EU samlet har brug for 800 mia. euro om året i en kombination af private og offentlige penge – der eksempelvis kan tilføres ved at optage mere fælles gæld, som blandt andet Danmarks nye europaminister Marie Bjerre (V) og den tyske regering allerede har udtrykt modstand imod.

Da Draghi i foråret løftede lidt af sløret for rapporten, italesatte han energimarkedet som et offentligt gode – og det faktum, at det i dag er fragmenteret, som en af hovedforklaringerne på EU’s svage konkurrenceevne. Her et halvt år efter lyder det uddybende, at der er “grundlæggende problemer” med særligt elproduktionen. Såsom at høje indtægter koncentreres hos en lille gruppe energihandlere, som vi også så det, efter Rusland invaderede Ukraine i 2022.

I The Price is Wrong beskriver Brett Christophers, hvordan Europas bestræbelser på at gøre sig uafhængige af russisk gas ved begyndelsen af krigen i Ukraine ikke ændrede så meget på den grundlæggende afhængighed. Ikke bare importerede man stadig gassen fra andre steder. Den måde, hvorpå europæiske lande kunne opretholde deres produktionskapacitet, skete også ved at tømme lagrene hos lande som Indien, Bangladesh og Pakistan, der pludselig ikke selv havde brændstof nok.

“De europæiske nationer lavede det her trick, fordi de kunne. Med andre ord havde de råd til det,” skriver Brett Christophers. “Faktum er, at de gasforsyninger, som det lykkedes Europa at opsnappe fra andre steder i verden, var dem, som andre, fattigere regioner i verden […] selv var dybt afhængige af for ikke at blive kastet ud i deres helt eget gas- og elmareridt. Og det, der muliggjorde tricket, var selvfølgelig markedet. Europa fik sine forsyninger, fordi det havde penge, eller i det mindste flere af dem end andre steder; og penge på markederne taler.”

Rasende på venstrefløjen

Tilbage står liberaliseringen af elmarkedet som Brett Christophers’ politiske forklaring på, hvorfor idéen om, at den grønne omstilling kan gennemføres billigt, overhovedet er opstået. Og det er et farligt argument, siger han: “Politikerne risikerer, at det giver bagslag hos forbrugerne, hvis de siger, at de på samme tid vil sætte gang i tempoet for udrulningen af ​​vedvarende energi og sænke energiomkostningerne. Det er ikke så simpelt.”

“Vælgerne kan aldrig lide tomme løfter, vel? Jo mere man forstår energisystemet, jo mere indser man, at overgangen til mere eller mindre helt ren strøm ikke er noget, der kommer billigt. Det vil koste mange penge, men omkostningerne opvejes af fordelene ved ikke at ødelægge planeten,” siger han.

Brett Christophers forklarer på flere måder, hvordan stater allerede er involveret i prissætningen af energi gennem statsstøtte og regulering. Det er ikke overladt fuldstændig til markedskræfterne. Men han efterspørger et i det hele taget større offentligt ejerskab af energimarkedet, der dog skal ledsages af, at vi som europæere selv tager et opgør med vores kulstofintensive livsstil. Det er derfor i dag “forståeligt”, siger han, at europæiske regeringer bliver ved med at finansiere fossil energi.

“Hvis man reducerer subsidierne til fossile brændstoffer eller indfører CO2-afgifter, vil resultatet være massiv inflation. Jeg mener, at vi faktisk har brug for en kulstofinflation. Prisen på CO2 skal stige. Vi har brug for, at forbrugerne bliver påvirket af vores livsstil. Det skal gøre lidt ondt,” siger Brett Christophers, men understreger, at det kun bør gælde dem, der lever i det, han kalder kulstofluksus, og at dem der omvendt har “relativt lave indkomster” bør beskyttes.

“Det er helt klart et systemisk problem snarere end et individuelt. Men jeg er meget skeptisk og faktisk nogle gange rasende over det argument, som mange af mine kolleger på venstrefløjen vil fremføre, om at individuelle forbrugsvalg er ligegyldige. Det er begrænset, hvad vi selv kan gøre, men jeg synes, det er hyklerisk på den ene side at sige, at vi er nødt til at udfase fossile brændstoffer, mens vi på den anden side flyver over Atlanten fem gange om året og selv bidrager med enorme mængder CO2,” siger Brett Christophers.

“Og det er ikke kun et spørgsmål om hykleri. Hvis vi som forbrugere ikke selv er villige til at begrænse vores udledninger, gør vi det alt for nemt for BP-, Exxon- og Shell-folkene at sige, at de bare reagerer på efterspørgslen. Hvis forbrugerne selv fortsætter business as usual, virker det langt ude at forestille sig, at produktionssiden pludselig skulle iværksætte radikale tiltag.” /Emma Louise Stenholm

The Price is Wrong udkom på forlaget Verso den 12. marts.

Interviewet her indgår også i seneste udgave af Feuilleton, vores europæiske Doppelgänger. Du kan skrive dig op til at modtage Feuilleton lige her.