Handler klimakampen også om Gaza?

Siden en vis svensk klimaaktivist i begyndelsen af måneden blev anholdt på gaden i København, er debatten om klimabevægelsens metoder opstået på ny. På den ene side mener toneangivende aktivister og forskere, at sand klimahandling også må kæmpe mod økonomisk undertrykkelse og Israels besættelse af Gaza. Mens en anden lejr siger, at indblandingen af andre politiske dagsordner er ekskluderende og skubber flertallet væk.

I den daglige nyhedsstrøm er det, som om nuancerne forsvinder og fortaber sig i en tåge af larm. Det kan være svært at danne sig et overblik over, hvem der mener hvad og hvorfor. Ja, var det ikke bedre dengang, de gamle grækere mødtes i et symposion – en fredsommelig, sandhedssøgende samtale med plads til dybde og refleksion? Så det får de da lov til igen. I klimasymposiet deltager de to unge klimaaktivister Greton Thunodius og Mikaelis Lokane, den ældre aktivist Erkan Damos og journalisten hr. Bennikus.

Greton Thunodius: Kære alle. Vi er samlet for at diskutere, om klimabevægelsen også bør kæmpe imod Israels besættelse af Palæstina og andre former for undertrykkelse. Svaret er naturligvis ja. For klimaretfærdighed og social retfærdighed er to sider af samme mønt. Lad mig forklare: Når man som et ungt, bekymret menneske kigger ud i verden, ser man mange former for undertrykkelse. Palæstinensernes lidelser i Gaza, politivold i USA, millioner af mennesker i Det Globale Syd, som sulter og fordrives fra deres hjem på grund af klimakrisen. Ved første øjekast synes disse lidelser urelaterede, og kampen imod dem kan virke uoverskuelig – for hvordan skal vi nogensinde løse de forskelligartede problemer?

Når man lærer mere om problemerne, vil man opdage, at de ikke blot er nært beslægtede, men uløseligt forbundne. For de er partikulære eksempler på ét og samme princip: Uretfærdighed. Det er selve uretfærdighedens princip, vi må bekæmpe, hvor end vi ser det. Drivkræfterne bag undertrykkelsen af palæstinenserne er de samme, som ødelægger vores planet. Rige og magtfulde vestlige aktører, som undertrykker den globale majoritet i en evig jagt på økonomisk vækst. Når vi slår klima og Palæstina sammen, handler det ikke om at kæmpe for flere ting på én gang. Det handler om at kæmpe for én ting: En retfærdig verden, hvor profit ikke står over natur og mennesker.

Erkan Damos: Kære Greton Thunodius. Tak for din velformulerede tale. Men lad mig komme med en indvending. Hvis det at kæmpe for Palæstina og det at kæmpe for en grøn fremtid består i at kæmpe for én og samme ting, ja, så kan man som rationelt væsen ikke ville kæmpe for det ene uden også at ville kæmpe for det andet. Men historien viser jo det modsatte. I årtier har oprigtige aktivister skabt fremskridt for planeten ved at kæmpe for klimaet, mange af dem helt uden at dele din politiske opfattelse af Israel/Palæstina-konflikten. Kan man ikke være en god klimaaktivist uden at være engageret i den palæstinensiske sag?

Greton Thunodius: Kære Erkan Damos. Nej, det vil jeg ikke mene, for så engagerer man sig i klimakampen på et falsk grundlag. Vi bliver nødt til at tænke over, hvorfor vi som aktivister er gået ind i klimabevægelsen i det hele taget. Klimakampen handler jo ikke bare om træer, men om at kæmpe imod global uretfærdighed og forhindre menneskelig lidelse nu og her. Gaza oplever lige nu enorm lidelse og undertrykkelse, og derfor bør vi som klimaaktivister naturligvis forsøge at bekæmpe det.

Erkan Damos: Men ved at indblande en politisk dagsorden som Gaza gør du klimakampen politisk. Men klimakampen er jo apolitisk i den forstand, at klimakrisen rammer alle mennesker på Jordkloden. Derfor kan og bør klimakampen forene mennesker over hele verden på tværs af deres politiske ståsteder.

Greton Thunodius: Klimakampen er netop ikke apolitisk. Den er baseret på dybe interessekonflikter mellem magtfulde aktører i Vesten og den globale majoritet, som rammes hårdest af klimakrisen, selvom de ikke bærer hovedansvaret for den. Det er en illusion, at klimakampen kan forene alle mennesker.

Mikaelis Lokane: Jeg er helt enig med dig, Greton Thunodius, og vil gerne supplere med et billede. Klimakrisen er et stormvejr, som vi alle befinder os i. Men vi er ikke i den samme båd. Nogle sidder i kæmpestore, stormsikrede passagerskibe, som holdes i live ved hjælp af koloniale rigdomme. Andre sidder på skrøbelige tømmerflåder, som kun er blevet endnu mere usikre på grund af den udnyttelse, der beskytter de store skibe.

Hr. Bennikus: Kære Mikaelis Lokane, du har tegnet et flot billede. Og Greton Thunodius, du har ret i, at klimakrisen knytter sig til forbundne uretfærdigheder med ophav i kolonitiden. Men som Erkan Damos peger på, så kan vi kun løse klimakrisen, hvis folk forener sig på tværs af politiske ståsteder. Klimakrisen er en akut problemstilling, som kalder på, at vi hurtigst muligt får flertallet med. Og flertallet er ikke parat til at støtte andre dagsordener som frihedskamp i Palæstina og kampen mod økonomisk ulighed. Tværtimod vil de have en fremmedgørende effekt og skubbe folk væk.

Mikaelis Lokane: Kære hr. Bennikus. I klimabevægelsen må vi først og fremmest acceptere, at vi kommer til at fremmedgøre visse dele af befolkningen. De rigeste ti pct. af verden vil ikke bryde sig om samtaler, der handler økonomisk ulighed eller palæstinensisk frihedskamp. Men hvad betyder de rigeste, når det er flertallet, vi ikke vil fremmedgøre? Her vil jeg gerne udfordre din præmis, hr. Bennikus. For jeg tror i høj grad på, at vi kan få majoriteten med på et klimapolitisk projekt, der også går imod ting som racisme og økonomisk undertrykkelse. I Storbritannien viser meningsmålinger, at flertallet støtter en permanent våbenhvile i Gaza, at regeringen ikke sender penge til Israel, vinterbistand til ældre og den slags ting. Jeg stoler på, at folk godt kan sætte sig ind i virkeligheden og se, at tingene hænger sammen.

Erkan Damos: Kære Mikaelis Lokane. Du argumenterer flot for din sag, men klimahandling kan ikke vente på, at flertallet mener det samme om politiske emner, som har splittet befolkningen i årtier. Lad mig komme med en historie.

Forestil jer en myretue, hvor hundredtusindvis af myrer arbejder møjsommeligt med at få myretuen til at fungere. En dag spreder koloniens ondsindede myredronning gift ud i tuen. Egentlig skulle giften bare dræbe et par svage, uarbejdsomme myrer. Men nu er den trængt ind i alle tuens kamre og truer med at udslette kolonien. Myrerne kan godt få giften ud, hvis de alle samarbejder. Myredronningen tager ikke selv initiativ til at dræne giften. For hun er bange for, at myrerne vil indse, hvor magtfulde de er, når de samarbejder i fællesskab. Dog får en ivrig gruppe modige myrer samlet en stor bevægelse, som begynder at dræne myretuen for gift.

Midt i arbejdet med at redde deres fælles hjem begynder de yngre myrer i bevægelsen at råbe op om, at myredronningen behandler visse myrer uretfærdigt. Myretuen er et brutalt magthierarki, siger de, hvor svage myrer undertrykkes til fordel for de stærke. Og de nægter at være med til at dræne giften, hvis de ikke samtidig bekæmper hierarkiet og vælter myredronningen.  Flertallet af myrerne, som er loyale over for myredronningen, forstår sig ikke på de yngres argumenter, og de begynder gradvist at trække sig fra redningsarbejdet. Myrerne splittes. Og alt imens de diskuterer ivrigt med deres små myretunger, trænger giften ud i myretuen og slår hele kolonien ihjel. Mine højtærede samtalepartnere, I kan vel se, at myretuen er Jorden, og myrerne er os?

Mikaelis Lokane: Sikke en flot historie med en tragisk afslutning. Det er heldigt, at mennesker ikke er myrer og bedre kan spotte en ondsindet tyran, når de ser én.

Erkan Damos: Men kan de nu også det? Ak, den diskussion må vi tage en anden gang. /Claes Sørensen

Dialogen er opdigtet, men baseret på virkelige personer og deres udsagn.