Har man befundet sig på en mark fyldt med køer, ved man godt, at de ikke er til at spøge med. Oplevet på nært hold er køerne nogle imposante dyr, og i flok udgør de en åbenlys trussel, hvis først de bestemmer sig for at løbe dig over. Alligevel var der noget sært komisk ved en artikel om præcis det, som The Guardian torsdag publicerede på avisens hjemmeside: “Helvedet og rædslen ved koangreb: ‘Jeg sagde til min mand, at han skulle lade mig dø.’”
Måske lå det sorthumoristiske i overskriftens bombastiske sprog og det kontrasterende nærbillede af en fredelig koflok. Måske skyldtes det, at den ret åbenlyse erfaring af, at køer kan være farlige, nu blev solgt som en sensationel journalistisk fortælling. Eller også var problemet, at The Guardian vitterligt forsøgte at gøre koen til Storbritanniens farligste dyr – og på alle måder malkede historien.
Hvis først vi begynder at tegne skræmmebilleder af koen på marken – og vel at mærke skræmmebilleder, som ikke handler om kreaturernes katastrofale klimabelastning – skal vi nok til at overveje at gå helt andre veje i livet. Med fordel kunne man jo vælge at gå uden om køernes indhegning. Eller også må man bare acceptere, at ikke alt i tilværelsen kan kontrolleres, og at ikke alt har en løsning. Nogenlunde den konklusion leverer adfærdsforskeren for husdyr Miriam Parker da også til The Guardian: “Der er en vis risiko, som vi ikke kan eliminere.”
Solutionismens selvmål
I den lille bog Ny radikal oplysning, der for nylig er udkommet på dansk ved forlaget Mindspace, skriver den spanske filosof Marina Garcés bl.a. om begrebet “solutionisme”, altså det, vi meget uelegant også kan kalde løsnings-isme på dansk. Med hjælp fra andre tænkere forklarer Garcés, hvordan “uddannelse, viden og videnskab” i stigende grad miskrediteres, hvis ikke det kan levere “løsninger for arbejdsmarkedet, tekniske løsninger, økonomiske løsninger”. Solutionisme, mener Marina Garcés, bliver simpelthen et “alibi for en viden, der har mistet egenskaben til at kunne forbedre os som personer og som samfund”. Eller som hun lidt længere skriver:
“[S]olutionisme [er] den ideologi, der legitimerer og sanktionerer bestræbelserne på at tage fat på enhver kompleks social situation med udgangspunkt i klart definerede problemer og endelige løsninger. Født i et urbant miljø og udviklet i Silicon Valley rummer begrebet solutionisme sin egen utopi: den at ville føre menneskeheden frem til en verden uden problemer. I denne problemfrie verden kan menneskene være dumme, fordi verden selv vil være intelligent: dens genstande og dens mekanismer, de data, der vil udgøre den, og de operationer, der vil organisere den.”
Klip til fredag morgen, hvor tidligere Djøf-direktør Sigge Winther Nielsen på Christiansborg kunne præsentere en spritny regnemodel for bl.a. finansminister Nicolai Wammen (S). ‘Model for vilde problemer‘, hedder den – og det er selvfølgelig Sigge Winthers såkaldte Institut for Vilde Problemer (INVI), der står bag.
Til Børsen fortæller (betalingsmur) Sigge Winther, hvordan modellen har taget over et år at udvikle, og at det er sket i et tæt samarbejde mellem INVI og professor i statskundskab ved Københavns Universitet Jacob Gerner Hariri. Desuden er modellen blevet fagfællebedømt af to universitetsforskere, ligesom udviklingen, sådan som Børsen formulerer det, “er blevet fulgt nøje af en følgegruppe bestående af nogle af kongerigets førende forskere og eksperter.” Heriblandt den økonomiske overvismand Carl-Johan Dalgaard og den tidligere departementschef i Finans- og Beskæftigelsesministeriet Peter Stensgaard Mørch. Sidstnævnte er mildest talt begejstret:
“Ingen af os bilder os ind, at det er en trylleformular – men det er et originalt og spændende bud på at bruge kunstig intelligens på en måde, som vi mig bekendt ikke har set før, og som i mine øjne kan gøre en reel forskel for beslutningstagerne.”
Hov, hvad var det? Kunstig intelligens? Reel forskel for beslutningstagerne? Hvad er det egentlig, INVI har brugt mere end et år på at bakse sammen?
Vilde løsninger
Faktisk skal man forbløffende langt ned i Børsen-artiklen for rigtig at få et indtryk af det. Først må man forstå, at der er tale om en meget innovativ model, som forhåbentlig “kan gøre en forskel i afgørende, politiske forløb.” At modellen “kan blive en indsatsstyrke, man kaster ind over for svære problemer.” Og at mange kloge mennesker som sagt har været med til at udvikle den. Hvilket langt om længe bringer os til substansen: Det, som ‘Model for vilde problemer’ kan, er at tage “fritekst”, som “hundredvis” af relevante fagpersoner har skrevet om et givent problem – fx pædagoger og psykologer om unges mistrivsel – og herfra spytte det ind i en KI-model, som så vil omdanne friteksten til “konkrete data og værdier”. Fx vil man kunne få en score fra 0-100 for, hvor “vildt” et problem, der er tale om.
Øhm, okay, det lyder så måske ikke sådan helt vildt innovativt; snarere som en teknokratisk feberdrøm. Skåret helt ind til benet vil INVI altså tage fagpersoners input, og først lige køre det igennem en kunstig intelligens, før det når frem til lovgiverne – eller os andre. For som tænketanken forklarer i en såkaldt “pixi”: “Modellen bygger på collective insights. Eller med andre ord så ’tapper’ den ind i praktikernes kollektive hjerne, så vi bliver klogere på, hvad det er for en virkelighed reformer og tiltag skal ud og møde – i realtid både før, under og efter de bliver rullet ud.” Og endnu mere eksalteret i den fulde rapport om modellen:
“I situationer hvor det kan være vanskeligt at navigere, kan modellen være et værdifuldt værktøj for de aktører, der ønsker at tackle vilde problemer ved at levere data, visualiseringer og et ’dashboard’. Disse elementer tilbyder et fælles kompas, som aktørerne kan bruge til at styre gennem vildnisset af overlappende problemer, når de udvikler løsninger, udpeger samarbejdspartnere og følger udviklingen i implementeringen.”
Spørger man Sigge Winther, sådan som Børsen har gjort, vil ‘Model for vilde problemer’ gøre det langt nemmere at få viden ind i “det politiske system”. Faktisk er man allerede nu i “tæt dialog” med både stat og kommuner om at bruge den (shit). Spørger man Marina Garcés, vil hun sandsynligvis pege på den åndelige infantilisering, vi risikerer at få med INVI’s verdenssyn – hvor selv den mest komplekse ekspertviden kan samles til fikse datapunkter, politikerne nemmere kan fordøje. Oplyst analfabetisme, kalder Garcés det også: “Vi ved alt, men vi kan ingenting.” Sommetider er det måske okay at tygge lidt drøv, før vi løber vildt efter løsningerne. Særligt hvis vi som samfund ikke vil sættes i bås af kunstigt intelligente regnemodeller bygget af en djøf-hær. /David Dragsted