Spejl med spejl med spejl på

Lolland-Falster Folketidende, en af Danmarks få tilbageværende eftermiddagsaviser, indeholdt lørdag en lille redaktionel genistreg. Et diskret avissnedkermæssigt raffinement, som giver én troen på papiravisens fremtid tilbage. Hen over et par sider i kultursektionen kunne man under overskriften ‘Dråben, der spejler havet’ læse en anmeldelse af Thomas Bobergs meget omtalte nye roman Insula om livet og menneskene på en lille ø, der minder en hel del om Fejø, som Boberg flyttede til for nogle år siden.

Anmelderen, Folketidendes nyhedschef David Arnholm, er begejstret og giver romanen fem stjerner ud af seks. Han indleder med at opsummere den vrede og forargelse, som bogen har afstedkommet blandt visse af øens beboere, og som konfliktopsøgende medier har stillet store mængder spalteplads til rådighed for en udbasunering af. Alt sammen til gavn for bogsalget, men måske mindre gavnligt for Bobergs kortsigtede personlige relation til nærområdet.

I anden spalte går Arnholm meta, han træder et skridt tilbage fra sin anmeldelse: “Som lokalavis skal man bakke op om den forargelse. Det er i hvert fald forventningen, mærker man. Ligesom vi her på øerne ikke kunne lide den ellers fremragende serie ‘På røven i Nakskov’, der gav stemme til en lang række mennesker, vi ellers oftest lukker øjnene for og helst var fri for at blive konfronteret med, skal vi også lægge afstand til Bobergs roman. Men der er en anden og mere givende måde at læse Insula på. Man kan læse den som litteratur. Som et værk hævet over tid og sted. Som en fortælling om at være ny i et lille samfund. Tilflytter med drømme om fællesskab og natur. Som en beretning om håb, længsler, erfaringer, skuffelser, bristede illusioner og alle mulige andre sider af menneskelivet.”

Og så til genialiteten. Neden under anmeldelsen har avisens redaktion placeret et læserbrev om romanen. Det er ikke skrevet af en rasende fejbatting, men af en borger i 4930 Maribo, som indledningsvis præsenterer sig som “nærtstående slægtning til beboere på Fejø”. Og som en sådan – altså fætter eller onkel eller morfar, eller hvad det nu kan være – er det læserbrevsskribenten “magtpåliggende at påpege nogle aspekter af Thomas Bobergs virkning i den virkelig verden”.

Man skal ikke læse mange sætninger, før det står klart, at indlægget er selve antitesen til Folketidendes anmeldelse af bogen. Hvor anmeldelsen er fuld af ord som “håb”, “længsler” og “strofer af stor, stor skønhed” for ikke at tale om de poetiske passager, der er hentet direkte fra Insula, så er læserbrevet anderledes dystert. Maribonitten skriver, at Bobergs bog er “en af de mørkeste bøger, jeg længe har læst”, at den er “præget af et sortsyn på alle livets områder”, at den er “nedladende” og fuld af “konspirationsteorier”, og at Boberg “tydeligvis [er] meget optaget af det syge, det forkerte, det sølle”. Læserbrevsskribenten giver dog Boberg, at bogen også indeholder “positive litterære kvaliteter”, men kun for afslutningsvis at konkludere, at “denne bog er ikke til gavn for nogen eller noget”.

“Spejl!” får man jo lyst til at råbe. Debattøren i Maribo forsøger at påpege en form for søle, et råddenskab, som bor i tilflytteren Boberg, men kommer takket være sit eget påfaldende dunkle vokabular til selv at fremstå som mørkets repræsentant. Og hvorved Folketidendes anmeldelse nærmest får vinger, og Folketidende bliver et billede på oplysning og dannelse. Det er spejl med spejl med spejl på. Alle indesluttede samfund fortjener en Thomas Boberg.

Og så til Aalborg…

Og så snart man har sagt ordet indesluttet, er det svært ikke at tænke på topledelsen i Socialdemokratiet, der netop har overstået sin årskongres i Aalborg. Det har været nogle specielle år for partiet under Mette Frederiksens lederskab. Meget specielle. Den kultiske dyrkelse af Frederiksen i toppen af S burde nok have foranlediget et reality-tjek allerede for nogle år siden. Det har set mærkeligt ud udefra. Men ingen har haft lyst til at indtage rollen som partiets Thomas Boberg. Indtil nu.

Forud for kongressen forsøgte partiets hovedbestyrelse med statsministeren i spidsen at tage et opgør med Socialdemokratiets 55 år gamle forbud mod dobbeltmandater, så socialdemokratiske folketingsmedlemmer fremover atter skulle kunne sidde i byråd samtidig. Men forslaget blev nedstemt i Aalborg. 253 stemte for, mens 225 stemte imod, så der kunne ikke mønstres det nødvendige flertal på to tredjedele. 225 socialdemokrater lavede tilsammen en lille Boberg. Spejlet kom op. Om det giver noget som helst stof til eftertanke hos Frederiksen, er en anden sag. /Oliver Stilling