Grænsekontrollens dominoeffekter

Vi har før beskrevet i Føljeton, hvordan den “midlertidige” danske grænsekontrol igen og igen er blevet forlænget med skiftende forklaringer og manglende belæg, hvilket kan være i strid med EU-retten og Schengen-reglerne. Noget tyder dog på, at Danmark nu blot vil få nemmere ved at opretholde og forklare kontrollen. Fra i dag, mandag, har Tyskland nemlig indført sin egen “midlertidige” grænsekontrol på foreløbigt seks måneder ved grænserne til Frankrig, Luxembourg, Holland, Belgien og Danmark. Det er ikke blot et markant brud på den tidligere kansler Angela Merkels berømte (og berygtede) “Wir schaffen das”-princip. Nej, tiltaget frygtes også at medføre en decideret dominoeffekt af øget grænsekontrol EU-landene imellem – hvilket ultimativt risikerer at smadre Schengen-samarbejdet, der hidtil har sikret gnidningsfri bevægelse på kryds og tværs af de europæiske Autobahner.

Det tog de fleste på Schengen, da den tyske indenrigsminister Nancy Faeser for godt en uge siden kunne annoncere, at Tyskland fremover vil stramme kontrollen om sine grænser for at dæmme op for den “irregulære” migration  – vel at mærke gennem en stikprøvekontrol, der ifølge ministeren skal virke så lidt generende for pendler- og rejsetrafikken som muligt. Alene signalværdien i, at EU’s største og rigeste nation nu har lagt en så tydelig ny strammerkurs i migrationspolitikken, har sendt chokbølger gennem Europa. Både positivt og negativt: Mens højreradikale røster som Ungarns Viktor Orbán og Nederlandenes Geert Wilders jubler over at se “deres” idéer omfavnet af tossegode Tyskland, er bl.a. Polens premierminister Donald Tusk og Østrigs præsident Alexander van der Bellen forbløffede over, at den tyske regering ikke har konsulteret med sine nabolande. Imens er Grækenland rasende over, at Tyskland løber fra sit ansvar.

Også i de tyske medier er den tyske trafiklysregerings nye grænsetræk blevet mødt med skepsis. Både Süddeutsche Zeitung og taz bemærker, at reaktionen fra omverdenen og Tysklands nærmeste naboer understreger, hvordan der spilles hasard med den europæiske sammenhængskraft. Endnu mere kontant er reaktionen i Die Zeit, hvor Bruxelles-korrespondenten Ulrich Ladurner kommenterer, at Tyskland nu “tager et skridt, som intet EU-land nogensinde har taget i denne form, med undtagelse af Ungarn”. Regeringen klandres for at have handlet i panik, uden tanke på de større europæiske perspektiver. Heller ikke den tyske industri er udelt begejstret, med bemærkninger fra bl.a. DIHK, det tyske industri- og handelskammer, om, at grænsekontrollen kan føre til forsinkelser i vareleveringer. Med tanke på, at en genindførelse af indre grænsekontroller hen over Europa ifølge tænketanken Bertelsmann Foundation menes at kunne koste op mod 470 mia. euro i tabt vækst over 10 år, er det da heller ikke småpenge, der er på spil.

Indenrigspolitisk er det dog helt andre bekymringer, der optager den tyske regering. Bekymringer, som blot synes at legitimere grænsekontrollen – hvis det vel at mærke er regeringens egen levedygtighed, der tæller. Indførelsen af grænsekontrollen udlægges flere steder som en direkte reaktion på det terrorangreb i byen Solingen, der tilbage i august kostede tre mennesker livet, og som efterfølgende har ført til ophedet politisk debat om Tysklands asyl- og migrationspolitik. Dertil kan tilføjes delstatsvalgene i Thüringen og Sachsen, der førte til øget fremmarch hos højrenationale Alternative für Deutschland (AfD). Og frygten for, at AfD vil gentage succesen ved delstatsvalget i Brandenburg, der løber af stablen den 22. september. For slet ikke at tale om, hvordan det venstrepopulistiske fænomen Sahra Wagenknecht med sin hårde strammerretorik tilsvarende er begyndt at presse regeringen fra venstrefløjen.

Den socialdemokratiske kansler Olaf Scholz ser tilsyneladende ingen anden udvej end at omfavne en ny indvandrerkritisk linje og dermed hente inspiration fra de danske socialdemokrater. Samtidig kan han trøste sig med, at grænsekontrollen med al sandsynlighed vil nyde bred folkelig opbakning: Ifølge en nylig undersøgelse bragt af Die Zeit er det hele 82 pct. af tyskerne, der går ind for en begrænsning af migrationen. Så mon ikke bommene forbliver nede, også efter de første seks måneder? Det bliver i hvert fald vigtigere end nogensinde at huske sit europæiske pas. /David Dragsted