Nyhedsanalyse
Barnier: En macronistisk højredrejning
Efter en overvældende valgsejr til venstrefløjskoalitionen ved det franske parlamentsvalg valgte Macron alligevel at gå til højre med valget af sin nye premierminister.
Michel Barnier nåede knap nok at sætte sig ved skrivebordet på Hôtel de Matignon, før demonstranter indtog det parisiske gadebillede og krævede, at han gik af.
På trods af at være et velkendt ansigt i fransk politik efter en 40-årig lang karriere, så er valget af den 73-årige konservative politiker som fransk premierminister den 5. september alligevel blevet ret prækært modtaget – af både venstre og højre.
Det har ikke været en nem beslutning for den franske præsident Emmanuel Macron at udpege en ny premierminister. Måske især i lyset af at det nu er hans tredje af slagsen i en kun toårig regeringsperiode; den sidste – og yngste i den femte republik – Gabriel Attal, nåede kun at have posten i otte måneder, før han altså måtte vige til fordel for den nu ældste premierminister i moderne fransk politik.
Udnævnelsen af Barnier er betænkelig. Og dog. Det er vel efterhånden en klassisk macronisk strategi altid at pisse venstrefløjen af. Efter at have brugt flere måneder på at føre en valgkampagne nærmest side om side med formålet at blokere den franske højrefløj i parlamentet, røg enhver tanke om samarbejde med venstrefløjen ud med badevandet, da præsidenten alligevel valgte at invitere højrefløjen ind til regeringsforhandlingerne og nu lader dem have det sidste ord i valget af premierminister.
Med udsigten til at skulle overdrage et Frankrig til sin nemesis, Marine Le Pens Rassemblement National, afviste den ”centristiske” Macron derfor den 26. august venstrefløjens premierministerkandidat Lucie Castets med begrundelsen, at den nye premierminister skulle fordre ”institutionel stabilitet” og bekræftede dermed, at planen for at holde højrefløjen ude af Élyséepalæet altså indebærer at invitere en anden del af højrefløjen ind.
”Præsidenten har netop officielt benægtet valgresultaterne fra det parlamentsvalg, han selv udskrev. [Barnier, red.] er, blandt andet, medlem af et parti, der lå i bunden ved det forrige parlamentsvalg. Valget er derfor blevet stjålet fra det franske folk,” udtalte en vred Jean-Luc Mélenchon efter udnævnelsen af Barnier. Både venstrefløjskoalitionen Nouveau Front Populaire og den ekstreme højrefløjs Rassemblement National har truet med at blokere en nyvalgt regering, hvis ikke valget af premierminister falder i deres smag.
Med valget af Barnier står og falder det hele med højrefløjens accept, som lige nu ser forholdsvis lovende ud. Flankeret af Marine Le Pen udtalte lederen for Rassemblement National, Jordan Bardella, at partiet vil se Barniers politik an og vurdere, om han bare er en forlængelse af Macron. Men det er altså endnu ikke en afvisning af Barnier. Også selvom en af Bardellas partifæller kaldte den 73-årige en ”mølkugle”.
Den veletablerede Michel Barnier taler ind i løftet om et ”stabilt” fransk parlament. Han er bedst kendt for sin rolle som EU-forhandler af Brexit-aftalen samt tidligere at have besat poster som udenrigsminister og miljøminister. Valget af den garvede politiker stritter imod hele Macrons eksistensberettigelse i fransk politik som repræsentant for et ”nyt Frankrig”. Men måske skulle det nye Frankrig hele tiden bare have været mere af det gamle. /Astrid Plum