Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Wow, der er virkelig grund til at hæve øjenbrynene, for når SVM-regeringen – for en sjælden gangs skyld – ikke taler om effektiviseringer og snedige rationaliseringer, bør man spærre øjnene op: Den nye sundhedsreform, som netop er blevet præsenteret her onsdag formiddag, handler slet ikke om at ville spare penge, må man forstå. Nej, nej, motivet er langt mere ædelt og inkluderende.
Som et bemærkelsesværdigt vendepunkt i de seneste årtiers ellers indadvendte reformpolitik lyder motivet fra regeringstoppen nu, at de mange bureaukratiske manøvrer i stedet handler om, at borgerne fremover skal have mere medbestemmelse. Mere demokrati, simpelthen. De administrative omlægninger i sundhedsvæsenet skal tilmed ses som et fremstød for social lighed, nærhed og bedre behandling af de svageste.
Det lyder jo alt sammen så flot og besnærende, og konkret lægges der da også op til, at der skal oprettes nogle nye såkaldte sundhedsråd, faktisk hele 17 af slagsen, hvor allerede folkevalgte byrådsmedlemmer og regionsrådsmedlemmer vil blive bragt sammen for at sikre bedre koordination mellem supersygehuse, praktiserende læger og den kommunale omsorg.
Samtidig vil SVM-regeringen fusionere Region Hovedstaden og Region Sjælland til en ny megaregion med halvdelen af hele Danmarks befolkning, i alt 2,7 mio. borgere. Og lige dét, ja, det er måske ikke ligefrem et demokratisk boost, men det er også bare en detalje. For regeringstoppen vil gerne fortælle en større og opbyggelig historie om, at SVM-alliancen nu vil skabe et sundhedsvæsen af folket, gennem folket og for folket.
“Det her er en kæmpe decentraliseringsøvelse, hvor vi flytter læger og penge tættere på den enkelte borger,” sagde Socialdemokratiets formand og statsminister Mette Frederiksen, som dog kom til at stå lidt i skyggen af de blå venner.
Demokrati med måde
Sundhedsudspillet minder mest om de mange udspil, som tidligere er kommet under Venstre-ledede regeringer. Det er ikke første gang, at en centrum-højre-regering forsøger at omstrukturere bureaukrati og tilbyde friere valg. Forsvarsminister og Venstre-formand Troels Lund Poulsen var da også afdæmpet fornøjet på pressemødet:
“Jeg er glad for, at vi ikke bare fastholder en folkevalgt ledelse af vores regioner, men går skridtet videre med oprettelse af de nye sundhedsråd. Og dermed bringer de folkevalgte endnu tættere på beslutningerne.”
Samme sang om lyksalighederne ved de nye sundhedsråd kom fra udenrigsminister og Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen, som sågar talte om, at det nu var lykkedes at finde cirklens kvadratur: “Sundhedsrådene skal trykke sygehusbehandlingen tættere ud mod borgerne,” sagde Lars Løkke, som også kan være ganske godt tilfreds, da det samlede udspil til sundhedsreformen grundlæggende ligger i forlængelse af hans mange tidligere omlægninger.
Efter de indledende besværgelser om nærdemokrati og decentralisering kom Lars Løkke da også til at vende tilbage til en af sine gamle schlagere – om en stærkere statslig styring. Moderaternes formand, som i sin tid også var den politiske arkitekt bag idéen om supersygehuse, betonede, at han dels godt kunne have levet med “færre regioner, end de fire vi her foreslår”, og at han dels har kæmpet på de interne linjer for at skabe en større central muskelkraft, så det bliver muligt at gennemtvinge mere ensartede behandlingstilbud på tværs af landet.
Lars Løkkes ord om en stærkere stat kom til at fungere som et slags løsen, et afslørende øjeblik. For så vigtigt var det lokale demokrati åbenbart ikke.
Større statslig kontrol
Pludselig, midt under pressemødet, glemte de tre partiledere for en stund den drømmende snak om mere folkelig medbestemmelse, for i stedet at tale mere personligt passioneret om at ville styre fordelingen af landets læger.
“Vi tror ikke længere på frivillighedens vej,” slog Mette Frederiksen fast, og hun forsøgte ikke engang at lægge skjul på, at den bundne opgave for både den nye megaregion og de tre vestlige regioner vil blive at sørge for, at lægerne bliver fordelt rundt til de egnsdele, hvor der i dag mangler både praktiserende læger og ikke mindst speciallæger:
“Vi kan ikke blive ved med at afvente, der bliver lavet aftaler. Så nu laver vi hårde greb, der får lægerne derud, hvor danskerne har mest behov for det,” sagde statsministeren og understregede dermed, at det reelle formål med omlægningerne er, at højt specialiserede læger fra hovedstadsområdet fremover skal tvinges ud til yderområderne i Østdanmark, ikke mindst på sydhavsøerne Lolland og Falster.
Under den pæne overflade om et rodfæstet demokrati er bundlinjen, at udspillet død og pine skal føre til, at flere læger skubbes ud af universitetsbyerne, hvor de er uddannet og i dag bor med deres familier. Med eller uden de lokale folkevalgtes opbakning, for i sidste ende vil det være regeringen, som bestemmer. Som det kontant hedder i selve udspillet:
“På nationalt plan skal det sikres, at de samlede ressourcer – økonomi og sundhedspersonale – fordeles bedre på tværs af landsdelene. Der skal være en langsigtet, national sundhedsplan, som blandt andet sætter retning for brugen og fordelingen af ressourcer på tværs af landet.”
Inden under den indtagende retoriske indpakning, som smukt forener Socialdemokratiets paroler om social lighed med Venstres tale om nærdemokrati, tegner udspillet ‘Sundhed tæt på dig’ reelt til at blive en videreførelse af de senere års centralisme.
De nye sundhedsråd og færre regionsråd får frit spil til selv at bestemme, så længe de blot beslutter præcis, hvad regeringstoppen på forhånd har besluttet sig for. /Lars Trier Mogensen