Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Er man sportselsker, og eksempelvis til falds for fodbold, motorsport, golf, tennis eller cricket (af en eller anden grund), vil man for længst have erfaret, at Saudi-Arabien er begyndt at spille en stor og stadig mere intimiderende rolle med sine mange sportsvaskende oliepenge. Siden diktaturstaten introducerede sin såkaldte “Vision 2030” tilbage i 2016 – der har til formål at diversificere landets dybt olieafhængige økonomi, og desuden give Saudi-Arabien et internationalt omdømme som mere og andet end kvindeundertrykkende teokrati – har kronprins og de facto leder Mohammed bin Salman (også kendt som MBS) strøet om sig med “progressive” reformer og ambitiøse investeringer (hvis han da ikke har haft travlt med at beordre parteringer af journalister); blandt andet i det bloddryppende futuristiske byudviklingsprojekt Neom, og ja, i rigtig meget sport.
Ifølge en rapport fra tænketanken New Weather Institute, der udkom i denne uge, har Aramco, det statsejede saudiske olieselskab, skudt godt 1,3 mia. dollars ind i den globale sportsindustri alene i sponsorater. Saudi-Arabien har via den statsligt kontrollerede Public Investment Fund (PIF) bl.a. brugt godt 2 mia. dollars på at oprette den nye golftour LIV Golf, der hastigt truer med at opsluge hele sporten. Og i fodboldens verden har Saudi-Arabiens indmarch skabt en bizar situation på det allerede inflationsramte transfermarked.
Fodboldspillere i deres bedste alder hentes nu til den saudiske liga for eksorbitante millionbeløb, hvor de kan trille bolden rundt i det, der har fået ry for at være et glorificeret sportsligt pensionshjem. Dertil kommer, at MBS via PIF har købt den traditionstunge nordengelske arbejderklub Newcastle som sit eget stykke legetøj, der kan konkurrere med tilsvarende oliestatsejede klubber som Manchester City (De Forenede Arabiske Emirater) og Paris Saint-Germain (Qatar) på den store internationale scene. Kronen på værket vil på mange måder være, når Saudi-Arabien senere i år får tildelt værtskabet til VM i herrefodbold i 2034, og dermed vil kunne gøre nabostaten Qatar kunsten efter. Det er også her, Dansk Boldspil-Union (DBU) kommer ind i billedet.
Skal man opsummere DBU’s ageren før, under og efter VM i Qatar tilbage i 2022 (hvor Danmark på pinlig vis røg ud efter blot at have skrabet et enkelt point sammen i gruppespillet), kan den nok bedst siges at være forkvaklet, grænsende til det tragikomiske. Selvom DBU siden 2014 har brystet sig af, at man med strategien “En del af noget større” vil tale om mere og andet end ren fodbold, formåede man aldrig at forene idealerne med en meningsfuld strategi for, hvordan man skulle tackle slutrunden i Qatar.
Forkølede forklaringer om “kritisk dialog” kunne på ingen måde skygge for det faktum, at landsholdet jo skulle spille på stadioner, der var bygget på slavekraft – mens dialogen end ikke gav plads til noget så uskyldigt som et regnbuefarvet anførerbind. Landstræner Kasper Hjulmand, der før havde strøet om sig med humanistiske ledelses-floskler såsom at han vil fokusere på det “hele menneske”, virkede fortabt, og det samme gjorde spillerne, når de blev spurgt om de mange politiske problemstillinger.
Efterfølgende har DBU da også lidt modvilligt måttet indrømme, at strategien i Qatar slog fejl. Ligesom adm. direktør Erik Brøgger Rasmussen ved et genbesøg i Qatar har måttet erkende, at billedet i oliestaten stadig er “blandet”, trods al den kritiske dialog. Klog af skade har man derfor heller ikke planer om at håndtere en kommende VM-slutrunde i Saudi-Arabien på samme måde.
Og så alligevel.
Onsdag i denne uge mødtes DBU, i ledtog med sine nordiske kolleger, med det saudiarabiske fodboldforbund for at drøfte den kommende slutrunde. Snakken gik åbenbart over al forventning, for på et efterfølgende pressemøde kunne formand for DBU Jesper Møller konkludere: “Vi har ikke de store bekymringer”. Og det vel at mærke efter man havde været “rundt om samtlige emner, som vi gerne ville have uddybet”, herunder “menneskerettigheder, arbejdstagers retsstilling, kvinders retsstilling, kvindefodbold og bæredygtighed”.
Hvordan samtalen præcis er foregået, forbliver uvist, for pressen har ikke måttet få indblik i det fulde mødereferat. Noget kunne dog tyde på, at dialogen heller ikke denne gang har været så “kritisk”, som DBU ellers selv mener. Vi har derfor tilladt os at granske Jesper Møllers og Erik Brøgger Rasmussens udtalelser på pressemødet – og lavet en lille guide til, hvad de burde have sagt, hvis ikke blamagen fra Qatar skal gentage sig:
Sig ikke (Jesper Møller):
“Nu afventer vi rapporten fra Fifa (Det Internationale Fodboldforbund, red.), der kommer i slut november, og så sætter vi os ind i tingene. Med de kriterier, som deres VM-bud har fastsat, så føler vi ikke, at der er nogle bekymringer endnu.”
Men:
Vi har allerede nu sat os lidt ind i tingene, for det er minsandten ret nemt at google. Det viser sig, at Saudi-Arabien ifølge Amnesty International står bag krigsforbrydelser i Yemen, og at de saudiske myndigheder henretter demonstranter, ligesom migranter udsættes for menneskerettighedsforbrydelser og risikerer slavegørelse, alt imens kvinder systematisk undertrykkes. Ifølge Human Rights Watch har saudiske styrker også dræbt hundredvis af asylansøgere ved grænsen til Yemen, herunder kvinder og børn. Samtidig understreger ngo’en, at Saudi-Arabien bevidst forsøger at rense sit ry, der er plettet af en forkastelig behandling af menneskerettigheder, med sine omfattende sportsinvesteringer. Så jo, vi har da nogle bekymringer.
Sig ikke (Jesper Møller):
“Det er en fodboldnation. Jeg oplevede begejstringen, da de vandt over Argentina ved VM 2022. De har forholdsvis store stadioner. De skal ikke bygge nye lufthavne og metroer. De er et helt andet sted, end Qatar var ti år før VM.”
Men:
Ja, undskyld, nu googlede jeg lige lidt videre og opdagede så, at udenrigsministeriet i USA sørme også har lavet en rapport om menneskerettigheder i Saudi-Arabien. Der står bl.a., at “væsentlige menneskerettighedsspørgsmål omfattede troværdige rapporter om: vilkårlige eller ulovlige drab, herunder udenretslige drab; tvungne forsvindinger; tortur og grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf fra regeringens side; barske og livstruende fængselsforhold; vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser; alvorlige problemer med retsvæsenets uafhængighed; politiske fanger eller tilbageholdte; transnational undertrykkelse af enkeltpersoner i et andet land; vilkårlig eller ulovlig indblanding i privatlivets fred; afstraffelse af familiemedlemmer for påståede lovovertrædelser begået af en slægtning; alvorlige begrænsninger af ytringsfriheden og mediefrihed-”, pyh, jeg bliver faktisk lidt forpustet, for det er en lang opremsning.
Sig ikke (Erik Brøgger Rasmussen):
“De siger, at de godt ved, at de ikke er i mål, men at der er ti år til. Når de kigger på de seneste ti år, og hvad de har nået, hvis det fortsætter, så ser Saudi-Arabien i 2034 ikke ud som det, vi kender i dag. I dag kan man for eksempel ikke bare drikke en øl på stadion. Det kan man til VM (…) Det, de lægger allermest vægt på, er, at uanset hvem der kommer til Saudi-Arabien for at besøge dem, får man en tryg og god oplevelse. De understreger, at alle bliver budt velkommen. Man bliver i lufthavnen ikke afkrævet, hvilken seksuel orientering man har. Man skal vise sit pas, så får man et smil, og så er man velkommen.”
Men:
Trods alle reformløfterne tyder meget lidt på, at større sociale forandringer er på vej i Saudi-Arabien. Selvom MBS eksempelvis har lovet, at en ny familielov indført i 2022 ville have en omfattende progressiv effekt, har den ifølge Human Rights Watch medført, at mænds værgemål over kvinder er blevet formaliseret. Desuden rummer loven “bestemmelser, der fremmer vold i hjemmet og seksuelt misbrug i ægteskabet”. Homoseksualitet straffes også stadig med døden.
Sig ikke (Jesper Møller):
“I forhold til arbejdstagerrettighederne er de fuldstændig opmærksomme. De har indledt dialog med ILO (FN’s International Labour Organization, red.). De har afskaffet kafala-systemet, og nej, ikke alt fungerer perfekt med migrantarbejderne. Det siger de selv. Men fordi de har et samarbejde med ILO, som de også havde under budprocessen, så kommer det til at forbedre sig. De har lært af Qatar og leder ikke efter dårlige historier, som dem i Qatar med døde stilladsarbejdere.”
Men:
En klage indsendt til ILO fra fagforeningen Building and Wood Workers’ International (BWI) specificerer, hvordan Saudi-Arabien i udstrakt grad gør brug af tvungen arbejdskraft (altså slavearbejde), og bl.a. nægter at udbetale løn, fortsat konfiskerer pas og forhindrer arbejdere i at skifte job. BWI kalder det “en epidemi af overgreb”. Hvilket måske ikke er så mærkeligt, når man tænker på, at Saudi-Arabien ifølge Human Rights Watch har “en af de mest restriktive og krænkende kafala-systemer i regionen, som forbliver stort set uændret trods nylige reformer”.
Se, var det så svært, DBU? /David Dragsted, chefredaktør