Eliten vil være almindelig. Og vi tilgiver den for det

Den tidligere britiske premierminister Rishi Sunak voksede op på sin mors apotek og ordnede hendes regninger. Hele Moderaterne-formand Lars Løkke Rasmussens slægt består af “fattiglemmer og daglejere”, som han engang sagde i et interview på sin mors fødeø Bornholm. Statsminister Mette Frederiksen (S) er af en arbejderfamilie fra Aalborg. Og sådan kan man i stort set alle afkroge af magteliterne finde tilsvarende historier om mennesker, der angiveligt har gjort brug af talent, hårdt arbejde eller begge dele på samme tid for at arbejde sig op. Jo mere de prøver at overbevise andre om, at de i hvert fald ikke er fra middelklassen, jo højere er sandsynligheden dog for, at de faktisk er det.

Forskningen har masser af beviser på, hvordan eliten gerne vil opfattes som almindelige mennesker, der med en kombination af talent og hårdt arbejde har fået en plads på toppen. Men ingen har endnu bevist, hvilken effekt det har politisk. Derfor satte de to britiske sociologer Sam Friedman og Aaron Reeves ved henholdsvis London School of Economics og University of Oxford sig for at lave et stort eksperiment. Gennem syv år har forskerne systematisk gennemgået og interviewet navnene på Who’s Who – det britiske svar på Kraks Blå Bog – og Storbritanniens rigeste ene procent, og samlet dem i et imponerende datasæt over 125.000 medlemmer af den britiske elite gennem de seneste 125 år.

Tendensen, som de nu har samlet i bogen Born to Rule, er tydelig: Ved at præsentere befolkningen for forskellige varianter af elitekarakterer – der altså ligesom den danske magtelite også består af aktører i erhvervslivet, landbruget eller kongehuset – beviser de, hvor ukritiske og overbærende vi er over for dem, vi tror ligner os selv. Ja, faktisk vurderer vi dem mindre hårdt, når vi ser, at de hellere sender deres børn til fodbold i stedet for i operaen. Det er ikke uden konsekvenser: I takt med at eliten fremstår mere almindelig, bliver det kun desto sværere at opdage, at den politik, der i forvejen tilgodeser de velhavende, også udformes og forvaltes af mennesker, der har tendens til at være økonomisk og socialt mere højreorienterede.

Ikke bare har over halvdelen af de interviewede, der i dag påstår, at de har arbejdet sig op fra bunden, rødder i middelklassen. Den britiske elite har også en opfattelse af, at det i modsætning til 1800-tallets aristokrati er blevet nemmere at blive en del af eliten, end det egentlig er – mens de mennesker, der i dag rent faktisk har held med at klatre opad, stadig bliver behandlet markant dårligere end dem, der startede på toppen. Som vi tidligere har beskrevet i Føljeton, kunne det tyde på, at der er en tendens til, at de velstillede – og velplacerede – egentlig ikke rigtig bryder sig om arbejderklassen, men bare godt kan lide idéen om den. Ikke desto mindre er det at være elitært almindelig altså en valuta, der virker. Og hvem taber så? Vi har ringet til Friedman og Reeves.

I beskriver, at der er et symbolsk marked for den elitære almindelighed. Hvordan virker det marked, og hvilken effekt har det politisk?

Aaron: “I vores eksperiment har vi præsenteret folk fra den brede britiske befolkning for forskellige versioner af en eliteperson – det kunne være en direktør eller en akademiker. Det viste sig, at de opfatter de her mennesker meget forskelligt, alt efter om de kommer fra arbejderklassen eller middelklassen, eller om de har en intellektuel eller mere almindelig kulturel smag. De er mere tilbøjelige til at tro, at de mennesker, der fremstår almindelige, forstår deres liv og sætter pris på den slags bekymringer og problemer, de selv har. Og der er endda noget, der tyder på, at de ser de her mennesker som mere kompetente og værende bedre til deres job. I politik er det afgørende, at den britiske offentlighed tænker på dem på en mere positiv måde. Det nye er, at det ikke kun gælder politikere, men faktisk også går på tværs af eliter og derfor for eksempel også gælder erhvervsledere.”

Sam: “Når offentligheden tror på det, betyder det noget. Det giver virkelig de her eliter et positivt rygstød, så de har en rationel grund til at forme deres fortælling. Det, vi ikke ved, er, om de gør det med vilje. Nogle af vores data tyder på det, men vi kan selvfølgelig ikke læse bagom deres intentioner. I nogle situationer, som når respondenterne reflekterer over deres familiehistorie, er der en slags ydmyghed, som de får til at passe ind i narrativet. Jeg vil sige, det er det, vi gerne vil have bogen til at starte en debat om: nemlig hvor bevidst det er. På en måde er det ligegyldigt, om vi har et svar. For det sker, og det har håndgribelige effekter.”

Sammen med de danske eliteforskere Christoph Ellersgaard og Anton Grau Larsen har I udgivet et studie, hvor I sammenligner meritokratiet i Storbritannien med det danske. Her skriver I, hvordan Storbritannien fokuserer mere på at opdyrke talent gennem private universiteter, mens særligt det danske erhvervsliv er optaget af idéen om hårdt arbejde. Handler det her også om den værdi og status, vi tillægger det at arbejde generelt – og ikke kun i eliten?

Sam: “Det her med at forsøge at afvige fra sine privilegier er meget bredere end noget, der kun foregår i eliten. Det afspejler noget mere generelt om, at folk på forskellige niveauer i et meritokratisk samfund ønsker at fortælle en historie, der giver en meritokratisk legitimitet. Det er formentlig mere udtalt i eliten, fordi de har nået de højeste positioner. Jeg ser det som et mere generelt ønske om at ville udtrykke legitimitet over for andre. Men der er en særligt interessant tværkulturel forskel i, hvilken rolle arbejde spiller i forhold til talent og intelligens og evner i forhold til håndværk. Hårdt arbejde er værdsat i Storbritannien, men vi feticherer romantiske ideer om intelligens og evner på måder, som man måske ikke helt gør på samme måde i Danmark.”

Aaron: “Særligt i politik lægger man ikke meget vægt på talent. Man hører ikke mange af politikerne fremhæve, hvor utroligt geniale eller specielle de er for at have opnået den position, de har. Men institutionerne spiller en vigtig rolle her. Storbritanniens meget hierarkiske universitetssystem spiller ind i diskursen om, at hvis du kommer ind på bestemte universiteter, så er du anderledes. Og ret ofte ser vi, at mange mennesker er relativt ukritiske over for de historier, der bliver fortalt.”

Uligheden i velstand stiger konstant i både Danmark og Storbritannien. I hvor høj grad kan de her selvfortællinger bruges til at legitimere en eksisterende ulighed, men også videre maskere forskellene mellem eliten og den brede befolkning?

Aaron: “Når man gør eliten opmærksom på, at uligheden er steget, og at de i høj grad drager fordel af det, ændrer de til en vis grad deres adfærd. En af årsagerne er, at høje niveauer af ulighed underminerer historien om meritokratisk legitimitet. Når forskellene bliver større, bliver det tilsvarende sværere og sværere at fastholde, at man faktisk fortjener det, man har, bare fordi man er speciel på en eller anden måde, ikke? Det giver en ekstra form for legitimitet. Men det skjuler også det faktum, at der stadig er en ulighed i, hvem der får lov til at være en del af eliten. Det er derfor dobbelt, det der foregår her. Det er både en reaktion på stigende ulighed, men det er også med til at legitimere og skjule andre former for ulighed.”

Sam: “Hvis eliten afspejlede befolkningen bedre, ville vores politik potentielt se helt anderledes ud. Vi ser også, at dem, der både er en del af det, vi kalder den positionelle elite, og det, vi kalder formueeliten – dem der dermed er i den øverste 1 pct. – er en anelse mere højreorienterede. Vi ved, at folk, der kombinerer positionel magt med rigdom, er i stand til at udøve en uforholdsmæssig stor politisk indflydelse. Det er alene bekymrende, når man tænker på det demokratiske underskud. Men eliten synes også at være uvidende om deres fordele og indflydelse. Der er en stor afstand mellem mange af de her menneskers opfattelse af verden og det, vi videnskabeligt ved om den. Det er højtuddannede og succesfulde mennesker, og alligevel er deres sociale antenner ofte ret langt væk derfra.”

/Emma Louise Stenholm

Born to Rule udkom den 10. september på Harvard University Press.