Vi er for helvede et vidensamfund

Regeringskonstellationen, som vi har lært at kalde S-V-M efter de umage partier, der indgår i den, havde ét claim to fame tilbage ved dannelsen i 2022. Det var en regering “hen over midten”, der i kraft af sin opsigtsvækkende hen-over-midten-hed skulle turde tage fat i de store “nødvendige” og upopulære samfundsreformer. “Vi danner den for at levere løsninger,” udtalte Mette Frederiksen som et ekko af en key account manager i et it-firma, da de tre partier præsenterede deres regeringsgrundlag, ‘Ansvar for Danmark‘.

Og uden at vide, at hans vælgerbedrag og den umulige manøvre med at sammenføre tre modstridende politiske interesser få måneder senere skulle bidrage til at sende ham ud af dansk politik for altid, uddybede Venstres daværende formand, Jakob Ellemann-Jensen: “Hvis Danmark skal blive ved med at udvikle sig og forblive det bedste land i verden, har vi brug for reformer.”

‘Ansvar for Danmark’ lagde op til otte reformspor inden for den offentlige sektor og uddannelsesområdet. Det blev hyldet af erhvervslivet. Modigt! Stærkt! Men flere af de reformer, der blev bakset med, var ikke bare upopulære – de var uigennemtænkte, for ikke at sige ubegavede. Eller med andre ord: Måske var de upopulære af en årsag.

Universitetsreformen, som regeringspartierne har indgået med SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og De Konservative, er noget makværk. Dårligt politisk håndværk. Det er ikke engang en reform, det er bare nedskæringer. Landets universiteter er blevet pålagt at skære studiepladser væk og forkorte kandidatuddannelser. Allerede fra næste år skal tekniske og naturvidenskabelige uddannelser optage færre studerende.

Tænketanken Kraka har for nylig foretaget en analyse for Ingeniørforeningen IDA, som viser, at Danmark bliver 41 mia. kr. fattigere frem mod 2050, hvis reformen bliver gennemført. Tidligere har Det Økonomiske Råd og Rockwool Fonden været ude at sige, at den del af industrien, der får hjulene til at løbe rundt herhjemme – tænk fx Novo Nordisk – er den, der har højt uddannede medarbejdere og forskning på programmet.

Landets uddannelsesminister er fra Moderaterne og hedder Christina Egelund. Hendes forsvar for universitetsreformen? “Det kan godt være, at vi ville blive rigtig rige, hvis alle er forsikringsmatematikere. Sidst jeg tjekkede, var det dem, der opretholdt den højeste løn og dermed kunne bidrage til den ultimative velstand. Men hvem skal så behandle forsikringsmatematikeren, når vedkommende bliver syg og har brug for en sygeplejerske? Og hvem skal undervise forsikringsmatematikerens børn i folkeskolen?” siger Egelund til Politiken og lyder som en af de arbejderistiske statskundskabere, der møver rundt på den trange plads omkring Mette Frederiksen i toppen af Socialdemokratiet.

I samme artikel svarer formanden for Ingeniørforeningen, Laura Klitgaard: “Hvis du gerne vil være ingeniør, men bliver afvist, så er dit næste valg ikke at blive pædagog. Undersøgelser viser, at sådan hænger verden ikke sammen. Hvis ministeren kan få verden til at hænge sådan sammen, så lyder det da spændende.”

Hjernerne er det, vi har

Men det er ikke kun akademikernes fagforeninger og de råd og fonde, vi normalt lytter til, som føler, at alt stritter på universitetsreformen. Erhvervslivets topchefer er nået til samme konklusion. Og her taler vi ikke om ‘topchefer’ som Dansk Erhvervs direktør Brian Mikkelsen, der tidligere har været ude at rose regeringens store mod. Vi taler om rigtige topchefer, folk som Carsten Toft Boesen, der er direktør for Niras, en af Skandinaviens førende rådgivende ingeniørvirksomheder, Kathrine Forsberg, direktør for it-infrastrukturvirksomheden Atea Danmark, Troels H. Petersen, seniorvicedirektør hos Danfoss, Henrik Winther, direktør i Cowi osv.

Forleden i Børsen og her torsdag i Politiken er de ude at advare imod universitetsreformens voldsomt negative implikationer. “Vi ønsker at ansætte dem, der har den største specialisering. Hvis nogle af kandidaterne bliver reduceret i tid og omfang, så vil jeg hellere ansætte en, der har gået fem år på universitetet og læst til tunnelingeniør i Milano, end jeg vil ansætte en, der har gået fire og et halvt år på DTU,” lyder det fx fra Henrik Winther, der også er formand for brancheforeningen for rådgivende ingeniører. Han kalder det “grotesk”, at universiteterne næste år vil optage små 2.700 færre ansøgere. “Danmark er et videnssamfund. Den eneste ressource, vi har, er vores hjerner.”

Ikke overraskende ønsker Christina Egelund, der selv har læst – men ikke gennemført – litteratur og sprogvidenskab, ikke at forholde sig til indsigelserne. Et kandidatudvalg bestående af repræsentanter fra universiteterne, de studerende og Uddannelses- og Forskningsministeriet skal sidst i oktober komme med forslag til, hvilke uddannelser der skal forkortes. Det, der bør forkortes her, er vel snarere SVM-regeringens levetid. /Oliver Stilling