Nyhedsanalyse

FPÖ siger hej til hadet

Med en foruroligende valgsejr til højrenationale FPÖ i Østrig er EU løbet ind i et nyt nederlag.

Lisa Leutner/Reuters/Ritzau Scanpix

Efter de voldsomme oversvømmelser i Østrig er der nu kommet et politisk jordskred: Ved søndagens parlamentsvalg er højrenationale Freiheitliche Partei Österreich (FPÖ), der har direkte historiske nazi-forbindelser, blevet det største parti.

Resultatet vil ikke bare sende chokbølger gennem det østrigske alpelandskab, men hen over hele det europæiske kontinent. FPÖ’s valgsejr cementerer, hvordan det yderste højre fortsat udgør en stadig større eksistentiel trussel mod hele EU-samarbejdet – og hvordan der faktisk allerede er sket en udvanding af det demokratiske modstandsarbejde.

For fem år siden var der ellers intet, der tydede på, at FPÖ atter ville kunne rejse sig som østrigsk magtfaktor. En opsigtsvækkende skandalesag, der skulle blive kendt som Ibiza-affæren, fik dengang fjernet FPÖ fra regeringsmagten og sat en tyk streg under, at det højrenationale parti på ingen måde var stuerent:

I en lækket video sås FPÖ’s daværende leder Heinz-Christian Strache i en luksusvilla på Ibiza, i færd med at indgå en lyssky noget-for-noget-aftale med det, han troede var niecen til en hovedrig russisk oligark med tætte forbindelser til Vladimir Putin. Skandalen sendte FPÖ på dødens rand, ligesom den i sidste ende også væltede den populære unge kansler Sebastian Kurz fra partiet Österreichische Volkspartei (ÖVP), som havde siddet i regering med FPÖ.

En af de højtstående FPÖ-medlemmer, som dengang blev ofret under skandalen, var den nuværende partiformand Herbert Kickl, der fik sparket som indenrigsminister. Utroligt nok har Kickl dog siden da formået at genrejse FPÖ til fordums styrke, hjulpet godt på vej af taktisk coronapopulisme og ikke mindst partiets hofret: en enorm portion fremmedhad, der har fungeret som en rød tråd lige siden partiet blev stiftet i 1956 af den tidligere SS-Brigadeführer Anton Reinthaller.

En altså klassisk østrigsk ret, som Herbert Kickl formår at justere og garnere, så den smager store dele af de nutidige vælgere. Det er vel heller ikke for ingenting, at kulturforsker Christoph Landerer i avisen Die Presse bemærker, hvordan Kickl formår at tale på en måde, der leder tankerne direkte mod den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels. Eller at Kickl selv har lovet, at han vil agere “Volkskanzler” – en betegnelse, der engang blev associeret med Adolf Hitler.

Om Kickl får lov til at blive kansler, er dog indtil videre usikkert. Selvom FPÖ er blevet Østrigs største parti med godt 29 pct. af stemmerne, er samarbejdsviljen hos de øvrige partier mildest talt beskeden, ligesom præsident Alexander Van der Bellen ventes at gøre sit til, at FPÖ ikke bare vader direkte ind i regeringskontorerne. Det afgørende bliver dog, hvilken retning borgerligt-kristne ÖVP – der har fået lidt over 26 pct. af stemmerne – ønsker at gå i.

Ved at indgå et fornuftsægteskab med Socialdemokraterne (SPÖ) og liberale NEOS, vil ÖVP umiddelbart kunne holde FPÖ uden for indflydelse. Men værdipolitisk ligger ÖVP og FPÖ langt tættere på hinanden – ligesom der nok også vil være en frygt for, at frustrationen og opbakningen til FPÖ blot vil vokse sig større frem mod næste valg, hvis Kickl og kompagni bevidst ignoreres.

Et regeringssamarbejde mellem FPÖ og ÖVP er som nævnt set før, selvom det med Ibiza-affæren in mente heller ikke kan betegnes som en ubetinget succes. Som Politico bemærker, kan man passende også gå 25 år tilbage i tiden, til da FPÖ blev andetstørste parti efter valget i 1999, og dengang indgik et tilsvarende regeringssamarbejde med ÖVP. Alliancen førte til panik i Bruxelles, ligesom Portugal, der havde EU-formandskabet, reagerede prompte: Anført af den portugisiske premierminister António Guterres (som i dag er FN-generalsekretær) indførtes diplomatiske sanktioner mod Østrig, som på alle måder blev fordømt for sin højredrejning.

Selvom chokket stadig er til stede, må det i dag siges at have fået et langt mere defaitistisk udtryk i Bruxelles. Samtidig er det svært at forestille sig en tilsvarende diplomatisk respons – ikke mindst nu, hvor Ungarn frem mod årsskiftet har EU-formandskabet. Snarere må Ungarns premierminister Viktor Orbán juble over, at han har fået en ny potentiel allieret i klubben, der forsøger at nedbryde EU indefra. Det samme må Vladimir Putin. Og da særligt med tanke på, at FPÖ tidligere har vist sig mere end villig til at indgå studehandler med mystiske russiske kontakter. /David Dragsted

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12