Nyhedsanalyse
Guide til den amerikanske vicepræsidentdebat
Halvanden times debat mellem Tim Walz og J.D. Vance kan blive sidste gang, at den demokratiske og republikanske præsidentkampagne mødes ansigt til ansigt. Føljeton forudsiger, hvordan sammenstødet vil forløbe.
Kamala Harris har uden held budt Donald Trump op til endnu en debat, og derfor kan debatten mellem de amerikanske vicepræsidentkandidater i New York City natten til onsdag blive den sidste inden valget den 5. november.
Historisk set har vicepræsidentposten været en relativt ubetydelig stilling, og ifølge amerikanske statskundskabere har en vicepræsidentdebat aldrig afgjort et valg. Alligevel har de ført til mindeværdige øjeblikke som i 1988, hvor den republikanske vicepræsidentkandidat Dan Quayle på 41 år fik sammenlignet sig selv med John F. Kennedy, hvortil hans demokratiske modpart Lloyd Bentsen svarede: “Jeg var i tjeneste med Jack (Johns kælenavn, red.) Kennedy. Jeg kendte Jack Kennedy. Jack Kennedy var en af mine venner. Senator, du er ikke Jack Kennedy.”
I 2020 blev det hverken Kamala Harris eller Mike Pence, der løb med opmærksomheden, men en flue. Under en diskussion om systemisk racisme udgjorde Pences korthårsfrisure det perfekte hvide lærred for fluens one-insect-show. En efterfølgende undersøgelse af onlineaktivitet før, under og efter debatten fandt frem til, at fluen i gennemsnit blev nævnt 29 pct. mere end Joe Biden, daværende præsident Donald Trump, Pence eller Harris.
“Udvekslingen mellem vicepræsidentkandidaterne gav måske nogle mindeværdige øjeblikke, men de kunne ikke konkurrere med det insekt, som de delte debatscenen med, omend kun kortvarigt,” sagde Anesse Bari, der stod bag undersøgelsen. “Vores resultater gør det klart, at online-aktivitet, der stammer fra live-begivenheder, kan være drevet af de mest ubetydelige og uforudsigelige hændelser.”
Ubetydeligheden og uforudsigeligheden til trods har vi en række forudsigelser om og forventninger til aftenens debat.
Midtvestens stemmer. Vicepræsidentkandidaterne har ikke meget til fælles udover, at de begge er fra Midtvesten og drikker Mountain Dew. Walz voksede op i delstaten Nebraska og er guvernør i Minnesota, mens Vance er senator i Ohio. De har flekset deres midtvestlighed på forskellig vis: Walz som en far-jokende lokal fodboldtræner og Vance som en mønsterbrydende bonderøv. Walz vil formentlig forsøge at positionere sig i kontrast til en mere virkelighedsfjern Vance, der med Walz’ ord: “studerede på Yale, fik sin karriere finansieret af Silicon Valley-milliardærer og skrev derefter en bestseller, hvor han nedgjorde det samfund (Midtvesten, red.).” Indtil videre har Walz gjort bedst indtryk på Midtvesten. Ifølge en meningsmåling fra The New York Times og Siena College er han mere vellidt end sin republikanske modpart i tre stater i Midtvesten.
Ordsalater. Nogle ville bare kalde det klassisk politikersnak, men vi har forelsket os i ordet “ordsalat.” Det indebærer, når man taler en helt masse, men egentlig aldrig når frem til en pointe. Under en valgdebat med den konservative Scott Jensen i 2022, kaldte Jensen Walz’ forsvar for incitamenter, som fremmer elbiler “en ordsalat med ingen substans.”
Akavede grin. Ifølge Danny O’Connor, en demokrat fra Ohio, har Vance en tendens til at grine akavet, hvilket ligeledes er blevet dokumenteret på kampagnesporet. “Hvis nogen siger: ‘Senator Vance, du har tidligere støttet et nationalt forbud mod abort’, garanterer jeg, at han vil grine af det og sige, at det ikke er sandt, og derefter sige, hvorfor han ikke støtter det,” siger O’Connor til POLITICO Magazine. “Generelt vil han grine, hvis der er noget, der er helt sandt, og som han er nødt til at afdramatisere.”
Shit talk. Hvad er bedre end at tale positivt om sin egen politik? Selvfølgelig at nedgøre den andens. Ifølge Peter Loge, som er direktør på George Washington University’s School of Media and Public Affairs, vil vælgerne høre meget om projekt 2025 – altså den 900-siders lange politiske ønskeliste fra en tænketank med tråde til Trump – fra Walz. Derimod vil Vance gøre (dårlig) reklame for Biden-Harris-administrationen. Ifølge Vance selv kræver dén opgave ikke meget forberedelse: “Det, vi vil fokusere på, er, at jeg appellerer så kortfattet og direkte til det amerikanske folk som muligt om Donald Trumps succesfulde politik og Kamala Harris’ fejlslagne politik,” sagde Vance på et pressemøde i sidste uge.
Halvtomme trusler. “Han vil forsøge at skræmme livet af alle,” siger demokraten Tim Ryan om Vance, som han debatterede imod under Senatsvalget i Ohio i 2022. “Han har et publikum på én person. Han skal imponere Donald Trump. Trump vil gerne se ham være aggressiv. Og hvis han ikke siger den slags ting, som Trump har sagt, om tredje verdenskrig og alt det andet, så bliver far sur.”
Jubeloptimisme. I en debat i 2018 erklærede Walz sig selv for at være en “evig optimist”, og da hans republikanske moddebattør blev bedt om at sige noget pænt, sagde han, at Walz “er en venlig person med et skønt smil.” Mon ikke han også tager de gode vibes med ind på scenen?
Og hvad med de der katte og hunde? Kæledyrene på sofaen kan også spidse ører, for den amerikanske valgkamp har indtil videre handlet uproportionalt meget om dem. Først var der Vances gamle udtalelse om barnløse kattedamer, som han – på trods af omfattende kritik – stod ved. Og så var der Donald Trumps udokumenterede udtalelse om haitianske immigranter, der spiser katte og hunde i Springfield, Ohio, som både Trump og Vance – igen på trods af omfattende kritik – har forsvaret og gentaget. Faktatjekkerne har en lang aften foran sig, men kommer ikke til at blande sig i debatten. /Emilie Ewald